Hård fødsel - efterfødselsreaktion?

Det her er er ømt emne for mig, men jeg er virkelig nysgerrig efter andres erfaringer. Jeg fødte for en uge siden, og det endte desværre meget traumatisk. Da hun er født går det hurtigt op for mig, at der er noget galt. Baby kommer op til mig og samtidig vælter det ind med jordemødre og andet personale som går i gang med akupunktur og ligge drops mens jeg ligger og forstår ingenting. Min reaktion er meget voldsom, jeg græder og er virkelig bange og ønsker at min kæreste tager baby, da jeg slet ikke kan overskue situationen. Finder ud af, at jeg bløder meget og en jordemoder holder på livmoderen for at forsøge at stoppe blødningen. Hurtigt køres jeg på operationsstue og ligges i fuld narkose. 2,5 time senere vågner jeg på opvågning og noget personale fortæller kort at jeg har mistet 2 liter blod og at de måtte operere moderkagen ud for at stoppe blødningen. Jeg kommer op på barselsklinikken, hvor min kæreste og baby er på stuen, og jeg er totalt afkræftet og helt bleg. Jeg får baby i armene men hele dagen er meget omtåget. Min kæreste fik ikke lov til at klippe navlestrengen, da det skulle gå stærkt. Derudover har vi ingen billeder fra hun blev født fordi der skete så meget. Vi var indlagt i tre dage, og ikke en gang har jeg skiftet hende der, jeg kan ikke engang stå på mine ben og de ender med at give mig blod i forsøg på at give mig nogle kræfter. Efter vi er kommet hjem kan jeg mærke hele situationen påvirker mig meget. jeg føler jeg er gået glip af noget som jeg ikke kan få igen, og jeg føler jeg mangler en tilknytning til mit barn. Jeg er ked af de manglende billeder og den manglende oplevelse som vi skulle have haft sammen som familie lige efter fødslen. Jeg kan sidde og græde over Det. Jeg har brug for at snakke om situationen hele tiden, og min kæreste vil gerne snakke med mig, men han ved ikke rigtigt hvad han skal sige for at gøre det bedre. Jeg frygter det kan udvikle sig, men omvendt er det vel meget normalt at reagere sådan ved en traumatisk fødsel? Er der nogle der har været igennem en traumatisk fødsel og som måske har haft lignende følelser som kan hjælpe eller give råd til hvad jeg kan gøre? Jeg har tænkt på at ringe til barselsklinikken og høre om der er nogle tilbud om efterfødselssamtale eller om de har gode råd, men måske en herinde kunne hjælpe? 

Jeg synes du skal ringe og bede om hjælp ,ingen er int. i at du knækker .

Og det er helt normalt at have det som du har det .

Jeg oplevede selv en voldsom fødsel her sidst hvor min dreng kom ved hyperakut ks i uge 34 

I hvad der føles som uendeligt troede alle han var død og de løb med båren imens jeg bare lå og græd .

Hele din krop har fået et chok og psykisk kan det være rigtigt svært at komme op igen uden at få lov til at snakke snakke og snakke.

Her var vi indlagt et godt stykke tid plus at den jm der havde slået alarm kom op på stuen og talte med mig fødsellægen og børnelægen var også forbi og generelt blev jeg tilbudt samtaler og støtte til at få det hele bearbejdet 

Så jeg synes det lyder som en fail du ikke er blevet taget hånd om så ring fortæl hvordan du har det - det er helt ok og meget vigtigt du fortæller om dine tanker din manglende tilknytning er især vigtig da det er SÅ vigtigt at få den etableret hurtigst muligt.

Oplever du ikke forståelse når du ringer ,så fat i din sp - du er ikke pylret eller unormal - du er bare i krise og det er aldrig flovt at bede om hjælp 

Anonym skriver:

Det her er er ømt emne for mig, men jeg er virkelig nysgerrig efter andres erfaringer. Jeg fødte for en uge siden, og det endte desværre meget traumatisk. Da hun er født går det hurtigt op for mig, at der er noget galt. Baby kommer op til mig og samtidig vælter det ind med jordemødre og andet personale som går i gang med akupunktur og ligge drops mens jeg ligger og forstår ingenting. Min reaktion er meget voldsom, jeg græder og er virkelig bange og ønsker at min kæreste tager baby, da jeg slet ikke kan overskue situationen. Finder ud af, at jeg bløder meget og en jordemoder holder på livmoderen for at forsøge at stoppe blødningen. Hurtigt køres jeg på operationsstue og ligges i fuld narkose. 2,5 time senere vågner jeg på opvågning og noget personale fortæller kort at jeg har mistet 2 liter blod og at de måtte operere moderkagen ud for at stoppe blødningen. Jeg kommer op på barselsklinikken, hvor min kæreste og baby er på stuen, og jeg er totalt afkræftet og helt bleg. Jeg får baby i armene men hele dagen er meget omtåget. Min kæreste fik ikke lov til at klippe navlestrengen, da det skulle gå stærkt. Derudover har vi ingen billeder fra hun blev født fordi der skete så meget. Vi var indlagt i tre dage, og ikke en gang har jeg skiftet hende der, jeg kan ikke engang stå på mine ben og de ender med at give mig blod i forsøg på at give mig nogle kræfter. Efter vi er kommet hjem kan jeg mærke hele situationen påvirker mig meget. jeg føler jeg er gået glip af noget som jeg ikke kan få igen, og jeg føler jeg mangler en tilknytning til mit barn. Jeg er ked af de manglende billeder og den manglende oplevelse som vi skulle have haft sammen som familie lige efter fødslen. Jeg kan sidde og græde over Det. Jeg har brug for at snakke om situationen hele tiden, og min kæreste vil gerne snakke med mig, men han ved ikke rigtigt hvad han skal sige for at gøre det bedre. Jeg frygter det kan udvikle sig, men omvendt er det vel meget normalt at reagere sådan ved en traumatisk fødsel? Er der nogle der har været igennem en traumatisk fødsel og som måske har haft lignende følelser som kan hjælpe eller give råd til hvad jeg kan gøre? Jeg har tænkt på at ringe til barselsklinikken og høre om der er nogle tilbud om efterfødselssamtale eller om de har gode råd, men måske en herinde kunne hjælpe? 

Først tillykke med den nye titel!  Det er en fantastisk gave at blive mor!

Jeg synes, som du selv skriver at du skal tage kontakt til nogle fagpersoner der kan hjælpe dig. Tal evt. med sundhedsplejersken. 

Selv var jeg igennem det, de kaldte en "traumatisk fødsel," hvor jeg røg til et hyperakut kejsersnit, hvor der nærmest kun gik 10 min fra de sagde kejsersnit, til barnet var ude. Det hele gik meget stærkt og var meget turbulent. Jeg fik tilbudt efterfødselssamtale, som jeg også tog til, men jeg har ikke været påvirket af sitationen og tænker derfor at du har brug for noget hjælp til at bearbejde det. 

Jeg ved ikke hvordan det er at have en efterfødselsreaktion, men så længe du selv er opmærksom på det er det positivt og vigtigt at du anerkender det og rækker ud efter hjælp! Det er ingen skam, det er kun stærkt at bede om hjælp! 

Held og lykke! Jeg håber du får god hjælp og støtte!

Tillykke med baby 

Jeg havde et par uger efter fødsel en samtale med min jordemor for at gennemgå fødslen, fordi jeg også havde syntes det var en voldsom oplevelse. Måske du ku ringe og bede om en efterfødsel samtale? 

Du skal helt sikkert bede om en efterfødsels samtale. 

Der er nogle helt normale tanker du har, men  også nogle tanker du har brug for at få talt igennem og bearbejdet. 

Min første fødsel var bestemt også traumatisk - her var det dog min datter og ikke jeg selv der var i kritisk tilstand.

Kort fortalt: en ellers fin fødsel endte efter flere forsøg på forløsning med cup med et akut kejsersnit hvor vores pige var virkelig skidt og jeg nåede slet ikke at se hende før flere timer efter.

Det er over 5 år siden og vores pige er sund og rask, men derfor kan jeg alligevel stadig få en klump i halsen ved tanken om oplevelsen  (på trods af efterfødsels samtale samt en samtale med psykolog). Jeg føler mig stadig snydt for den sidste del af en normal fødsel - men den der adskillelse og frygten for om hun var ok kan stadig få mig til at græde. Men samtalerne har virkelig været gode for mig og hjulpet en del. 

Da jeg både havde været gennem en næsten fuld vaginal fødsel og akut kejsersnit var jeg også noget medtaget - og det var primært min mand der stod for bleskift og lign. Det skal du ikke have dårlig samvittighed over... hvis du ikke var i stand til det, var du jo ikke det. 

Anonym skriver:

