I tvivl om abort

Jeg har lige fundet ud af jeg er gravid. 

Det burde jo være lykken at se de to røde streger på testen, men i denne situation var det ikke planlagt. Langt fra. Faren til barnet har jeg kun været sammen med i 3 måneder. Faktisk er vi ikke engang rigtig kærester endnu. Han er 29, og jeg e 23. Vi har begge fuldtidsarbejde og eget sted at bo. Vi har været lidt bekymrede for om jeg skulle være blevet gravid, fordi vi fandt ud af der var rod i min cyklus, så da vi troede vi var "good to go" var jeg faktisk i min mest fertile periode. Jeg ved godt vi selv er skyld i dette, da vi ikke har beskyttet os bedre end vi har med "naturmetoden" eller hvad den kaldes. Mine cykli plejer altid at være helt præcise, men åbenbart ikke denne gang! Vi har begge talt om at vi ikke skal have barnet, hvis nu det skulle vise sig, jeg var gravid, og har også fået en recept på mini piller, da han ikke ønsker at bruge kondom, inden jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg er så sur på mig selv over jeg har ladet dette ske. Han ved ikke jeg er gravid endnu, men han har været meget bange de gange vi har talt om "hvad nu hvis" han siger at han slet ikke er klar til et barn endnu. Og ærlig talt ved jeg heller ikke om jeg er. Rent økonomisk ville jeg godt kunne forsørge det, også uden støtte fra ham. Jeg har lovet ham at vi skulle have en abort hvis det nu kom til jeg var gravid. Jeg har tidligere fået en abort - for 4 år siden, og det havde jeg meget svært ved at komme over. Jeg har 1000 tanker, det ene øjeblik er jeg fast besluttet på at beholde barnet og det virker som det eneste rigtige, og det næste øjeblik er den eneste fornuftige beslutning at vælge abort. Jeg tror ikke at med hans holdning jeg skal forvente han vil have noget at gøre med hverken mig eller barnet hvis jeg vælger at beholde det, så jeg føler også samtidig det er et valg mellem ham eller barnet. Jeg har det dårligt med at "tage røven på ham" og beholde det, hvis det ender med det. Hvad ville i gøre? 

Anonym skriver:

Jeg har lige fundet ud af jeg er gravid. 

Det burde jo være lykken at se de to røde streger på testen, men i denne situation var det ikke planlagt. Langt fra. Faren til barnet har jeg kun været sammen med i 3 måneder. Faktisk er vi ikke engang rigtig kærester endnu. Han er 29, og jeg e 23. Vi har begge fuldtidsarbejde og eget sted at bo. Vi har været lidt bekymrede for om jeg skulle være blevet gravid, fordi vi fandt ud af der var rod i min cyklus, så da vi troede vi var "good to go" var jeg faktisk i min mest fertile periode. Jeg ved godt vi selv er skyld i dette, da vi ikke har beskyttet os bedre end vi har med "naturmetoden" eller hvad den kaldes. Mine cykli plejer altid at være helt præcise, men åbenbart ikke denne gang! Vi har begge talt om at vi ikke skal have barnet, hvis nu det skulle vise sig, jeg var gravid, og har også fået en recept på mini piller, da han ikke ønsker at bruge kondom, inden jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg er så sur på mig selv over jeg har ladet dette ske. Han ved ikke jeg er gravid endnu, men han har været meget bange de gange vi har talt om "hvad nu hvis" han siger at han slet ikke er klar til et barn endnu. Og ærlig talt ved jeg heller ikke om jeg er. Rent økonomisk ville jeg godt kunne forsørge det, også uden støtte fra ham. Jeg har lovet ham at vi skulle have en abort hvis det nu kom til jeg var gravid. Jeg har tidligere fået en abort - for 4 år siden, og det havde jeg meget svært ved at komme over. Jeg har 1000 tanker, det ene øjeblik er jeg fast besluttet på at beholde barnet og det virker som det eneste rigtige, og det næste øjeblik er den eneste fornuftige beslutning at vælge abort. Jeg tror ikke at med hans holdning jeg skal forvente han vil have noget at gøre med hverken mig eller barnet hvis jeg vælger at beholde det, så jeg føler også samtidig det er et valg mellem ham eller barnet. Jeg har det dårligt med at "tage røven på ham" og beholde det, hvis det ender med det. Hvad ville i gøre? 

