lisbeth jess skriver:
Tics (i pressede situationer)
Vores datter på 9 år har igennem de sidste par år gentagende gange haft tics ved munden. Hun kan have lange perioder, hvor hun ingen tics har, men når der så er arrangementer såsom gymnastikopvisning og SFO'ens årlige MGP show i vente - ja så returnerer tics'ene. Den nemme løsning ville selvfølgelig være, at vores datter ikke deltog i nævnte arrangementer, men hun vil rigtig gerne. Hun har da også klaret skærene flot de seneste år med højt humør og store smil både før og efter. Hun bliver altså ikke slået ud af nervøsitet på dagen. Vi prøver at støtte hende så godt vi kan, og opmuntre hende til, at hun blot skal love at smile og gøre sit bedste.
Når forårets arrangementer er overstået forsvinder tics'ene typisk igen.
Hun er en velfungerende pige med mange venner.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om dette tics fænomen bliver mere udpræget, når hun eksempelvis kommer i eksamensalderen!
Skal vi skride ind nu på én eller anden vis? Eller håbe at hun med tiden lærer at tackle de pressede situationer?
Lige en lille tilføjelse: Hun er selv bevist om sine tics, og kan fint håndtere, hvis enkelte påpeger det for hende.
På forhånd tak for svaret.
Lisbeths svar
Hej!
Når du beskriver din datters tics lyder det som I har formået at hjælpe og støtte hende til at bevare sine sociale aktiviteter.
Det er så fint de ikke holder hende tilbage.
Der er 10-20%af alle børn der får tics, som enten kan være muskeltrækninger ofte ved mund og øjne.Nogen får med lyde.
det vigtige er for hende, jer og andre at vide . tics er ubalance i hjernens signalstoffer.Man kan ikke stoppe dem.
Pres ,nye situationer, både glæde og bekymringer kan udløse dem.
Barnet skal vide det er min krop der Ticser ikke mig.
Hendes Tics skulle gerne aftage og ikke fortsætte til eksamenstiden.
Selvom det er ubalancer i hjernens signalstoffer kan I som familie alligevel overveje
Er der ting i vores dagligdag vi kan ændre . Er der nok tid.Hvordan har vi det sammen, er der noget der skal ændres.
Stiller vi alðersvarende krav. Er hun præget af perfektionisme?
Nogen gange er der brug for justeringer i familiens dagligdag.
Craniosacralterapi har hos nogle en god effekt.
Musik med afspænding kan give ro i kroppen.
I samarbejder sikkert godt med skolen og Fritidsordningen, så de også hjælper og støtter hende.
Hvis hendes tics fortsætter vil jeg anbefale en snak med egen læge.
Hav en dejlig søndag
Varme Hilsner
lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk
Som en der selv lider af tics (godt nok som følgesygdom, men det er jo underordnet) vil jeg egentlig bare give mit vigtigste råd til jer forældre til børn med tics. I må gerne prøve at afhjælpe (ikke at det alligevel virker...) og I må også gerne poientere. Men for Guds skyld lov mig, at I ALDRIG bliver sure - og heller ikke bliver ved at spørge ind til, hvorfor hun gør det/hvad der er galt.
Jeg er selv vokset op med, især en far, der (velmenende) poientere hver eneste gang og spurgte: "hvad er der galt", "hvad er du nervøs over" (hvilket tit forvirrede mig, for JEG følte ikke, at jeg var nervøs - gør jeres datter dét?), "hvorfor gør du det" osv... Og dét hjælper bestemt ikke. Hvis jeres datter har det som mig, så kan (andres) ord slet ikke stoppe det. Som barn var det hver gang, nu sjældnere, men jeg følte simpelthen, at jeg blev kvalt og ikke kunne få luft, hvis ikke jeg sagde de her underlige lyde.
Måske går hendes tics helt væk en dag, måske stopper de i nogle år, for så at vende tilbage (muligvis med nye tics) og måske stopper de aldrig. Men uanset hvad, så er det vigtigt at I ikke får barnet til at tro, at det er noget "hun gør med vilje", eller "for at irritere jer/andre/dem der nu kan se/høre hendes tics". Anerkend at hun har tics, og (i nogle tilfælde) er det faktisk bedst bare at ignorere det - for vi med tics ved jo godt at I kan se/høre det, og det ér altså bare super træls og trættende konstant at høre for noget, man ikke selv kan styre.
