Eksperthjælp: Hvordan kommunikere I sammen?

Trine Andreasen

Hej

Jeg skriver vdr. min søn på 15 mdr. Jeg er simpelthen i tvivl om han ikke trives eller om det er normalt at børn piver, græder og klynker ret meget.
Da han var spæd græd han rigtig meget og han var svær at få til at sove. Vores SP fortalte os at han måske nemt blev overstimuleret og havde svært ved at lukke indtryk ude + han havde meget kropslig uro. Det hjalp rigtigt meget da vi begyndte at være mere hjemme med ham + afskærme ham med en stofble og pakke ham ind i sådan en ”baby spændetrøje”, så han ikke kunne bevæge sine arme når han skulle sove. Udover at han var meget påvirket af sine tigerspring, blev han som måneder gik egentligt pludseligt et meget nemt barn - han var nem at tage med ud og nem at få til at sove + han sov nogle gode lange lure i løbet af dagen. Men siden han var ca. 6 måneder har jeg ofte spekuleret på om det er normalt at børn piver så meget som ham.
Det er ikke fordi han stortuder meget på den der måde hvor han er helt umulig at få til at stoppe. Men han græder og piver ret meget. Ikke hver dag, men mange dage. Det starter når han lige vågner. Der hjælper det så når han får noget at spise, men ofte fortsætter det så igen bagefter. Hvis jeg f.eks. forsøger at trække den lidt med at sende ham i vuggestue, så er det som om han bliver rastløs. Samtidig piver han også ofte når jeg begynder at give ham tøj på og han forstår at nu skal vi til at afsted.
Afleveringen i vuggestuen går oftest gnidningsfrit, og de siger altid i vuggestuen at han har haft en god dag og generelt er meget glad dernede. Han virker også altid glad når jeg henter ham. Men det virker ofte som om vi knap er kommet ind af døren herhjemme, før han begynder at pive. Det er lidt i perioder hvordan piveriet foregår. I nogle perioder har han det meget med at pive og kigge op på mig eller række armene op til mig som om at han vil op, men når jeg så tager ham op, så er det som om at han ikke vil være hos mig alligevel. Hvis jeg tager ham op for at give ham nærhed, vrider han sig ofte og vil ned igen. Og når jeg så sætter ham ned igen, så vil han op igen, og sådan fortsætter det. I andre perioder vil han meget gerne at jeg skal underholde ham hele tiden. Gå rundt med ham på armen (han kan ikke selv gå endnu), og hvis ikke vi laver lige præcis det han vil (f.eks. stå ved hoveddøren og putte nøglen i døren igen og igen), så bliver han sur og kan græde i ½ time. Sådan en periode er vi inde i lige nu, men det er som sagt ca. trekvart år at jeg ofte har tænkt på om det er normalt at børn græder og piver så meget.
Han startede i vuggestue da han var 11 måneder, og er der hver dag ca. 7.30-16, så det er selvfølgelig mange timer. Jeg mistænker lidt at de mange timer i institutionen er det største problem. I vuggestuen sover han ca. 2½ time. Han kommer i seng kl. 18-18.30 herhjemme og sover (uafbrudt) i 11-12 timer. Når han vågner kommer han i vuggestue ca. 1 time senere, og bliver så hentet mellem 15-16.30. Om ca. en måned bliver jeg arbejdsløs og har så i en periode (indtil jeg får et nyt job) mulighed for at have ham mere herhjemme. Men det er jo kun indtil jeg får et nyt job – til den tid vil jeg dog kun søge deltidsjobs, da hans far arbejder en del.
Vi laver ikke så meget i hverdagene. Jeg er ofte en tur i parken med ham når jeg henter ham i vuggestuen, men vi har måske besøg eller er på besøg hos andre og spise aftensmad 0-2 gange i løbet af en uge (i hverdagene). I weekenden har vi som regel planer mindst en af dagene, og nogle gange over hele weekenden. Kan det være for meget for ham? Han er en nysgerrig lille krudtugle, der umiddelbart elsker når der sker noget. Men måske bliver det alligevel for meget for ham?
Jeg synes egentligt selv at vi er nogle gode forældre. Vi er nærværende (så meget som vi nu orker), anerkendende og vi bruger meget af vores energi på at være sammen med ham, lege og pjatte med ham og selvfølgelig give ham masser af kærlighed og tryghed. Samtidig er vi også opmærksomme på at han også skal være i stand til at underholde sig selv ind imellem (skal kunne sidde selv og læse en bog eller selv tøffe lidt rundt i huset) – dette er han dog ikke altid så god til, men ved heller ikke hvor meget man kan forvente det af en på hans alder. Stemningen herhjemme er overvejende god, hans far og jeg har det begge godt – både med os selv og med hinanden.
Jeg synes ikke rigtigt at jeg kan spørge om andre om det er normalt at han piver så meget, for hver gang vi har besøg eller er andre steder, så opfører han sig eksemplarisk. Jeg er klar over at det er fordi han giver slip herhjemme i de trygge rammer (det håber jeg da), men hold nu op det er hårdt. Jeg elsker når han er glad, og så nyder jeg virkelig at være sammen med ham, men det er måske kun 20-30% af den tid jeg er sammen med ham (og det er primært mig der er sammen med ham, da hans far ikke er så meget hjemme). Og jeg er også i tvivl om jeg bør være bekymret over at han åbenbart aldrig nogensinde er i dårligt humør eller græder nede i vuggestuen, når han mange dage nærmest virker kronisk utilfreds og pivet herhjemme? Men mest af alt er jeg selvfølgelig i tvivl om alt det piveri er normalt eller om det er et tegn på at min søn ikke trives…?

