Magtkamp - hvor længe skal vi holde stand?

Magtkamp er måske ikke det mest korrekt ord men det er hvad jeg føler vi går i gennem i øjeblikket med vores søn på snart 2 år. Her til aften bed han mig temmelig hårdt i armen to gange. Først gang sætter jeg ham bestem ned på gulvet og jeg sagde tydeligt fra og viste ham mærket og fortalte det gjorde ondt. Anden gang en halv time senere sagde jeg igen tydeligt fra og krævede at han sagde undskyld. Det nægter han og skriger "nej ikke sige undskyld!" Min kæreste støtte op og forklare roligt at mor bliver ked af det når han bider og at man skal sige undskyld så bliver mor glad igen. Han er enormt stædig og vil bare ikke gi sig. Vi kan tydeligt se han fortryder, han vil op til mig men jeg beder ham sige undskyld og viser bidemærket. Han vil ikke se mig øjnene.

Der går en time og det bliver putte tid. Jeg kan ikke bære at han skal i seng uden vi er blevet gode venner igen. Min kæreste har gentagne gange sagt og vist at han skal sige undskyld og ahah. Da min søn til sidst kommer hen og siger ahah mens han strygere mit hår. giver jeg efter og han får et kram og jeg fortælle at nu er vi gode venner igen. 

Jeg føler dog at vi tabte, han sagde jo ikke undskyld. Og det er ikke fordi han ikke kan, hans sprog er meget veludviklet. Og det er heller ikke fordi han ikke ved han ikke må bide. Men hvor er det enormt hård at se den lille skat ryste af gråd og udmattelse Min kæreste tog ham flere gange væk og fik ham trøstet men når han så mig igen og blev bedt om at sige undskyld skriger han igen og begynder og kaste med ting og gøre alt det han ikke må..

Havde kan vi gøre? Hvad er det vi gør forkert?

Jeg synes faktisk ikke en 2-årig behøves at sige undskyld, det er et meget stort ord at rumme og kunne udtrykke i den alder, for hvad betyder det egentlig og hvorfor er det så vigtigt at jeg siger det? Jeg synes jeres søn gør det rigtig godt ved at komme hen og ae dig og kramme dig, det er hans måde at sige undskyld på  og den er da næsten mere værd end det der ord der viser noget som voksne er beviste om men ikke nødvendigvis barnet 

sådan som jeg ser det har I faktisk gjort det godt og I er tydelige i hvad det er han gør der er forkert og holder fast i, at det må man ikke og det er jo også det han udtrykker han egentlig godt ved når han kommer hen til sidst, så hvis jeg var jer ville jeg være glade for situationen, den endte jo med en forståelse af at der var sket noget forkert og at han skulle gøre dig glad igen

Jeg ville nok heller ikke binde det op på om han sige lige DET ord, men mere fortælle ham det ikke er okay og så se om han angre

Jeg ville ikke lade det afhænge af om han siger undskyld eller ej. Man kan jo ikke tvinge dem til det - og vil han ikke så risikerer man netop at man ikke kan nå til at være gode venner igen. Og at man taber "kampen".

Det vigtige er at I har sagt fra, og at han kan se at I mener det. Du skriver selv at du kan se, at han godt ved at det var forkert - så er det lille ord ikke vigtigt. 

Jeg ville ikke holde på det, men selvfølgelig sige fra, sætte ham ned osv. som I har gjort. Derefter ville jeg være gode venner igen og give ham en krammer. Og så snakke med ham om, hvorfor I blev sure på ham.

I min verden taklede i det helt forkert. En 2 årigs hjerne er slet ikke så udviklet. Dig klart fra i situationen og kom videre i skal ikke tage kampe over flere timer det gavner intet!!! Han forstår endnu ikke konceptet undskyld så hvis han ikke siger det så kom videre. 

I skal slet ikke holde stand. Sig av, gør det bestemt, se at han forstår det, og kom videre.

Børn bider dem, de holder af og vil have opmærksomhed fra. Det er en uhensigtsmæssig måde at vise kærlighed og søge opmærksomhed og derfor skal den voksne sige fra. Den markering af afstand, når man siger fra, gør barnet ked af det og utryg - selvom barnet ved, at det ikke må bide - for det var jo et forsøg på at komme helt tæt på mor og have hendes fulde opmærksomhed. Derfor har barnet brug for at blive trøstet og få at vide, at mor gerne vil være sammen med dig, men du må ikke bide. 

Så er barnet glad og tryg igen. Det gør lidt ondt på mor, der hvor hun blev bidt og det er synd for mor. Du kan sige 'a a, mor', så gør det ikke så ondt på mor længere. 

