????Livet er uretfærdigt ????

Hejsa.

Det her er så nyt for mig og jeg ved stadig ikke hvad ben jeg skal stå på og jeg manglede et sted at kunne snakke om det og at der var nogen der har prøvet det samme.

Min historie er:
Jeg er en kvinde på 30 år, jeg har en kæreste på 36, vi ønsker os så meget et barn. Vi har begge to været i fertilitetsbehandling med vores tidlige partner, uden held.

Søndag Den 12 feb, stod vi tidlig op, jeg skulle være på sygehuset kl 8:30, jeg skulle mr scannes. Men da lægen ved vi prøver at blive gravide, så skulle jeg lige teste inden vi tog afsted, det gjorde jeg og ja vi forventede ikke noget, for de sidste 10 måneder havde den jo været negativ, så det ville den selvfølgelig være igen! Men nej, sådan gik det ikke denne gang. Der var sgu to streger �� vi forstod ingenting og troede ikke på det. Vi tog testen med ind på sygehuset og det første de sagde var bare tillykke �� vi troede stadig ikke på det, så vi kørte i netto og i fakta og købte flere test og ja de var også positive, så vi begyndte at tro på det ��
Den 24/2 var vi til en scanning og der så vi lidt, men ikke nok til de kunne stille en termin, så jeg skulle komme tilbage efter 2 uger. Det gjorde vi så den 10/3 og der så vi det fineste hjerte der slog ❤ vi var så lykkelige og glade og det gik endelig op for os at vi skulle være forældre ❤

Jeg begyndte at få rigtig ondt i underlivet i sidste weekend, men kunne ikke finde ud af hvad det er for nogen smerter, jeg har kroniske smerter i underlivet, så kunne ikke finde ud af at skelne imellem smerterne. Så jeg så tiden an, tirsdag var det dog så slemt at jeg tog til egen læge, kom desværre ind til den læge jeg ikke kan med i vores lægehus. Så følte mig ikke klogere da jeg gik hjem. Om aften tog mig og min kæreste ind til lægevagten. Han mærkede og beroligede mig om at alt var fint og mærkedes som det skulle. Så vi tog hjem og jeg slappede af de næste dage. Jeg fik det bedre og blev glad igen. Fredag aften dag vi skulle i seng gik jeg på toilet og der var der lidt pletblødning. Jeg blev helt knust og kunne slet ikke være nogen steder, selvom det kun var en pletblødning og at der stod alle steder at det var normal når man var 8+4 henne, der skulle man jo ha haft menstruation hvis man ikke var gravid. Men selvom jeg læste det og min kæreste prøvede at berolige mig, så lykkes det ikke. Vi tog ind til lægevagten og han ringede til gynækologerne og vi fik en tid til scanning lørdag formiddag. Vi kom derind og synes vi ventede en evighed. Blødningen var stoppet, så jeg var faktisk rolig igen og vi sad og snakkede om at vi burde kunne se de små arme og ben i dag og glædet os til jeg skulle scannes. Da vi endelig bliver kaldt ind og lægen begynder at undersøge mig udvendig og spørger om en masse ting, der er jeg utålmodig, for jeg vil bare scannes og se vores lille baby �� hun begynder at scanne mig og kender åbenbart ikke den scanner som de har i akut modtagelsen, så hun spørger de to sygeplejesker om de kender den og det gør de ikke. Hun scanner lidt videre og jeg synes der er gået lang tid nu og kan godt fornemme at det ikke er helt godt. Det fortæller lægen så også kort tid efter. Hun synes ikke den er vokset nok og kan ikke se så meget som hun burde, så hun vil gerne ha hendes bagvagt til at kigge med. Der bryder min verden sammen og jeg græder, der ved jeg hvad klokken har slået. Derfra husker jeg ikke rigtig resten af scanningen. Men udfra hvad min kæreste har fortalt, så kom den anden læge og hun var ikke i tvivl om at det så skidt ud. Den er ikke vokset siden vi blev scannet den 10/2, jeg er virkelig ude af den her. Kommer op og får tøj på og kommer over og sidde på nogen stole sammen med min kæreste. Vi græder begge to, det er første gang jeg oplever min kæreste græde, så det gør mig endnu mere ude af den. Jeg følte at jeg fejlede, jeg kunne ikke gi ham det han ønsker sig og jeg har gjort en ellers stærk mand ked af det! Jeg var klar til at gå fra ham, tag mit eget liv for ikke at skulle påføre ham den smerte igen.

