Anonym skriver:
Er der nogle af jer, der har børn med aspergersk og har lyst til at fortælle lidt om det? Hvornår/hvordan det blev opdaget, hvordan det på påvirker barnets hverdag osv?
Vores barn har de sidste år (er 8 år) udviklet sig i en grad vi selv mener peger mere og mere hen mod aspegers syndrom
Nu er mine børn ikke udredt, men jeg har selv asperger og kan da fortælle lidt om mig selv som barn.
Socialt var jeg meget vellidt i børnehaven og i de mindre klasser. En pædagog bemærkede dog, at jeg ofte sad for mig selv og "læste". Da jeg blev omkring 8 år havde jeg helst kun en ven. I sommerferien mellem 2. og 3. klasse så jeg slet ikke nogen jævnalderene, men mine forældre lagde ikke så meget i det, fordi jeg var meget sammen med min 5 år ældre søster og hendes veninde, der boede på vejen.
Fagligt var jeg godt med i skolen, min motorik og mit sprog var veludviklet. Dog er min koordinationsevne utrolig ringe, men det giver sig kun udslag i at jeg ikke kan danse. 
Jeg var stille og indadvendt, men generelt virkede jeg glad. Nu er jeg født i 1984, så dengang var man ikke opmærksom på asperger og autisme blandt piger var heller ikke almen kendt. Så jeg blev først diagnosticeret som voksen.
Jeg vidste godt, at jeg var anderledes end alle andre mennesker, men det som er svært er, at andre mennesker kun ser toppen af isbjerget. Alle tankerne og følelserne ser eller hører andre ikke, fordi børn ikke nødvendigvis deler deres tanker med andre.
I gymnasiet fik jeg det rigtig svært og udviklede socialfobi. Jeg synes de andre var virkelig mærkelige, fordi de smalltalkede med hinanden. Det forstod jeg slet ikke. Når de fx fortalte, at de havde købt nye sko, var jeg et stort spørgsmålstegn over for den oplysning. Hvad i alverden skulle jeg med den? Hvad forventede de jeg svarede til en komplet ligegyldig oplysning? Det var alt for kompliceret til mig, så jeg isolerede mig mere og mere og til sidst blev jeg angst.
Man taler meget om, at autister undgår øjenkontakt, men der findes også en anden gruppe. Dem der stirrer i stedet for. Den gruppe tilhører jeg. Min psykiater forklarede mig, at det skyldes, at jeg ikke intuitivt forstår folk og derfor forsøger at analysere mig frem. En bekendt gjorde mig dog som 14 årig opmærksom på, at det var ubehageligt. Det var først der jeg blev opmærksom på, at jeg stirrede og jeg har siden da brugt meget energi på, at huske at blinke og kigge væk engang imellem osv. Af og til hører jeg ikke hvad folk siger, fordi jeg har flyttet mit fokus over på mine øjne.
Da min psykiater luftede sin tanke om en autismeforstyrrelse var jeg meget uforstående over for det, for jeg synes jeg er verdens mest empatiske menneske.
Jeg har meget medfølelse, er god til at lytte til folks problemer og god til at følge op det. Jeg synes også, at jeg er god til at se nuanceret på samfundsgrupper osv.
Jeg var bare ikke opmærksom på, at empati egentlig mest af alt handler om at aflæse folk. Jeg var heller ikke klar over, hvor dårlig jeg faktisk er til det, fordi jeg troede det var normalt.
Jeg har ingen idé om folk kan lide mig eller ej. Jeg kan tolke på deres opførsel og dermed komme frem til en konklusion, men det er ikke noget jeg intuitivt kan mærke. Folk der er meget lukkede i deres kropssprog er helt håbløse for mig. De kan elske eller hade mig. Jeg aner det ikke.
Nå, nu har jeg skrevet en masse. Jeg ved ikke om det var noget du kunne bruge. Du er meget velkommen til at skrive en pm, hvis du vil have noget uddybet eller har andre spørgsmål. 
