Anonym skriver:
Hej piger.
søger råd til hvordan jeg for klippet navlesnoren til min forældre.
har desværre aldrig haft hvad jeg vil kalde rigtige forældre. Min mor og far er skilt, min far var der aldrig igennem vores barndom og min mor var meget voldelig, aggresiv og svigtede meget. hvorfor vi aldrig blev tvangsfjernet et både mig og mine søskende en gåde. Hun har prøvet slå min søster ihjel, låst os ude midt om natten, både private mennesker og lærer på skoler osv har meldt hende til politi og kommune flere gange men der skete aldrig noget, andet end det blev værre for os børn fordi vi havde sladdert. Nå men, flyttede hjemmefra da jeg var 16 år. Og havde ingen kontakt til hverken mor eller far. Da jeg så blev gravid med min datter, fik jeg en smule kontakt til mine forældre igen. Men desværre endte det hurtigt. Måske virker det mærkeligt at jeg skriver "desværre", for hvem ønsker dog have kontakt til folk som har behandlet en sådan? Men jeg er naiv og håber altid at det bliver anderledes. Det er hele tiden frem og tilbage, og op og ned, de sidste 2 måneder har der bare været så meget drama fordi jeg var nødsaget til at bede mine forældre om hjælp, da jeg stod og havde 14 dage hvor jeg ikke havde tag overhoved, mens min lejlighed blev renoveret. Mine veninder "forsvandt" pludselig selvom de havde lovet at min datter og jeg kunne være der. Jeg skulle så være hos min far, men da jeg skulle der hjem fik jeg at vide at jeg ikke kunne alligevel fordi han ikke ville ha min datter gik på gulvet pga naboerne, og eftersom hun ikke kan flyve måtte jeg finde et andet sted, det endte med at blive hos min mor, som smed mig og min datter på gaden kl 11 om aften efter et par dage hos hende. Så var vi ellers frem og tilbage. Vi er endelig flyttet i vores eget min datter og jeg, og glæder os til at byde lillesøster velkommen om 1 lille måneds tid. Der er stadig en del flytte rod, så min mor tilbød at komme og
hlpe med nogle kasser i dag, jeg sagde til hende at hun ikke skulle komme hvis der blev ballade men det selvfølgelig ville være dejligt med noget hjælp. Hun kom og der gik ikke mere end 2 min før hun begyndte at ville skændes og svine mig til. Måtte bede hende flere gange om at tale pænt til mig og minde hende om jeg er voksen og ikke et barn som hverken kan gøre fra eller til. Hun blev ved og ved og ved, tilsidst bad jeg hende gå, hvilket hun ikke ville. Og ville stjæle mine husnøgler osv osv, måtte tage hende i jakken og nærmest kaste hende ud af døren mens hun slog mig og skreg jeg var en heks osv. Puhaaa 
ved ikke hvorfor jeg aldrig lærer det, 28 år har det været sådanne men af en eller anden grund blir jeg ved og ved med at håbe på hun en dag ændre sig. Her sidder jeg nu med dårlig samvittighed, overfor min lille pige i maven og min lille pige her hjemme, og også fordi jeg skubbede hende ud af døren, men hvad skulle jeg have gjort ? vil så gerne klippe navlesnoren, men efter jeg selv er blevet mor er det bare gået op for mig hvor meget jeg selv ville ønske jeg havde en mor
Det var da en forfærdelig historie 
Vil bare sige, at du må gøre op med dig selv, at din rolle som mor er vigtigere end noget andet. Det kan godt være du ville kunne holde til meget, og finde dig i meget, i håb om at få en rigtig mor. Men det skal dine børn ikke. Din mor lyder jo destruktiv, endda farlig, og uansvarlig som mor, mormor, og generelt som menneske. Du kan og må ikke byde dine børn sådan et disfunktionelt miljø og mennesker som hende.
Og det er det du skal have for øje, når du beslutter dig for at udelukke hende fra dit liv - dine børns ve og vel. Jeg kender selvfølgelig ikke din mor, og kun du kan forsøge at afveje så rationelt som muligt fordele og ulemper - for dine børn - af at have hende i jeres liv.
Det vil måske også være en god ide at snakke med nogen omkring dine egne følelser og de traumaer der stammer fra dit barndom, og nuværende forhold med dine forældre. Altså med nogle fagpersoner, for det er vigtigt du tager dig af dig selv, og får noget heling. Stort kram.