Da jeg kommer lidt til mig selv igen skal der jo ligges en plan for hvad der skal ske med mit foster, kroppen har ikke selv udskilt det, så den skal ud på en eller anden måde.
Jeg vil bare hjem fra sygehuset, så vi beslutter os for en medicinske abort. Jeg for noget medicin med hjem, så skal føres op i skeden og så skulle det fremprovokere en abort. Lægen sagde jeg skulle forvente at styrt bløde eller at jeg fik presse træng og skulle på toilettet og presse det ud. Ingen af delen skete. Jeg fik mega ondt og var sikker på jeg skulle død. Men der kom ikke rigtig noget ud. Kun når jeg tørrede mig efter toilet besøg var der lidt blod på papiret. Dagen går med mange smerter og det gør natten også og næsten ingen blod. Søndag forsætter på samme måde som lørdag sluttede, dog med lidt mindre smerter. Lørdag skulle min kæreste forældre ha været på besøg, det blev aflyst pga omstændighederne, så de kom søndag i stedet for og det var hyggeligt og dejligt at få snakket lidt om forløbet.
Vi gik i seng og jeg sov okay natten til mandag.
I går skulle jeg så ha ringet rundt til en masse folk. Inden jeg blev gravid var jeg i gang med at blive udredt for mine smerter i underlivet og så har jeg celleforandringer. Så alle de undersøgelser kan jeg jo ligeså godt få startet op igen. Jeg synes det gik nemt nok med at skulle ringe rundt. Men da jeg skulle ringe til min egen læge, der brød jeg sammen. Jeg græd og jeg græd men fik gjort samtalen færdig. Hele dagen i går var hård. Mine følelser sad uden på tøjet og jeg begyndte at græde så snart jeg åbnede munden og kunne slet ikke styre det. Jeg følte mig tom indeni og følte at jeg svigtede. Jeg havde det rigtig skidt og var ligeså langt nede som da jeg var længeste nede med min depression. Jeg husker ikke så meget fra i går og ønsker også bare dagen skal glemmes.
I dag er det bedre, eller det er det indtil nu. Jeg har været til lægen her til formiddag og har fået talt det hele igennem igen.

Jeg skal til kontrol scanning på fredag og jeg frygter lidt at det hele ikke er kommet ud og at jeg derfor skal ha en udskrabning også. Jeg vil bare gerne ha det er overstået og glemt, så jeg kan komme videre og så jeg måske kan blive gravid igen og give min kæreste det barn vi begge drømmer om ❤

Min kærester har været med hele vejen i det her og har været en utrolig stor støtte, selvom jeg ikke har brugt ham helt som jeg burde, men det er ikke nemt når man føler at man har skuffet ham, ved ikke at kunne holde på ønske barnet ❤ han havde taget fri i går og er også hjemme nu for at tag med til lægen. Alt efter hvordan det går hos lægen, så kan det godt være han tager på arbejde bagefter.
Jeg elsker ham utrolig højt og er så taknemlig for at han har været der for mig i denne svære tid ❤

Jeg er begyndt at bløde meget mere i dag og ved ikke om det er min krop der er ved at udskille det eller om det er min menstruation der er kommet?
Nogen der kan svare mig på det?
Hvornår fik i menstruation efter medicinsk abort?

Undskyld det lange opslag, men havde virkelig brug for at komme ud med alle mine tanker og følelser.

Bare 

Mht dit spørgsmål har jeg kun prøvet et udskrab efter en missed abortion. Der gik tre måneder, hvilket vist er til den lange side. Tror det går stærkere efter medicinsk.

Krydser for i kommer ud positivt på den anden side!

Du skal sørme da ikke være så hård ved dig selv. 

Det er jo ikke din skyld at det gik galt. Højst sandsynligt har der været noget galt med fosteret og der er altså ikke tale om at du ikke har kunnet holde på det. 

Håber for jer, at ønskebabyen snart er på vej til jer. 

Det er en afsindigt hård situation du og din kæreste står i lige nu. Forsøg at holde fast i at det bliver bedre!

Jeg har selv været igennem 3 ufrivillige aborter hvoraf to blev opdaget ved scanning efter vi havde set hjerteblink (med efterfølgende udskrabning) og en blødte jeg selv ud (spontan abort). Da jeg stod i det, fyldte det alt. Smerten og sorgen var skrækkelig at leve i, men selvfølgelig værst lige efter aborten. Tiden hjælper en til at leve med det, selvom det ikke forsvinder.

Jeg har ikke været igennem medicinsk, da jeg har været for langt henne og derfor fået udskrabning, men hvis du ikke har blødt det ud, så skal du ikke frygte udskrabningen. Jeg synes det var meget skånsomt og man slap for at se fostret/embryoet blive blødt ud (hvilket jeg oplevede ved min spontane abort).

Jeg håber I kan være der for hinanden og være støttende når I er kede af det, bliver vrede eller overmandet af uretfærdighedsfølelser. Vær forberedt på at der kan komme følelser man bestemt ikke er stolt af - men det er naturligt. Og så håber jeg det lykkes for jer at få et barn sammen

Bettina Nygaard skriver:

Hejsa.

Det her er så nyt for mig og jeg ved stadig ikke hvad ben jeg skal stå på og jeg manglede et sted at kunne snakke om det og at der var nogen der har prøvet det samme.

Min historie er:
Jeg er en kvinde på 30 år, jeg har en kæreste på 36, vi ønsker os så meget et barn. Vi har begge to været i fertilitetsbehandling med vores tidlige partner, uden held.

Søndag Den 12 feb, stod vi tidlig op, jeg skulle være på sygehuset kl 8:30, jeg skulle mr scannes. Men da lægen ved vi prøver at blive gravide, så skulle jeg lige teste inden vi tog afsted, det gjorde jeg og ja vi forventede ikke noget, for de sidste 10 måneder havde den jo været negativ, så det ville den selvfølgelig være igen! Men nej, sådan gik det ikke denne gang. Der var sgu to streger �� vi forstod ingenting og troede ikke på det. Vi tog testen med ind på sygehuset og det første de sagde var bare tillykke �� vi troede stadig ikke på det, så vi kørte i netto og i fakta og købte flere test og ja de var også positive, så vi begyndte at tro på det ��
Den 24/2 var vi til en scanning og der så vi lidt, men ikke nok til de kunne stille en termin, så jeg skulle komme tilbage efter 2 uger. Det gjorde vi så den 10/3 og der så vi det fineste hjerte der slog ❤ vi var så lykkelige og glade og det gik endelig op for os at vi skulle være forældre ❤