Du vil med tiden gerne have, at dit barn siger undskyld, fordi barnet er ked af noget, han har gjort og ønsker at gøre det godt igen. Det er du ikke ved at lære ham. Han var i situationen ked af, at du ikke ville være sammen med ham, ikke over at han havde bidt dig. Det, du krævede af ham, gav ikke mening for ham og det gjorde ham utryg. Det utrygge, udskældte barns hjerne har svært ved at lære. Jo mere ked af det, du bliver, jo mere utryg bliver han ved situationen. Tænk på hvor meget, der er på spil for ham. Han ved ikke, at situationen 'går over' og mor bliver glad for ham igen. Det tidsperspektiv, overblik og forståelse har han ikke. 

Tag ham op på skødet og gør ham tryg. Nu sidder vi her og er sammen på en god måde. Sådan skal vi være sammen. Når du vil være sammen med mor, skal du sige ....., ikke bide. Så kan I snakke om at sige undskyld, hvorfor siger man det og hvornår. Det vil være lettest for ham at bruge det i begyndelsen, når der ikke er så meget på spil, fx når han har taget noget legetøj fra et andet barn eller er kommet til at puffe til dem. Mor er ikke vred, men i denne her situation siger man undskyld.

Det lærer han ikke på en aften, men på nogle måneder med tålmodige gentagelser. 

Lisette W skriver:

Magtkamp er måske ikke det mest korrekt ord men det er hvad jeg føler vi går i gennem i øjeblikket med vores søn på snart 2 år. Her til aften bed han mig temmelig hårdt i armen to gange. Først gang sætter jeg ham bestem ned på gulvet og jeg sagde tydeligt fra og viste ham mærket og fortalte det gjorde ondt. Anden gang en halv time senere sagde jeg igen tydeligt fra og krævede at han sagde undskyld. Det nægter han og skriger "nej ikke sige undskyld!" Min kæreste støtte op og forklare roligt at mor bliver ked af det når han bider og at man skal sige undskyld så bliver mor glad igen. Han er enormt stædig og vil bare ikke gi sig. Vi kan tydeligt se han fortryder, han vil op til mig men jeg beder ham sige undskyld og viser bidemærket. Han vil ikke se mig øjnene.

Der går en time og det bliver putte tid. Jeg kan ikke bære at han skal i seng uden vi er blevet gode venner igen. Min kæreste har gentagne gange sagt og vist at han skal sige undskyld og ahah. Da min søn til sidst kommer hen og siger ahah mens han strygere mit hår. giver jeg efter og han får et kram og jeg fortælle at nu er vi gode venner igen. 

Jeg føler dog at vi tabte, han sagde jo ikke undskyld. Og det er ikke fordi han ikke kan, hans sprog er meget veludviklet. Og det er heller ikke fordi han ikke ved han ikke må bide. Men hvor er det enormt hård at se den lille skat ryste af gråd og udmattelse Min kæreste tog ham flere gange væk og fik ham trøstet men når han så mig igen og blev bedt om at sige undskyld skriger han igen og begynder og kaste med ting og gøre alt det han ikke må..

Havde kan vi gøre? Hvad er det vi gør forkert?

 

Det I gør er at shame ham. Hvis du kan mærke at han forstår han ikke skal bide så gå videre. Børn skal kunne mærke og vide at man holder af dem/ elsker dem selv om de gør noget forkert. På samme tid at de også får at vide, at det skal de ikke gøre. Men at holde fast i kravet om en undskyldning..? Over timer..? Det giver ingen mening mht en på 2 år. 

Det svarer til at stikke en hunds snude ned i noget tis den har lavet for en time siden og sige fyyyyy. Den kobler slet ikke de tonsituationer sammen. 

Så ja det er nok det der giver jer en følelse af at have tabt situationen......

Lisette W skriver:

Magtkamp er måske ikke det mest korrekt ord men det er hvad jeg føler vi går i gennem i øjeblikket med vores søn på snart 2 år. Her til aften bed han mig temmelig hårdt i armen to gange. Først gang sætter jeg ham bestem ned på gulvet og jeg sagde tydeligt fra og viste ham mærket og fortalte det gjorde ondt. Anden gang en halv time senere sagde jeg igen tydeligt fra og krævede at han sagde undskyld. Det nægter han og skriger "nej ikke sige undskyld!" Min kæreste støtte op og forklare roligt at mor bliver ked af det når han bider og at man skal sige undskyld så bliver mor glad igen. Han er enormt stædig og vil bare ikke gi sig. Vi kan tydeligt se han fortryder, han vil op til mig men jeg beder ham sige undskyld og viser bidemærket. Han vil ikke se mig øjnene.

