Når familien svigter

Jeg har tidligere skrevet herinde og har igen brug for noget sparring. 

Mine forældre og mine søskende valgte mig fra, med mindre jeg skulle være som de ønskede. Jeg fik et knæk for lidt over et år siden og har kæmpet mig op, imens modarbejdede familien og valgte derefter at skubbe mig ud i kulden, imens mine søskende kan få alt den hjælp de behøver. 

Jeg skulle bare tage mig sammen og være som de forventede ellers var jeg ikke velkommen. Jeg prøvede at række hånden ud men blev afvist. Jeg valgte derfor at nu var det slut og at jeg ikke ville gå oå kompromis med mig selv. Det har været den bedste beslutning nogensinde og fortryder det ikke 

det har virkelig gjort meget at gøre mig fri af de svigt jeg har oplevet ig den behandling jeg generelt har fået. Flere siger jeg virkelig er blomstret op og at jeg har fået det meget bedre og mærker det selv. Det er en lettelse 

men det er en meget ambivalent underlig følelse ikke at se dem, for indimellem spørger familie ind til dem eller spørger om noget og skal forsvare jeg ikke ville finde mig i mere. Det nager og frygter ind imellem at møde dem ude i offentligt rum. 

Ved sket ikke hvordan jeg skal reagere eller forholde mig. 

Hvordan bliver jeg forenelig med disse ting. Jeg har mange gange mærket efter og kan mærke jeg ikke ønsker kontakt, ikke ønsker at skulle lave om på mig selv og aldrig være god nok. 

Jeg er også i tvivl hvirdan jeg skal gøre fremad, ungerne spørger af og til efter dem, eller nævner dem når vi kører i nærheden. De ville gerne se børnene men det fungerer ikke da min mor konstant prikkede til min mand omkring det og jeg kan ikke bruge tiden på at de blev ved at spøge, det var for sårende og destruktivt og efter de løj og gik bag om ryggen på mig, omkring et af børnenes besøg, fik jeg nok. Indtil videre har vi bare ikke snakket om det, og ellers har vi bare sagt at de har travlt. Tænker det vel må glide ud i sandet til sidst, de har 2 sæt andre bedsteforældre som vil os og børnene det bedste, så vi mangler ikke noget og min mor har aldrig været ret synlig, desværre. Det valgte hun selv 

det er hårdt at familien svigter, men det føles skønt at stå op for mig selv og føler det er stærkt gjort selvom det i starten ikke var nemt. Savner dem ikke 

Anonym skriver:

Jeg har tidligere skrevet herinde og har igen brug for noget sparring. 

Mine forældre og mine søskende valgte mig fra, med mindre jeg skulle være som de ønskede. Jeg fik et knæk for lidt over et år siden og har kæmpet mig op, imens modarbejdede familien og valgte derefter at skubbe mig ud i kulden, imens mine søskende kan få alt den hjælp de behøver. 

Jeg skulle bare tage mig sammen og være som de forventede ellers var jeg ikke velkommen. Jeg prøvede at række hånden ud men blev afvist. Jeg valgte derfor at nu var det slut og at jeg ikke ville gå oå kompromis med mig selv. Det har været den bedste beslutning nogensinde og fortryder det ikke 

det har virkelig gjort meget at gøre mig fri af de svigt jeg har oplevet ig den behandling jeg generelt har fået. Flere siger jeg virkelig er blomstret op og at jeg har fået det meget bedre og mærker det selv. Det er en lettelse 

men det er en meget ambivalent underlig følelse ikke at se dem, for indimellem spørger familie ind til dem eller spørger om noget og skal forsvare jeg ikke ville finde mig i mere. Det nager og frygter ind imellem at møde dem ude i offentligt rum. 

Ved sket ikke hvordan jeg skal reagere eller forholde mig. 

Hvordan bliver jeg forenelig med disse ting. Jeg har mange gange mærket efter og kan mærke jeg ikke ønsker kontakt, ikke ønsker at skulle lave om på mig selv og aldrig være god nok. 