Jeg begyndte at få rigtig ondt i underlivet i sidste weekend, men kunne ikke finde ud af hvad det er for nogen smerter, jeg har kroniske smerter i underlivet, så kunne ikke finde ud af at skelne imellem smerterne. Så jeg så tiden an, tirsdag var det dog så slemt at jeg tog til egen læge, kom desværre ind til den læge jeg ikke kan med i vores lægehus. Så følte mig ikke klogere da jeg gik hjem. Om aften tog mig og min kæreste ind til lægevagten. Han mærkede og beroligede mig om at alt var fint og mærkedes som det skulle. Så vi tog hjem og jeg slappede af de næste dage. Jeg fik det bedre og blev glad igen. Fredag aften dag vi skulle i seng gik jeg på toilet og der var der lidt pletblødning. Jeg blev helt knust og kunne slet ikke være nogen steder, selvom det kun var en pletblødning og at der stod alle steder at det var normal når man var 8+4 henne, der skulle man jo ha haft menstruation hvis man ikke var gravid. Men selvom jeg læste det og min kæreste prøvede at berolige mig, så lykkes det ikke. Vi tog ind til lægevagten og han ringede til gynækologerne og vi fik en tid til scanning lørdag formiddag. Vi kom derind og synes vi ventede en evighed. Blødningen var stoppet, så jeg var faktisk rolig igen og vi sad og snakkede om at vi burde kunne se de små arme og ben i dag og glædet os til jeg skulle scannes. Da vi endelig bliver kaldt ind og lægen begynder at undersøge mig udvendig og spørger om en masse ting, der er jeg utålmodig, for jeg vil bare scannes og se vores lille baby �� hun begynder at scanne mig og kender åbenbart ikke den scanner som de har i akut modtagelsen, så hun spørger de to sygeplejesker om de kender den og det gør de ikke. Hun scanner lidt videre og jeg synes der er gået lang tid nu og kan godt fornemme at det ikke er helt godt. Det fortæller lægen så også kort tid efter. Hun synes ikke den er vokset nok og kan ikke se så meget som hun burde, så hun vil gerne ha hendes bagvagt til at kigge med. Der bryder min verden sammen og jeg græder, der ved jeg hvad klokken har slået. Derfra husker jeg ikke rigtig resten af scanningen. Men udfra hvad min kæreste har fortalt, så kom den anden læge og hun var ikke i tvivl om at det så skidt ud. Den er ikke vokset siden vi blev scannet den 10/2, jeg er virkelig ude af den her. Kommer op og får tøj på og kommer over og sidde på nogen stole sammen med min kæreste. Vi græder begge to, det er første gang jeg oplever min kæreste græde, så det gør mig endnu mere ude af den. Jeg følte at jeg fejlede, jeg kunne ikke gi ham det han ønsker sig og jeg har gjort en ellers stærk mand ked af det! Jeg var klar til at gå fra ham, tag mit eget liv for ikke at skulle påføre ham den smerte igen.

Da jeg kommer lidt til mig selv igen skal der jo ligges en plan for hvad der skal ske med mit foster, kroppen har ikke selv udskilt det, så den skal ud på en eller anden måde.
Jeg vil bare hjem fra sygehuset, så vi beslutter os for en medicinske abort. Jeg for noget medicin med hjem, så skal føres op i skeden og så skulle det fremprovokere en abort. Lægen sagde jeg skulle forvente at styrt bløde eller at jeg fik presse træng og skulle på toilettet og presse det ud. Ingen af delen skete. Jeg fik mega ondt og var sikker på jeg skulle død. Men der kom ikke rigtig noget ud. Kun når jeg tørrede mig efter toilet besøg var der lidt blod på papiret. Dagen går med mange smerter og det gør natten også og næsten ingen blod. Søndag forsætter på samme måde som lørdag sluttede, dog med lidt mindre smerter. Lørdag skulle min kæreste forældre ha været på besøg, det blev aflyst pga omstændighederne, så de kom søndag i stedet for og det var hyggeligt og dejligt at få snakket lidt om forløbet.
Vi gik i seng og jeg sov okay natten til mandag.
I går skulle jeg så ha ringet rundt til en masse folk. Inden jeg blev gravid var jeg i gang med at blive udredt for mine smerter i underlivet og så har jeg celleforandringer. Så alle de undersøgelser kan jeg jo ligeså godt få startet op igen. Jeg synes det gik nemt nok med at skulle ringe rundt. Men da jeg skulle ringe til min egen læge, der brød jeg sammen. Jeg græd og jeg græd men fik gjort samtalen færdig. Hele dagen i går var hård. Mine følelser sad uden på tøjet og jeg begyndte at græde så snart jeg åbnede munden og kunne slet ikke styre det. Jeg følte mig tom indeni og følte at jeg svigtede. Jeg havde det rigtig skidt og var ligeså langt nede som da jeg var længeste nede med min depression. Jeg husker ikke så meget fra i går og ønsker også bare dagen skal glemmes.
I dag er det bedre, eller det er det indtil nu. Jeg har været til lægen her til formiddag og har fået talt det hele igennem igen.

