Borderline og børn.

Hvad gør i der både har en borderline og børn?

For synes godt nok det er op ad bakke. Jeg er så dog ikke helt færdig med at blive udredt men hun er ret sikker på det er det jeg har, da jeg scorer 7 ud af 10 mulige og jeg godt kan nikke genkendende til mange ting. Samtidig er der noget angst og depression indover. 

Jeg sætter en høj standard og er utrolig perfektionistisk men da mine tanker flyver hid og did og jeg ikke kan bevare koncentrationen ret længe ad gangen, ligner vores hjem noget der er løgn. Og ihh hvor jeg hader det.

Mit temperament går op og ned hele tiden og humørsvingningerne også. Sover ikke om natten grundet tankemylder, så er slet ikke på toppen. Lige for tiden er mit barn hos mormor, både fordi jeg ikke vil udsætte hende for mit temperament og mit humør og fordi jeg ikke pt kan overskue alt det praktiske hvad angår hende. Vil slet ikke kunne tilgive mig selv hvis jeg ødelægger hende, så hun vil gå på listefødder og hun slet ikke ville være den søde, nysgerrige, frække, glade og kreative unge hun er. Jeg er så dog næsten sammen med hende hver dag og hun kommer hjem til mig til en enkelt overnatning i ny og næ. Jeg ved det her og nu er det bedste for hende men jeg føler det er en ren falliterklæring som mor over at jeg der elsker hende så usigeligt højt ikke kan være der for hende som jeg jo gerne vil. 

Så hvordan får i det til at fungere? Hvordan får jeg det til at fungere? Så jeg ikke mister kræfterne og alt bliver helt uoverskueligt. Vil jo SÅ gerne have hende hjem igen men først når jeg er helt sikker på at jeg kan, så hun ikke skal af sted igen. 

Hej,

jeg har selv en søster med Borderline, og jeg kan ærligt sige, at det, at du får behandling kommer til at gøre en kæmpe forskel for både dig selv og dit barn! I de perioder, hvor min søster har været villig til at få hjælp, har der været enorme fremskridt. Du anerkender, at du er bekymret, og at du har brug for hjælp. Det er flot; vær stolt af det. Som du selv skriver, så ER det desværre op ad bakke. Men det betyder ikke, at det er håbløst. Forhåbentligt kan du med professionel hjælp komme til at leve en tilværelse, hvor du selv kan have det godt og være en god mor for dit barn.

Lige nu sørger du for, at du får hjælp, og at der samtidigt er en anden voksen, der hjælper med at passe din datter. Det lyder som den rigtige måde at gribe det an på. Det virker på mig som om, du netop er opmærksom på at stille dit barns behov først, også selvom det er svært for dig. 

Jeg kan varmt anbefale dig bogen "Stop Walking on Eggshells" af Randi Kreger. Den handler godt nok om den ikke-Borderlines perspektiv i forhold til at leve med en nær relation med Borderline, men jeg synes, den giver rigtigt gode beskrivelser og gode tips, som du måske også kunne bruge til noget. Og som måske også kan hjælpe dig med at se, at der ikke kun er negative sider ved Borderline.

Jeg har ikke så mange konkrete råd, men jeg havde bare lyst til at fortælle dig, at jeg synes, du er sej. 

Jeg har selv borderline og 3 børn. 

Jeg kunne skrive et rigtig langt indlæg om hvad der har virket på mig men det er ikke sikkert at det virker for dig da vi alle er unikke. 

Og man er nød til at tage en ting af gangen. Ellers ramler det. 

Men et godt sted at starte er at opbygge en rutine. Uanset hvor frustrerende det end er at have tankemylder når man skal sove så bliv liggende i din seng. Og undgå at sove i løbet af dagen. En anden ting der har hjulpet mig er meditation en gang i løbet af dagen. Du kan finde nogle gode videoer på YouTube. 

Du er velkommen til at skrive hvis det er.

Og du skal lige have en kæmpe . Det er ikke nemt. 

Anonym skriver:

Hvad gør i der både har en borderline og børn?

For synes godt nok det er op ad bakke. Jeg er så dog ikke helt færdig med at blive udredt men hun er ret sikker på det er det jeg har, da jeg scorer 7 ud af 10 mulige og jeg godt kan nikke genkendende til mange ting. Samtidig er der noget angst og depression indover. 

Jeg sætter en høj standard og er utrolig perfektionistisk men da mine tanker flyver hid og did og jeg ikke kan bevare koncentrationen ret længe ad gangen, ligner vores hjem noget der er løgn. Og ihh hvor jeg hader det.

Mit temperament går op og ned hele tiden og humørsvingningerne også. Sover ikke om natten grundet tankemylder, så er slet ikke på toppen. Lige for tiden er mit barn hos mormor, både fordi jeg ikke vil udsætte hende for mit temperament og mit humør og fordi jeg ikke pt kan overskue alt det praktiske hvad angår hende. Vil slet ikke kunne tilgive mig selv hvis jeg ødelægger hende, så hun vil gå på listefødder og hun slet ikke ville være den søde, nysgerrige, frække, glade og kreative unge hun er. Jeg er så dog næsten sammen med hende hver dag og hun kommer hjem til mig til en enkelt overnatning i ny og næ. Jeg ved det her og nu er det bedste for hende men jeg føler det er en ren falliterklæring som mor over at jeg der elsker hende så usigeligt højt ikke kan være der for hende som jeg jo gerne vil. 

Så hvordan får i det til at fungere? Hvordan får jeg det til at fungere? Så jeg ikke mister kræfterne og alt bliver helt uoverskueligt. Vil jo SÅ gerne have hende hjem igen men først når jeg er helt sikker på at jeg kan, så hun ikke skal af sted igen. 

Det der hjalp mest på mig det var at jeg blev førtidspensionist, og nu kan gå hjemme uden et pres over hovedet ang arbejde, så nu har jeg tid og overskud til mine børn når de kommer hjem.