Jeg er også i tvivl hvirdan jeg skal gøre fremad, ungerne spørger af og til efter dem, eller nævner dem når vi kører i nærheden. De ville gerne se børnene men det fungerer ikke da min mor konstant prikkede til min mand omkring det og jeg kan ikke bruge tiden på at de blev ved at spøge, det var for sårende og destruktivt og efter de løj og gik bag om ryggen på mig, omkring et af børnenes besøg, fik jeg nok. Indtil videre har vi bare ikke snakket om det, og ellers har vi bare sagt at de har travlt. Tænker det vel må glide ud i sandet til sidst, de har 2 sæt andre bedsteforældre som vil os og børnene det bedste, så vi mangler ikke noget og min mor har aldrig været ret synlig, desværre. Det valgte hun selv 

det er hårdt at familien svigter, men det føles skønt at stå op for mig selv og føler det er stærkt gjort selvom det i starten ikke var nemt. Savner dem ikke 

 

Kære ts 

det gør mig ondt at du måtte opleve svigt, ( fra især familien som er ellers er ens eget kød og blodMen du lyder som en rigtig stærk kvinde. Livet er for kort til at bruge det på nogen som ikke er der for dig. Og hvor du kan mærke kærlighed hos. Hvor må det være hårdt for dig og børnene især at have børn der har haft et forhold til deres bedsteforældre og som ligepludselig ikke er der i deres liv mere. 

Dernæst vil jeg sige. Du er ikke alene om at ha stoppet kontakt med familien, for det har mange gjort. (Af et eller andet grund) 

Og jeg er en af dem. Grunden til jeg ikke har kontakt med min familie ikke samme grund som dig. Men på nogle områder har vi ting til fælles. Og forstår dig. 

Anonym skriver:

Kære ts 

det gør mig ondt at du måtte opleve svigt, ( fra især familien som er ellers er ens eget kød og blodMen du lyder som en rigtig stærk kvinde. Livet er for kort til at bruge det på nogen som ikke er der for dig. Og hvor du kan mærke kærlighed hos. Hvor må det være hårdt for dig og børnene især at have børn der har haft et forhold til deres bedsteforældre og som ligepludselig ikke er der i deres liv mere. 

 

Dernæst vil jeg sige. Du er ikke alene om at ha stoppet kontakt med familien, for det har mange gjort. (Af et eller andet grund) 

 

Og jeg er en af dem. Grunden til jeg ikke har kontakt med min familie ikke samme grund som dig. Men på nogle områder har vi ting til fælles. Og forstår dig. 

Tak for dit svar, for mig er det nok ikke et afsavn af dem eller at jeg savner dem, mere at jeg skal vænne mig til at nogle personer som har været en stor del af ens liv pludselig forsvinder. Tænker det nok bare er lidt en tilvænning ligesom hvis et forhold efter lang tid lige er afsluttet og man lige skal vænne sig til at stå uden

Anonym skriver:

Jeg har tidligere skrevet herinde og har igen brug for noget sparring. 

Mine forældre og mine søskende valgte mig fra, med mindre jeg skulle være som de ønskede. Jeg fik et knæk for lidt over et år siden og har kæmpet mig op, imens modarbejdede familien og valgte derefter at skubbe mig ud i kulden, imens mine søskende kan få alt den hjælp de behøver. 

Jeg skulle bare tage mig sammen og være som de forventede ellers var jeg ikke velkommen. Jeg prøvede at række hånden ud men blev afvist. Jeg valgte derfor at nu var det slut og at jeg ikke ville gå oå kompromis med mig selv. Det har været den bedste beslutning nogensinde og fortryder det ikke 

det har virkelig gjort meget at gøre mig fri af de svigt jeg har oplevet ig den behandling jeg generelt har fået. Flere siger jeg virkelig er blomstret op og at jeg har fået det meget bedre og mærker det selv. Det er en lettelse 

men det er en meget ambivalent underlig følelse ikke at se dem, for indimellem spørger familie ind til dem eller spørger om noget og skal forsvare jeg ikke ville finde mig i mere. Det nager og frygter ind imellem at møde dem ude i offentligt rum. 

Ved sket ikke hvordan jeg skal reagere eller forholde mig. 