Jeg skal til kontrol scanning på fredag og jeg frygter lidt at det hele ikke er kommet ud og at jeg derfor skal ha en udskrabning også. Jeg vil bare gerne ha det er overstået og glemt, så jeg kan komme videre og så jeg måske kan blive gravid igen og give min kæreste det barn vi begge drømmer om ❤

Min kærester har været med hele vejen i det her og har været en utrolig stor støtte, selvom jeg ikke har brugt ham helt som jeg burde, men det er ikke nemt når man føler at man har skuffet ham, ved ikke at kunne holde på ønske barnet ❤ han havde taget fri i går og er også hjemme nu for at tag med til lægen. Alt efter hvordan det går hos lægen, så kan det godt være han tager på arbejde bagefter.
Jeg elsker ham utrolig højt og er så taknemlig for at han har været der for mig i denne svære tid ❤

Jeg er begyndt at bløde meget mere i dag og ved ikke om det er min krop der er ved at udskille det eller om det er min menstruation der er kommet?
Nogen der kan svare mig på det?
Hvornår fik i menstruation efter medicinsk abort?

Undskyld det lange opslag, men havde virkelig brug for at komme ud med alle mine tanker og følelser.

Kæmpe mange krammere til jer. Det er hårdt at stå i jeres situation. Men tænk på at den ikke ikke har være levedygtig, det har ikke noget med hverken du eller din kæreste at gøre. Det er desværre bare livets gang. 

Og nu til det positive - i KUNNE jo blive gravide. Tænk på det. Ingen fertilitetsbehandling osv. I har bevist, at i er et godt match ifht jeres tidligere partnere. Så I to KAN rent faktisk skabe noget sammen.. - og nu er er bare op på hesten igen når I har sundet jer. 

Det lyder måske lidt kynisk, men jeg tror ikke helt man kan sætte sig ind i hvor hårdt det er, når man ikke har prøvet det - så jeg er måske bare mere objektiv og prøver at give dig håb for fremtiden. Så igen vil jeg bare sende jer en masse virtuelle kram, og ønske jer al det bedste.. 

Stort kram... hård situation ... men faktisk meget normal.

Op til 25 pct aborterer i første trimester. Oftes fordi der er noget galt med fostret.

Du kan til gengæld "glæde" dig over at du har kunne være gravid. Det giver dig en stor fordel i forhold til andre der ikke ved om de kan blive gravide overhoved.

jeg håber snart lykken vender og det bliver jeres tur. Vær der for hinanden.

Jeg synes det er iøjenfaldende hvor personligt du tager det, og undskyld, men det synes jeg lyder farligt. Selvfølgelig er det trist, selvfølgelig må I begge græde, det er pisse hårdt. men som en anden skriver, der er jo tal og statistikker, og det havde jo nok ikke klaret sig, det var sygt af en grund. Det har INTET med dig at gøre.
Du skriver du har haft depression før, er det helt et overstået kapitel? Ellers synes jeg du skal til og få en ny vurdering, det er ikke sundt du tager den så meget på dig som du gør. Op med humøret, og som andre siger, I kunne blive gravide! Det er da en sejr der skal arbejdes videre på.

Bettina Nygaard skriver:

Hejsa.

Det her er så nyt for mig og jeg ved stadig ikke hvad ben jeg skal stå på og jeg manglede et sted at kunne snakke om det og at der var nogen der har prøvet det samme.

Min historie er:
Jeg er en kvinde på 30 år, jeg har en kæreste på 36, vi ønsker os så meget et barn. Vi har begge to været i fertilitetsbehandling med vores tidlige partner, uden held.

Søndag Den 12 feb, stod vi tidlig op, jeg skulle være på sygehuset kl 8:30, jeg skulle mr scannes. Men da lægen ved vi prøver at blive gravide, så skulle jeg lige teste inden vi tog afsted, det gjorde jeg og ja vi forventede ikke noget, for de sidste 10 måneder havde den jo været negativ, så det ville den selvfølgelig være igen! Men nej, sådan gik det ikke denne gang. Der var sgu to streger �� vi forstod ingenting og troede ikke på det. Vi tog testen med ind på sygehuset og det første de sagde var bare tillykke �� vi troede stadig ikke på det, så vi kørte i netto og i fakta og købte flere test og ja de var også positive, så vi begyndte at tro på det ��
Den 24/2 var vi til en scanning og der så vi lidt, men ikke nok til de kunne stille en termin, så jeg skulle komme tilbage efter 2 uger. Det gjorde vi så den 10/3 og der så vi det fineste hjerte der slog ❤ vi var så lykkelige og glade og det gik endelig op for os at vi skulle være forældre ❤