Har selv prøvet aborter, og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv for at gøre det igen. 

Man er 2 om at lege tango, og uanset om han er så bange, så det er altså ærgerligt og man må tage konsekvensen og ansvaret af det. 

Jeg havde beholdt 

Jeg ville 100 % få en abort. Andet kan du ikke være bekendt. 

Anonym skriver:

Jeg har lige fundet ud af jeg er gravid. 

Det burde jo være lykken at se de to røde streger på testen, men i denne situation var det ikke planlagt. Langt fra. Faren til barnet har jeg kun været sammen med i 3 måneder. Faktisk er vi ikke engang rigtig kærester endnu. Han er 29, og jeg e 23. Vi har begge fuldtidsarbejde og eget sted at bo. Vi har været lidt bekymrede for om jeg skulle være blevet gravid, fordi vi fandt ud af der var rod i min cyklus, så da vi troede vi var "good to go" var jeg faktisk i min mest fertile periode. Jeg ved godt vi selv er skyld i dette, da vi ikke har beskyttet os bedre end vi har med "naturmetoden" eller hvad den kaldes. Mine cykli plejer altid at være helt præcise, men åbenbart ikke denne gang! Vi har begge talt om at vi ikke skal have barnet, hvis nu det skulle vise sig, jeg var gravid, og har også fået en recept på mini piller, da han ikke ønsker at bruge kondom, inden jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg er så sur på mig selv over jeg har ladet dette ske. Han ved ikke jeg er gravid endnu, men han har været meget bange de gange vi har talt om "hvad nu hvis" han siger at han slet ikke er klar til et barn endnu. Og ærlig talt ved jeg heller ikke om jeg er. Rent økonomisk ville jeg godt kunne forsørge det, også uden støtte fra ham. Jeg har lovet ham at vi skulle have en abort hvis det nu kom til jeg var gravid. Jeg har tidligere fået en abort - for 4 år siden, og det havde jeg meget svært ved at komme over. Jeg har 1000 tanker, det ene øjeblik er jeg fast besluttet på at beholde barnet og det virker som det eneste rigtige, og det næste øjeblik er den eneste fornuftige beslutning at vælge abort. Jeg tror ikke at med hans holdning jeg skal forvente han vil have noget at gøre med hverken mig eller barnet hvis jeg vælger at beholde det, så jeg føler også samtidig det er et valg mellem ham eller barnet. Jeg har det dårligt med at "tage røven på ham" og beholde det, hvis det ender med det. Hvad ville i gøre? 

Du er 23 ... med rig mulighed for at finde kærligheden og få børn med en som er parat og glad for barnet.

Du har hele tiden sagt at di ville få en abort hvis det skulle ske og du har åbenbart ikke taget minipillerne... 

Det er en meget usmart måde at have sex på... men det ved du. Men hvis I har aftalt minipiller som prævention og du ikke tager der -  det er ikke fair. 

jeg ville få en abort og så se at få en mere voksen indstilling til prævention før du pådutter dig selv eller andre uønskede børn.

Jeg er ikke startet på minipillerne endnu, fordi jeg skulle vente på jeg fik min mens, som jeg jo så ikke fik, så det er ikke fordi jeg har løjet for ham og ladet ham tro jeg tog piller 

Anonym skriver:

Jeg er ikke startet på minipillerne endnu, fordi jeg skulle vente på jeg fik min mens, som jeg jo så ikke fik, så det er ikke fordi jeg har løjet for ham og ladet ham tro jeg tog piller 

Men uanset hvad skal barnet ikke bøde .. eller I.. for at I laver en brøler og oprører jer umodne mht prævention. Selvfølgelig virker naturmetoden ikke og du er til og med i din mest fertile alder.

det er rigtig hårdt at vokse op som Upser og vide at faren ikke vil vide af en. 