Hilsen SK

Trines svar

Kære SK

Undskyld, undskyld og undskyld mit sene svar. Jeg ved simpelthen ikke hvor du var forsvundet hen. Men pludselig dukkede dit spørgsmål op.

Og tak for det.

Børn er forskellige og børn har forskellige temperamenter. Og det lyder som om at din søn, da han blev født var ekstra følsom.

Det lyder også som om at du har hjulpet ham rigtig meget så han har kunne udvikle sig til en sund 15 måneder gammel dreng. 

Når du beskriver ham og jeres problematikker lyder det ikke som om at han er et barn der mistrives. Dette ville også kunne ses i vuggestuen hvis han gjorde.

Derimod lyder det som om at du og din søn har fået opbyggede en dårlig kommunikationsform.

Børn vil altid samarbejde hvis de kan.

Og da du har oplevet at din søn er/har været ekstra følsom, hvilket har resulteret i en klynk og gråd, har du en måske ubevidst forventning om det. Når du forventer noget af et barn også selvom det er ubevidst, sender du signaler. Disse signaler opfanger din søn. Børn er fra fødsel udstyret med utrolig gode "fornemmelser" hvilket de er nødt til for at kunne overleve.

Når din søn opfanger dine signaler mærker han at der er en forventning til ham. Denne forventning lever han op til.

Du forventer altså at din søn græder meget og han græder meget. Når han er i børnehave eller der er andre mennesker hjemme hos jer er der andre forventninger og derfor reagere han anderledes.

Derfor er mit råd at du skal ændre dit billede af din søn. Din søn lyder ikke til at han er ekstra følsom mere så han skal ikke gås til som om han er.

Det lyder også som om at du, netop fordi du gerne vil have ham til at holde op med at være ked af det, glemmer at stille krav til ham.

Du må gerne sige til ham at nu gider du ikke mere lege med døren så han må selv lege nu. Og så lade ham lege med noget andet. Når han så græder kan du sige til ham at du godt kan forstå at han synes det er surt at du ikke gider lege mere men du vil gerne lave noget andet.

Og så lad ham være frustreret. Men sæt rammer for hans frustration. Det er okay at du er sur/ked af det men du skal ikke stå og skrige.

Og hold det ud.

Du kan godt høre forskel på om han græder fordi han har ondt eller er ked af det eller fordi han er sur og frustreret. Tal med ham når han er sur, sæt rammer og giv ham redskaber. Når han er ked af det skal han trøstes.

Når du sætter nogle rammer kan han "mærke" dig og det gør ham tryg.

Samtidig er det ofte i frustrationen at motivationen kommer. Altså når han nu ikke går og du ikke bære ham så bliver han nødt til selv at rejse sig op for at kunne gøre de ting han vil.

Jeg håber det giver mening det jeg har skrevet ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Trine

www.naturligopdragelse.dk