Jeg begyndte at få rigtig ondt i underlivet i sidste weekend, men kunne ikke finde ud af hvad det er for nogen smerter, jeg har kroniske smerter i underlivet, så kunne ikke finde ud af at skelne imellem smerterne. Så jeg så tiden an, tirsdag var det dog så slemt at jeg tog til egen læge, kom desværre ind til den læge jeg ikke kan med i vores lægehus. Så følte mig ikke klogere da jeg gik hjem. Om aften tog mig og min kæreste ind til lægevagten. Han mærkede og beroligede mig om at alt var fint og mærkedes som det skulle. Så vi tog hjem og jeg slappede af de næste dage. Jeg fik det bedre og blev glad igen. Fredag aften dag vi skulle i seng gik jeg på toilet og der var der lidt pletblødning. Jeg blev helt knust og kunne slet ikke være nogen steder, selvom det kun var en pletblødning og at der stod alle steder at det var normal når man var 8+4 henne, der skulle man jo ha haft menstruation hvis man ikke var gravid. Men selvom jeg læste det og min kæreste prøvede at berolige mig, så lykkes det ikke. Vi tog ind til lægevagten og han ringede til gynækologerne og vi fik en tid til scanning lørdag formiddag. Vi kom derind og synes vi ventede en evighed. Blødningen var stoppet, så jeg var faktisk rolig igen og vi sad og snakkede om at vi burde kunne se de små arme og ben i dag og glædet os til jeg skulle scannes. Da vi endelig bliver kaldt ind og lægen begynder at undersøge mig udvendig og spørger om en masse ting, der er jeg utålmodig, for jeg vil bare scannes og se vores lille baby �� hun begynder at scanne mig og kender åbenbart ikke den scanner som de har i akut modtagelsen, så hun spørger de to sygeplejesker om de kender den og det gør de ikke. Hun scanner lidt videre og jeg synes der er gået lang tid nu og kan godt fornemme at det ikke er helt godt. Det fortæller lægen så også kort tid efter. Hun synes ikke den er vokset nok og kan ikke se så meget som hun burde, så hun vil gerne ha hendes bagvagt til at kigge med. Der bryder min verden sammen og jeg græder, der ved jeg hvad klokken har slået. Derfra husker jeg ikke rigtig resten af scanningen. Men udfra hvad min kæreste har fortalt, så kom den anden læge og hun var ikke i tvivl om at det så skidt ud. Den er ikke vokset siden vi blev scannet den 10/2, jeg er virkelig ude af den her. Kommer op og får tøj på og kommer over og sidde på nogen stole sammen med min kæreste. Vi græder begge to, det er første gang jeg oplever min kæreste græde, så det gør mig endnu mere ude af den. Jeg følte at jeg fejlede, jeg kunne ikke gi ham det han ønsker sig og jeg har gjort en ellers stærk mand ked af det! Jeg var klar til at gå fra ham, tag mit eget liv for ikke at skulle påføre ham den smerte igen.

Da jeg kommer lidt til mig selv igen skal der jo ligges en plan for hvad der skal ske med mit foster, kroppen har ikke selv udskilt det, så den skal ud på en eller anden måde.
Jeg vil bare hjem fra sygehuset, så vi beslutter os for en medicinske abort. Jeg for noget medicin med hjem, så skal føres op i skeden og så skulle det fremprovokere en abort. Lægen sagde jeg skulle forvente at styrt bløde eller at jeg fik presse træng og skulle på toilettet og presse det ud. Ingen af delen skete. Jeg fik mega ondt og var sikker på jeg skulle død. Men der kom ikke rigtig noget ud. Kun når jeg tørrede mig efter toilet besøg var der lidt blod på papiret. Dagen går med mange smerter og det gør natten også og næsten ingen blod. Søndag forsætter på samme måde som lørdag sluttede, dog med lidt mindre smerter. Lørdag skulle min kæreste forældre ha været på besøg, det blev aflyst pga omstændighederne, så de kom søndag i stedet for og det var hyggeligt og dejligt at få snakket lidt om forløbet.
Vi gik i seng og jeg sov okay natten til mandag.
I går skulle jeg så ha ringet rundt til en masse folk. Inden jeg blev gravid var jeg i gang med at blive udredt for mine smerter i underlivet og så har jeg celleforandringer. Så alle de undersøgelser kan jeg jo ligeså godt få startet op igen. Jeg synes det gik nemt nok med at skulle ringe rundt. Men da jeg skulle ringe til min egen læge, der brød jeg sammen. Jeg græd og jeg græd men fik gjort samtalen færdig. Hele dagen i går var hård. Mine følelser sad uden på tøjet og jeg begyndte at græde så snart jeg åbnede munden og kunne slet ikke styre det. Jeg følte mig tom indeni og følte at jeg svigtede. Jeg havde det rigtig skidt og var ligeså langt nede som da jeg var længeste nede med min depression. Jeg husker ikke så meget fra i går og ønsker også bare dagen skal glemmes.
I dag er det bedre, eller det er det indtil nu. Jeg har været til lægen her til formiddag og har fået talt det hele igennem igen.

Jeg skal til kontrol scanning på fredag og jeg frygter lidt at det hele ikke er kommet ud og at jeg derfor skal ha en udskrabning også. Jeg vil bare gerne ha det er overstået og glemt, så jeg kan komme videre og så jeg måske kan blive gravid igen og give min kæreste det barn vi begge drømmer om ❤

Min kærester har været med hele vejen i det her og har været en utrolig stor støtte, selvom jeg ikke har brugt ham helt som jeg burde, men det er ikke nemt når man føler at man har skuffet ham, ved ikke at kunne holde på ønske barnet ❤ han havde taget fri i går og er også hjemme nu for at tag med til lægen. Alt efter hvordan det går hos lægen, så kan det godt være han tager på arbejde bagefter.
Jeg elsker ham utrolig højt og er så taknemlig for at han har været der for mig i denne svære tid ❤

Jeg er begyndt at bløde meget mere i dag og ved ikke om det er min krop der er ved at udskille det eller om det er min menstruation der er kommet?
Nogen der kan svare mig på det?
Hvornår fik i menstruation efter medicinsk abort?

Undskyld det lange opslag, men havde virkelig brug for at komme ud med alle mine tanker og følelser.