Jeg ville virkelig - som i slet slet ikke beholde barnet.

Få en abort og bliv voksen inden du sætter børn i verden. Efter 1. Abort burde du have lært noget om bierne og blomsterne.

Jeg fatter ikke man kan lave 2 ups'er, enten er man dum eller også er man dum, surprice du kan blive gravid af ubeskyttet sex!!

Ja, jeg er en kost med denne besvarelse, men er bare træt af disse tråde om abort eller ej, ofte af 'kvinder', som før har fået abort.

.... eller også ønsker man på et ubevidst plan at få et barn. Holder ikke styr på cyklus og tager ikke piller før kondomet droppes osv.

Anonym skriver:

Jeg har lige fundet ud af jeg er gravid. 

Det burde jo være lykken at se de to røde streger på testen, men i denne situation var det ikke planlagt. Langt fra. Faren til barnet har jeg kun været sammen med i 3 måneder. Faktisk er vi ikke engang rigtig kærester endnu. Han er 29, og jeg e 23. Vi har begge fuldtidsarbejde og eget sted at bo. Vi har været lidt bekymrede for om jeg skulle være blevet gravid, fordi vi fandt ud af der var rod i min cyklus, så da vi troede vi var "good to go" var jeg faktisk i min mest fertile periode. Jeg ved godt vi selv er skyld i dette, da vi ikke har beskyttet os bedre end vi har med "naturmetoden" eller hvad den kaldes. Mine cykli plejer altid at være helt præcise, men åbenbart ikke denne gang! Vi har begge talt om at vi ikke skal have barnet, hvis nu det skulle vise sig, jeg var gravid, og har også fået en recept på mini piller, da han ikke ønsker at bruge kondom, inden jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg er så sur på mig selv over jeg har ladet dette ske. Han ved ikke jeg er gravid endnu, men han har været meget bange de gange vi har talt om "hvad nu hvis" han siger at han slet ikke er klar til et barn endnu. Og ærlig talt ved jeg heller ikke om jeg er. Rent økonomisk ville jeg godt kunne forsørge det, også uden støtte fra ham. Jeg har lovet ham at vi skulle have en abort hvis det nu kom til jeg var gravid. Jeg har tidligere fået en abort - for 4 år siden, og det havde jeg meget svært ved at komme over. Jeg har 1000 tanker, det ene øjeblik er jeg fast besluttet på at beholde barnet og det virker som det eneste rigtige, og det næste øjeblik er den eneste fornuftige beslutning at vælge abort. Jeg tror ikke at med hans holdning jeg skal forvente han vil have noget at gøre med hverken mig eller barnet hvis jeg vælger at beholde det, så jeg føler også samtidig det er et valg mellem ham eller barnet. Jeg har det dårligt med at "tage røven på ham" og beholde det, hvis det ender med det. Hvad ville i gøre? 

Jeg synes så absolut at du skal få en abort.

For det første fordi du har lovet ham det. Det ville være så røvet at gå tilbage på et løfte om en så livsvigtig ting.

For det andet så har du ikke lyst til at have et barn hvor faren ikke vil deltage.

Hvis nu du var SÅÅÅ klar til at blive mor og ønskede et barn af hele dit hjerte, så måske. Men det er jo tydeligvis ikke tilfældet. Det er HÅRDT ARBEJDE, altså virkelig, at være enlig mor. Sandsynligvis hårdere end du regner med.

Tak for jeres svar. Det hjalp mig faktisk virkelig og jeg har tænkt mig at holde mit løfte og vælge abort