Hvordan bliver jeg forenelig med disse ting. Jeg har mange gange mærket efter og kan mærke jeg ikke ønsker kontakt, ikke ønsker at skulle lave om på mig selv og aldrig være god nok. 

Jeg er også i tvivl hvirdan jeg skal gøre fremad, ungerne spørger af og til efter dem, eller nævner dem når vi kører i nærheden. De ville gerne se børnene men det fungerer ikke da min mor konstant prikkede til min mand omkring det og jeg kan ikke bruge tiden på at de blev ved at spøge, det var for sårende og destruktivt og efter de løj og gik bag om ryggen på mig, omkring et af børnenes besøg, fik jeg nok. Indtil videre har vi bare ikke snakket om det, og ellers har vi bare sagt at de har travlt. Tænker det vel må glide ud i sandet til sidst, de har 2 sæt andre bedsteforældre som vil os og børnene det bedste, så vi mangler ikke noget og min mor har aldrig været ret synlig, desværre. Det valgte hun selv 

det er hårdt at familien svigter, men det føles skønt at stå op for mig selv og føler det er stærkt gjort selvom det i starten ikke var nemt. Savner dem ikke 

 

jeg syntes helt klart at du hvis du møder dem skal vise dem den glæde og det overskud du har fået af ikke at havde dem i dit liv... og det gøres bedst med at sende dem et smil og et hej og så gå videre som om intet var hændt... lige som han hilser på gamle bekendte man egentlig ikke snakker med mere  

Kay skriver:

jeg syntes helt klart at du hvis du møder dem skal vise dem den glæde og det overskud du har fået af ikke at havde dem i dit liv... og det gøres bedst med at sende dem et smil og et hej og så gå videre som om intet var hændt... lige som han hilser på gamle bekendte man egentlig ikke snakker med mere  

Det var en god ide, og så håbe de ikke vil stoppe en og snakke, men så må jeg jo sige jeg ikke har tid og gå videre 

Anonym skriver:

Tak for dit svar, for mig er det nok ikke et afsavn af dem eller at jeg savner dem, mere at jeg skal vænne mig til at nogle personer som har været en stor del af ens liv pludselig forsvinder. Tænker det nok bare er lidt en tilvænning ligesom hvis et forhold efter lang tid lige er afsluttet og man lige skal vænne sig til at stå uden

Det forstår jeg fuldt ud. 

Om det er familie forhold eller venskab eller kæreste/ægteskabs forhold. Så er det ikke lige til at glemme med det samme når det har været i stor delen af ens liv. 

Love Angel skriver:

Det forstår jeg fuldt ud. 

Om det er familie forhold eller venskab eller kæreste/ægteskabs forhold. Så er det ikke lige til at glemme med det samme når det har været i stor delen af ens liv. 

Tak for forståelse, det er måske bare at tillade mig selv tid til at tilvænne og det samme med børnene, med tiden bliver det jo en vane at de "kun" har 2 sæt bedsteforældre  

Nu ved jeg ikke præcis hvor gamle dine unger er, men jeg ville være ærlig på deres niveau. Og så snakke dybere med dem jo ældre de blev. Om du vil det eller ej har du også taget et valg på deres vegne. Det er sikkert det rigtige valg men stå ved det og forklar det på deres niveau uden at gøre nogle til onde. 

sæt ord på og lad dem ikke gå i glemmebogen børn husker godt så de skal ikke være forbudte at snakke om. 

Anonym skriver:

Tak for forståelse, det er måske bare at tillade mig selv tid til at tilvænne og det samme med børnene, med tiden bliver det jo en vane at de "kun" har 2 sæt bedsteforældre  

Ja da self med tiden vænner i jer til det

Mariehøne123 skriver:

Nu ved jeg ikke præcis hvor gamle dine unger er, men jeg ville være ærlig på deres niveau. Og så snakke dybere med dem jo ældre de blev. Om du vil det eller ej har du også taget et valg på deres vegne. Det er sikkert det rigtige valg men stå ved det og forklar det på deres niveau uden at gøre nogle til onde. 

sæt ord på og lad dem ikke gå i glemmebogen børn husker godt så de skal ikke være forbudte at snakke om. 

Rigtig god ide, tak. Vores ældste barn er 6 år