Kram herfra

Når man vælger at få børn - Ja, så hører denne ting med. Der er aldrig en garanti ved en graviditet - når man mister er der altid en grund og denne grund skyldes oftest at fostret ikke har været levedygtigt. Dette lyder måske hårdt, men vær glad for den naturlige graviditet og start nyt projekt så snart I er fysisk /psykisk klar igen Mistede selv en pige i 28+2 og er igen gravid med termin en måned inden hendes 1års dag 

Bettina Nygaard skriver:

Hejsa.

Det her er så nyt for mig og jeg ved stadig ikke hvad ben jeg skal stå på og jeg manglede et sted at kunne snakke om det og at der var nogen der har prøvet det samme.

Min historie er:
Jeg er en kvinde på 30 år, jeg har en kæreste på 36, vi ønsker os så meget et barn. Vi har begge to været i fertilitetsbehandling med vores tidlige partner, uden held.

Søndag Den 12 feb, stod vi tidlig op, jeg skulle være på sygehuset kl 8:30, jeg skulle mr scannes. Men da lægen ved vi prøver at blive gravide, så skulle jeg lige teste inden vi tog afsted, det gjorde jeg og ja vi forventede ikke noget, for de sidste 10 måneder havde den jo været negativ, så det ville den selvfølgelig være igen! Men nej, sådan gik det ikke denne gang. Der var sgu to streger �� vi forstod ingenting og troede ikke på det. Vi tog testen med ind på sygehuset og det første de sagde var bare tillykke �� vi troede stadig ikke på det, så vi kørte i netto og i fakta og købte flere test og ja de var også positive, så vi begyndte at tro på det ��
Den 24/2 var vi til en scanning og der så vi lidt, men ikke nok til de kunne stille en termin, så jeg skulle komme tilbage efter 2 uger. Det gjorde vi så den 10/3 og der så vi det fineste hjerte der slog ❤ vi var så lykkelige og glade og det gik endelig op for os at vi skulle være forældre ❤

Jeg begyndte at få rigtig ondt i underlivet i sidste weekend, men kunne ikke finde ud af hvad det er for nogen smerter, jeg har kroniske smerter i underlivet, så kunne ikke finde ud af at skelne imellem smerterne. Så jeg så tiden an, tirsdag var det dog så slemt at jeg tog til egen læge, kom desværre ind til den læge jeg ikke kan med i vores lægehus. Så følte mig ikke klogere da jeg gik hjem. Om aften tog mig og min kæreste ind til lægevagten. Han mærkede og beroligede mig om at alt var fint og mærkedes som det skulle. Så vi tog hjem og jeg slappede af de næste dage. Jeg fik det bedre og blev glad igen. Fredag aften dag vi skulle i seng gik jeg på toilet og der var der lidt pletblødning. Jeg blev helt knust og kunne slet ikke være nogen steder, selvom det kun var en pletblødning og at der stod alle steder at det var normal når man var 8+4 henne, der skulle man jo ha haft menstruation hvis man ikke var gravid. Men selvom jeg læste det og min kæreste prøvede at berolige mig, så lykkes det ikke. Vi tog ind til lægevagten og han ringede til gynækologerne og vi fik en tid til scanning lørdag formiddag. Vi kom derind og synes vi ventede en evighed. Blødningen var stoppet, så jeg var faktisk rolig igen og vi sad og snakkede om at vi burde kunne se de små arme og ben i dag og glædet os til jeg skulle scannes. Da vi endelig bliver kaldt ind og lægen begynder at undersøge mig udvendig og spørger om en masse ting, der er jeg utålmodig, for jeg vil bare scannes og se vores lille baby �� hun begynder at scanne mig og kender åbenbart ikke den scanner som de har i akut modtagelsen, så hun spørger de to sygeplejesker om de kender den og det gør de ikke. Hun scanner lidt videre og jeg synes der er gået lang tid nu og kan godt fornemme at det ikke er helt godt. Det fortæller lægen så også kort tid efter. Hun synes ikke den er vokset nok og kan ikke se så meget som hun burde, så hun vil gerne ha hendes bagvagt til at kigge med. Der bryder min verden sammen og jeg græder, der ved jeg hvad klokken har slået. Derfra husker jeg ikke rigtig resten af scanningen. Men udfra hvad min kæreste har fortalt, så kom den anden læge og hun var ikke i tvivl om at det så skidt ud. Den er ikke vokset siden vi blev scannet den 10/2, jeg er virkelig ude af den her. Kommer op og får tøj på og kommer over og sidde på nogen stole sammen med min kæreste. Vi græder begge to, det er første gang jeg oplever min kæreste græde, så det gør mig endnu mere ude af den. Jeg følte at jeg fejlede, jeg kunne ikke gi ham det han ønsker sig og jeg har gjort en ellers stærk mand ked af det! Jeg var klar til at gå fra ham, tag mit eget liv for ikke at skulle påføre ham den smerte igen.