Der går en time og det bliver putte tid. Jeg kan ikke bære at han skal i seng uden vi er blevet gode venner igen. Min kæreste har gentagne gange sagt og vist at han skal sige undskyld og ahah. Da min søn til sidst kommer hen og siger ahah mens han strygere mit hår. giver jeg efter og han får et kram og jeg fortælle at nu er vi gode venner igen. 

Jeg føler dog at vi tabte, han sagde jo ikke undskyld. Og det er ikke fordi han ikke kan, hans sprog er meget veludviklet. Og det er heller ikke fordi han ikke ved han ikke må bide. Men hvor er det enormt hård at se den lille skat ryste af gråd og udmattelse Min kæreste tog ham flere gange væk og fik ham trøstet men når han så mig igen og blev bedt om at sige undskyld skriger han igen og begynder og kaste med ting og gøre alt det han ikke må..

Havde kan vi gøre? Hvad er det vi gør forkert?

 

En time er i min optik også for lang tid. 

Dog tænker jeg der ligger en hel masse bag som vi ikke har hørt. 

Vi forlanger også herhjemme at vores på tre siger undskyld. Hvis hun slår eller bider kommer hun over i sofaen og sidde. Der sidder vi så samme. Mens hun græder indtil hun siger undskyld og krammer. Hvis hun er helt ukontaktbar går jeg 

dog hvis der går mere end 10 minutter sætter jeg mig ned og snakke igennem. 

Ved du hvorfor mor blev sur? 

Ja jeg slog. Det må jeg ikke. 

Okay er vi så gode venner igen nu?

ubdskyld mor og et kram. Så er alt godt. 

Prøv næste gang at køre den færdig med ham. Aldrig lad ham være sur på dig i en time! 

L-mor skriver:

Børn bider dem, de holder af og vil have opmærksomhed fra. Det er en uhensigtsmæssig måde at vise kærlighed og søge opmærksomhed og derfor skal den voksne sige fra. Den markering af afstand, når man siger fra, gør barnet ked af det og utryg - selvom barnet ved, at det ikke må bide - for det var jo et forsøg på at komme helt tæt på mor og have hendes fulde opmærksomhed. Derfor har barnet brug for at blive trøstet og få at vide, at mor gerne vil være sammen med dig, men du må ikke bide. 

Så er barnet glad og tryg igen. Det gør lidt ondt på mor, der hvor hun blev bidt og det er synd for mor. Du kan sige 'a a, mor', så gør det ikke så ondt på mor længere. 

Du vil med tiden gerne have, at dit barn siger undskyld, fordi barnet er ked af noget, han har gjort og ønsker at gøre det godt igen. Det er du ikke ved at lære ham. Han var i situationen ked af, at du ikke ville være sammen med ham, ikke over at han havde bidt dig. Det, du krævede af ham, gav ikke mening for ham og det gjorde ham utryg. Det utrygge, udskældte barns hjerne har svært ved at lære. Jo mere ked af det, du bliver, jo mere utryg bliver han ved situationen. Tænk på hvor meget, der er på spil for ham. Han ved ikke, at situationen 'går over' og mor bliver glad for ham igen. Det tidsperspektiv, overblik og forståelse har han ikke. 

Tag ham op på skødet og gør ham tryg. Nu sidder vi her og er sammen på en god måde. Sådan skal vi være sammen. Når du vil være sammen med mor, skal du sige ....., ikke bide. Så kan I snakke om at sige undskyld, hvorfor siger man det og hvornår. Det vil være lettest for ham at bruge det i begyndelsen, når der ikke er så meget på spil, fx når han har taget noget legetøj fra et andet barn eller er kommet til at puffe til dem. Mor er ikke vred, men i denne her situation siger man undskyld.

Det lærer han ikke på en aften, men på nogle måneder med tålmodige gentagelser. 

Mange tak for dit svar!

Vi har også været meget i tvivl om det er for tidligt at begynde bede ham undskylde. Vi er bare løbet tør for ideer Min søns og mit forhold er i øjeblikket præget af at han hele tiden vil slå, bide eller rive mig. Jeg siger av og det vil jeg ikke have, men ofte griner han og gør det igen med det samme. Jeg syntes jeg er fast i stemmen, men han opfatter det desværre som en leg. Det er kun mig det går ud over og min kæreste kan heller ikke se hvad det er jeg gør forkert. Når jeg sætter ham fra mig så bliver han ked, men hvornår skal jeg tage ham op igen? Jeg er bange for at det også bliver en 'leg' hvis jeg tager han for hurtigt op igen. Samtidig kan jeg heller ikke bære hvor ked han bliver. Jeg er virkelig i tvivl om hvordan jeg får ham til at forstå det ikke er ok.