Barn med en ven?

Jeg ville vælge barn med ven! Forudsat at i har rimeligt ens værdier, ønsker og ikke opdragelse der stritter i modsatrettede retninger.. 

Jeg har været alenemor og ikke alenemor. Det er bare bedst at have en at dele glæder sorger og bekymringer med. Plus det praktiske. Det er min mening. Tag dybe samtaler om situationer, ønsker, drømme, mål og om det praktiske- delingen.. religion og den slags også. Og hop ud i det! 

Mariehøne123 skriver:

At få børn med en ven kan gå grueligt galt. Der kommer så mange flere følelser og værdier på spil når først barnet er født. At lave aftaler på forhånd giver god mening men er også svært for det kan være svært at lave samværsaftaler mv inden som du vil følge bagefter. Jeg ville nødigt skulle aflevere min baby før den var meget stor. Du ved slet ikke hvilke følelser der kommer i spil. Hvis du skal have barn med en ven ville jeg anbefale seriøs professionel rådgivning inden fx hos en psykolog. Det er ikke nok at i begge vil have børn. Det er svært nok i et parforhold at blive enige. Det er vanvittig svært at afstemme værdier inden, se bare hvor mange parforhold der går i vasken fordi far og mor prioriterer forskelligt. Med en ven og en fast samværsaftale vil du ingen indflydelse have på dit barn når han har det. Det gælder livsværdier, timer i institution, kost, pasning, iPad mv  

Jeg tror dog heller ikke på ideen med enlig mor når du har en kronisk sygdom. Hvem skal aflaste og passe barnet i syge perioder. 

Jeg ville klart anbefale dig at vente til du er klar med den rigtige mand. I min verden skal børn ikke være hasteløsninger  og faren skal ikke være en nødløsning. Kunne du vente nogle år og måske blive gravid med lidt hjælp?

jeg forstår dog sagtens dit dilemma og jeg ved godt de fleste siger at ingen fortryder de børn de får, men jeg tror nogle fortryder de vilkår de fik dem under. 

Det ville være ønskværdigt, hvis jeg kunne få lov at vente, men min fertilitet vil det desværre anderledes.

Heldigvis har jeg haft det på fornemmelsen,så det kom ikke som et kæmpe chok, og jeg har derfor også tænkt over det. Jeg kan bare ikke finde løsningen 

Mortilah skriver:

Jeg ville vælge barn med ven! Forudsat at i har rimeligt ens værdier, ønsker og ikke opdragelse der stritter i modsatrettede retninger.. 

Jeg har været alenemor og ikke alenemor. Det er bare bedst at have en at dele glæder sorger og bekymringer med. Plus det praktiske. Det er min mening. Tag dybe samtaler om situationer, ønsker, drømme, mål og om det praktiske- delingen.. religion og den slags også. Og hop ud i det! 

Dejligt med reference ramme. Jeg tror umiddelbart, jeg vil arbejde videre på det med min ven. Flere har netop nævnt det med glæder sorger, bekymringer og selvfølgelig al praktikken :-)

Jeg ville vælge at få barn med min ven 

Det er osse en stor ting for barnet at have en far i sit liv 

Jeg ville klart vælge vennen

Hvis i selvfølgelig har rimelig ens værdier når det kommer til opdragelse, har planer om at bo nogenlunde tæt på hinanden de næste mange år osv. 

På den måde får dit barn en far. Men på den anden side så ville jeg selv have svært ved at skulle dele og undvære mit barn på den måde, sende det væk på samvær i en tidlig alder osv. Det er måske lige en ting at overveje.

Jeg kender to personer der har fået børn med en ven. Det er gået godt. Begge forældrepar har meget ens værdier og har været gode til at gå på diverse kompromis, som der uværgeligt kommer. Det ene par valgte at bo sammen de første halvandet år af barnets liv. Det andet par var aftalen, at mor var primær i de første to år. Begge børn deles nu 7/7. Forældrene har bosat sig ved siden af hinanden.

Jeg ved de spiser sammen en gang ugentligt og hver 14 dag overnatter den ene forælder hos den anden sammen med barnet. De tager også hvert år en uge på fælles ferie.

Hej du kan prøve at gaa ind paa regnbuebarn.dk, der er der nogle erfaringer og succeshistorier du kan læse. Og sikkert en masse gode raad, hvis du henvender dig til nogen.

Overvejer selv samme løsning.