Da jeg kommer lidt til mig selv igen skal der jo ligges en plan for hvad der skal ske med mit foster, kroppen har ikke selv udskilt det, så den skal ud på en eller anden måde.
Jeg vil bare hjem fra sygehuset, så vi beslutter os for en medicinske abort. Jeg for noget medicin med hjem, så skal føres op i skeden og så skulle det fremprovokere en abort. Lægen sagde jeg skulle forvente at styrt bløde eller at jeg fik presse træng og skulle på toilettet og presse det ud. Ingen af delen skete. Jeg fik mega ondt og var sikker på jeg skulle død. Men der kom ikke rigtig noget ud. Kun når jeg tørrede mig efter toilet besøg var der lidt blod på papiret. Dagen går med mange smerter og det gør natten også og næsten ingen blod. Søndag forsætter på samme måde som lørdag sluttede, dog med lidt mindre smerter. Lørdag skulle min kæreste forældre ha været på besøg, det blev aflyst pga omstændighederne, så de kom søndag i stedet for og det var hyggeligt og dejligt at få snakket lidt om forløbet.
Vi gik i seng og jeg sov okay natten til mandag.
I går skulle jeg så ha ringet rundt til en masse folk. Inden jeg blev gravid var jeg i gang med at blive udredt for mine smerter i underlivet og så har jeg celleforandringer. Så alle de undersøgelser kan jeg jo ligeså godt få startet op igen. Jeg synes det gik nemt nok med at skulle ringe rundt. Men da jeg skulle ringe til min egen læge, der brød jeg sammen. Jeg græd og jeg græd men fik gjort samtalen færdig. Hele dagen i går var hård. Mine følelser sad uden på tøjet og jeg begyndte at græde så snart jeg åbnede munden og kunne slet ikke styre det. Jeg følte mig tom indeni og følte at jeg svigtede. Jeg havde det rigtig skidt og var ligeså langt nede som da jeg var længeste nede med min depression. Jeg husker ikke så meget fra i går og ønsker også bare dagen skal glemmes.
I dag er det bedre, eller det er det indtil nu. Jeg har været til lægen her til formiddag og har fået talt det hele igennem igen.

Jeg skal til kontrol scanning på fredag og jeg frygter lidt at det hele ikke er kommet ud og at jeg derfor skal ha en udskrabning også. Jeg vil bare gerne ha det er overstået og glemt, så jeg kan komme videre og så jeg måske kan blive gravid igen og give min kæreste det barn vi begge drømmer om ❤

Min kærester har været med hele vejen i det her og har været en utrolig stor støtte, selvom jeg ikke har brugt ham helt som jeg burde, men det er ikke nemt når man føler at man har skuffet ham, ved ikke at kunne holde på ønske barnet ❤ han havde taget fri i går og er også hjemme nu for at tag med til lægen. Alt efter hvordan det går hos lægen, så kan det godt være han tager på arbejde bagefter.
Jeg elsker ham utrolig højt og er så taknemlig for at han har været der for mig i denne svære tid ❤

Jeg er begyndt at bløde meget mere i dag og ved ikke om det er min krop der er ved at udskille det eller om det er min menstruation der er kommet?
Nogen der kan svare mig på det?
Hvornår fik i menstruation efter medicinsk abort?

Undskyld det lange opslag, men havde virkelig brug for at komme ud med alle mine tanker og følelser.

Lyder bestemt ikke rart for dig.

Som en anden bruger skriver, så har du en meget voldsom reaktion på noget, som selvfølgelig er trist, det er helt naturligt at være ked af det og græde, men måske du skulle overveje lidt hjælp til at takle dine følelser og tanker? Det, du beskriver, er bekymrende, og du er i hvert fald i højrisiko for en fornyet depression (selvom jeg personligt tror, at du allerede er der).

Held og lykke med det videre forløb.

Bettina Nygaard skriver:

Hejsa.

Det her er så nyt for mig og jeg ved stadig ikke hvad ben jeg skal stå på og jeg manglede et sted at kunne snakke om det og at der var nogen der har prøvet det samme.

Min historie er:
Jeg er en kvinde på 30 år, jeg har en kæreste på 36, vi ønsker os så meget et barn. Vi har begge to været i fertilitetsbehandling med vores tidlige partner, uden held.

Søndag Den 12 feb, stod vi tidlig op, jeg skulle være på sygehuset kl 8:30, jeg skulle mr scannes. Men da lægen ved vi prøver at blive gravide, så skulle jeg lige teste inden vi tog afsted, det gjorde jeg og ja vi forventede ikke noget, for de sidste 10 måneder havde den jo været negativ, så det ville den selvfølgelig være igen! Men nej, sådan gik det ikke denne gang. Der var sgu to streger �� vi forstod ingenting og troede ikke på det. Vi tog testen med ind på sygehuset og det første de sagde var bare tillykke �� vi troede stadig ikke på det, så vi kørte i netto og i fakta og købte flere test og ja de var også positive, så vi begyndte at tro på det ��
Den 24/2 var vi til en scanning og der så vi lidt, men ikke nok til de kunne stille en termin, så jeg skulle komme tilbage efter 2 uger. Det gjorde vi så den 10/3 og der så vi det fineste hjerte der slog ❤ vi var så lykkelige og glade og det gik endelig op for os at vi skulle være forældre ❤