Det her er er ømt emne for mig, men jeg er virkelig nysgerrig efter andres erfaringer. Jeg fødte for en uge siden, og det endte desværre meget traumatisk. Da hun er født går det hurtigt op for mig, at der er noget galt. Baby kommer op til mig og samtidig vælter det ind med jordemødre og andet personale som går i gang med akupunktur og ligge drops mens jeg ligger og forstår ingenting. Min reaktion er meget voldsom, jeg græder og er virkelig bange og ønsker at min kæreste tager baby, da jeg slet ikke kan overskue situationen. Finder ud af, at jeg bløder meget og en jordemoder holder på livmoderen for at forsøge at stoppe blødningen. Hurtigt køres jeg på operationsstue og ligges i fuld narkose. 2,5 time senere vågner jeg på opvågning og noget personale fortæller kort at jeg har mistet 2 liter blod og at de måtte operere moderkagen ud for at stoppe blødningen. Jeg kommer op på barselsklinikken, hvor min kæreste og baby er på stuen, og jeg er totalt afkræftet og helt bleg. Jeg får baby i armene men hele dagen er meget omtåget. Min kæreste fik ikke lov til at klippe navlestrengen, da det skulle gå stærkt. Derudover har vi ingen billeder fra hun blev født fordi der skete så meget. Vi var indlagt i tre dage, og ikke en gang har jeg skiftet hende der, jeg kan ikke engang stå på mine ben og de ender med at give mig blod i forsøg på at give mig nogle kræfter. Efter vi er kommet hjem kan jeg mærke hele situationen påvirker mig meget. jeg føler jeg er gået glip af noget som jeg ikke kan få igen, og jeg føler jeg mangler en tilknytning til mit barn. Jeg er ked af de manglende billeder og den manglende oplevelse som vi skulle have haft sammen som familie lige efter fødslen. Jeg kan sidde og græde over Det. Jeg har brug for at snakke om situationen hele tiden, og min kæreste vil gerne snakke med mig, men han ved ikke rigtigt hvad han skal sige for at gøre det bedre. Jeg frygter det kan udvikle sig, men omvendt er det vel meget normalt at reagere sådan ved en traumatisk fødsel? Er der nogle der har været igennem en traumatisk fødsel og som måske har haft lignende følelser som kan hjælpe eller give råd til hvad jeg kan gøre? Jeg har tænkt på at ringe til barselsklinikken og høre om der er nogle tilbud om efterfødselssamtale eller om de har gode råd, men måske en herinde kunne hjælpe? 

Besvarer som anonym,  da jeg svarer som jordemoder her og vil ikke genkendes af tidligere patienter

For det første gør det mig utrolig ondt,  at i har haft den voldsomme oplevelse og at du/i er gået glip af noget som du havde glædet dig til i moderskabet ❤

Det er super godt du er så opmærksom på hvad du føler,  for man kan sagtens have en efterfødselsreaktion allerede kort tid efter fødslen.  Og som du skriver kan det bla gå ud over tilknytningen. 

Jeg synes og håber du vil søge hjælp hurtigst muligt.  Du kan bede om en efterfødselssamtale med den jordemoder i fødte med. Som jeg læser det er der flere parametre der påvirket dig; Den manglende kommunikation da det blev alvorligt,  forskrækkelse over der skete noget alvorligt,  tabet over den normale fødsel og mødet med jeres barn. Stemmer det? Det ville være de emner som kunne være rigtig gode at få talt igennem så du kan få det bearbejdet og fundet en "plads" til det. Du har en sorg som skal bearbejdes og det skal tages seriøst ❤

Dernæst er det vigtigt du er åben omkring det overfor sundhedsplejersken,  da sådan en oplevelse er en faktor der hele tiden vil være tilstede i jeres familiedannelsesproces - det kan ikke bare slettes fra følelserne.  Og man er IKKE en dårlig mor fordi man synes det er svært - tværtimod viser det fornuft og omsorg for dit barn at sige de ting højt som du allerede reflektere over.  Hvis det udvikler sig kan SP også hjælpe med at finde en psykolog hvis de andre samtaler ikke har været nok. Tænker også det er en tryghed for dig at vide at SP er ekstra opmærksom på en evt senere reaktion, for nogle gange kommer det e snigene.

Vid, det er helt ok du har det som du har det.  Bed om hjælp,  for din, dit barns og jeres alles skyld.  Du skal passe på sig selv ❤

Tusind tak for jeres svar og egne erfaringer. Det er rart at man ikke er den eneste, selvom det selvfølgelig ikke er at ønske for andre! 

Jeg har i dag været i kontakt med sygehuset, og fået en god snak med en af de jordemødre der var med til fødslen. Hun tog sig virkelig god tid og forstod virkelig at få åbnet op samtidig med hun kunne fortælle hele forløbet så jeg nu er opdateret. Næste skridt bliver at snakke med sundhedsplejersken og få åbnet op her. Så igen tak fra jer alle, også jordemoderen som tog sig tid til at svare, det var lige med til at give det sidste skub til at ringe 

Anonym skriver:

Tusind tak for jeres svar og egne erfaringer. Det er rart at man ikke er den eneste, selvom det selvfølgelig ikke er at ønske for andre! 

Jeg har i dag været i kontakt med sygehuset, og fået en god snak med en af de jordemødre der var med til fødslen. Hun tog sig virkelig god tid og forstod virkelig at få åbnet op samtidig med hun kunne fortælle hele forløbet så jeg nu er opdateret. Næste skridt bliver at snakke med sundhedsplejersken og få åbnet op her. Så igen tak fra jer alle, også jordemoderen som tog sig tid til at svare, det var lige med til at give det sidste skub til at ringe 

Velbekomme,  er glad for at læse du allerede har været i kontakt.  Mvh "Jordemoderen"