Jeg begyndte at få rigtig ondt i underlivet i sidste weekend, men kunne ikke finde ud af hvad det er for nogen smerter, jeg har kroniske smerter i underlivet, så kunne ikke finde ud af at skelne imellem smerterne. Så jeg så tiden an, tirsdag var det dog så slemt at jeg tog til egen læge, kom desværre ind til den læge jeg ikke kan med i vores lægehus. Så følte mig ikke klogere da jeg gik hjem. Om aften tog mig og min kæreste ind til lægevagten. Han mærkede og beroligede mig om at alt var fint og mærkedes som det skulle. Så vi tog hjem og jeg slappede af de næste dage. Jeg fik det bedre og blev glad igen. Fredag aften dag vi skulle i seng gik jeg på toilet og der var der lidt pletblødning. Jeg blev helt knust og kunne slet ikke være nogen steder, selvom det kun var en pletblødning og at der stod alle steder at det var normal når man var 8+4 henne, der skulle man jo ha haft menstruation hvis man ikke var gravid. Men selvom jeg læste det og min kæreste prøvede at berolige mig, så lykkes det ikke. Vi tog ind til lægevagten og han ringede til gynækologerne og vi fik en tid til scanning lørdag formiddag. Vi kom derind og synes vi ventede en evighed. Blødningen var stoppet, så jeg var faktisk rolig igen og vi sad og snakkede om at vi burde kunne se de små arme og ben i dag og glædet os til jeg skulle scannes. Da vi endelig bliver kaldt ind og lægen begynder at undersøge mig udvendig og spørger om en masse ting, der er jeg utålmodig, for jeg vil bare scannes og se vores lille baby �� hun begynder at scanne mig og kender åbenbart ikke den scanner som de har i akut modtagelsen, så hun spørger de to sygeplejesker om de kender den og det gør de ikke. Hun scanner lidt videre og jeg synes der er gået lang tid nu og kan godt fornemme at det ikke er helt godt. Det fortæller lægen så også kort tid efter. Hun synes ikke den er vokset nok og kan ikke se så meget som hun burde, så hun vil gerne ha hendes bagvagt til at kigge med. Der bryder min verden sammen og jeg græder, der ved jeg hvad klokken har slået. Derfra husker jeg ikke rigtig resten af scanningen. Men udfra hvad min kæreste har fortalt, så kom den anden læge og hun var ikke i tvivl om at det så skidt ud. Den er ikke vokset siden vi blev scannet den 10/2, jeg er virkelig ude af den her. Kommer op og får tøj på og kommer over og sidde på nogen stole sammen med min kæreste. Vi græder begge to, det er første gang jeg oplever min kæreste græde, så det gør mig endnu mere ude af den. Jeg følte at jeg fejlede, jeg kunne ikke gi ham det han ønsker sig og jeg har gjort en ellers stærk mand ked af det! Jeg var klar til at gå fra ham, tag mit eget liv for ikke at skulle påføre ham den smerte igen.

Da jeg kommer lidt til mig selv igen skal der jo ligges en plan for hvad der skal ske med mit foster, kroppen har ikke selv udskilt det, så den skal ud på en eller anden måde.
Jeg vil bare hjem fra sygehuset, så vi beslutter os for en medicinske abort. Jeg for noget medicin med hjem, så skal føres op i skeden og så skulle det fremprovokere en abort. Lægen sagde jeg skulle forvente at styrt bløde eller at jeg fik presse træng og skulle på toilettet og presse det ud. Ingen af delen skete. Jeg fik mega ondt og var sikker på jeg skulle død. Men der kom ikke rigtig noget ud. Kun når jeg tørrede mig efter toilet besøg var der lidt blod på papiret. Dagen går med mange smerter og det gør natten også og næsten ingen blod. Søndag forsætter på samme måde som lørdag sluttede, dog med lidt mindre smerter. Lørdag skulle min kæreste forældre ha været på besøg, det blev aflyst pga omstændighederne, så de kom søndag i stedet for og det var hyggeligt og dejligt at få snakket lidt om forløbet.
Vi gik i seng og jeg sov okay natten til mandag.
I går skulle jeg så ha ringet rundt til en masse folk. Inden jeg blev gravid var jeg i gang med at blive udredt for mine smerter i underlivet og så har jeg celleforandringer. Så alle de undersøgelser kan jeg jo ligeså godt få startet op igen. Jeg synes det gik nemt nok med at skulle ringe rundt. Men da jeg skulle ringe til min egen læge, der brød jeg sammen. Jeg græd og jeg græd men fik gjort samtalen færdig. Hele dagen i går var hård. Mine følelser sad uden på tøjet og jeg begyndte at græde så snart jeg åbnede munden og kunne slet ikke styre det. Jeg følte mig tom indeni og følte at jeg svigtede. Jeg havde det rigtig skidt og var ligeså langt nede som da jeg var længeste nede med min depression. Jeg husker ikke så meget fra i går og ønsker også bare dagen skal glemmes.
I dag er det bedre, eller det er det indtil nu. Jeg har været til lægen her til formiddag og har fået talt det hele igennem igen.

Jeg skal til kontrol scanning på fredag og jeg frygter lidt at det hele ikke er kommet ud og at jeg derfor skal ha en udskrabning også. Jeg vil bare gerne ha det er overstået og glemt, så jeg kan komme videre og så jeg måske kan blive gravid igen og give min kæreste det barn vi begge drømmer om ❤

Min kærester har været med hele vejen i det her og har været en utrolig stor støtte, selvom jeg ikke har brugt ham helt som jeg burde, men det er ikke nemt når man føler at man har skuffet ham, ved ikke at kunne holde på ønske barnet ❤ han havde taget fri i går og er også hjemme nu for at tag med til lægen. Alt efter hvordan det går hos lægen, så kan det godt være han tager på arbejde bagefter.
Jeg elsker ham utrolig højt og er så taknemlig for at han har været der for mig i denne svære tid ❤

Jeg er begyndt at bløde meget mere i dag og ved ikke om det er min krop der er ved at udskille det eller om det er min menstruation der er kommet?
Nogen der kan svare mig på det?
Hvornår fik i menstruation efter medicinsk abort?

Undskyld det lange opslag, men havde virkelig brug for at komme ud med alle mine tanker og følelser.

Øv for en oplevelse. Det er bare ikke sjovt 

Du skal passe på dig selv.