Min far....

Når jeg tænker på min far tænker jeg at jeg er glad for at han er min far, jeg elsker ham da, men jeg elsker altså min mor højere, jeg føler faktisk ikke at han er en særlig god far, ham og min mor har været gift i mange år 36 for at være nøjagtig, men nogengange tænker jeg om de ikke begge to ville have været lykkeligere hvis de var blevet skilt engang.

Jeg tror aldrig de bliver skilt nu, de er begge to oppe i årene og tror faktisk ikke nogen af dem tør.

Min far har altid været en far som mere gav sin tid og opmærksomhed til sine naboer og venner, ikke så meget til sin kone og deres to døtre, hvor jeg er den ældste.

Jeg er meget meget bange for at skabe uro, derfor har jeg nok altid fungeret som mellemmand imellem min far på den ene side og min søster og mor på den anden side, de to kan sagtens skælde ham ud og fortælle ham nogle sandheder, altså dengang vi boede hjemme, nu er vi begge to flyttet hjemmefra og har fået både mand og børn.

Men altså min far bliver mere og mere Egoistisk, jeg græder tit når vi kører hjem efter et besøg hos dem, han gør mig så ked af det og han får mig til at føle mig som verdens største fiasko, der er mange ting vi er uenige om i min familie og derfor diskuterer vi meget, og når min far føler sig lidt presset så kommer han med stikpiller, stikpiller som ikke er der, men problemer han finder, både ved mig, min elskede mand og vores to dejlige børn.

Min mor, søster og min mand forsvarer altid mig overfor min far, de ved godt hvor mine svaghed er, men hvor ville jeg dog gerne kunne forsvare mig selv imod hans dumme ord.  

Her i weekenden skete der noget der fik mit bæger til at flyde over...

Vi var til familie tamtam, en 60 års fødselsdag hos min flinke onkel, det burde være en hyggelig dag, men på et tidspunkt er min kusine rykket hen ved siden af mig så vi kunne snakke lidt, vi er jævnaldrende og har det dejligt sammen.

Af en eller anden grund kommer min far hen og blander sig i en samtale han ikke kan deltage i, vi snakker om ADHD da min kusines dejlige søn lige har fået den diagnose og det tager min kusine ret tungt, men min far siger så til mig at min lille søn på 3 år sgu også har en eller anden diagnose, for han er sgu ikke normal

Min søn på 3 år er en ganske alm. lille dreng, han klatrer i træer, han leger vilde lege, han tegner, han laver perleplader ja alle de ting som små drenge altid laver, han får ros i børnehaven og har mange legekammerater, vi er ikke bekymrede overhovedet, så hvorfor siger min far så sådanne ting, han har ingen forstand på små børn, det var min mor der har stået for at min søster og jeg idag er to velfungerende unge kvinder.

Jeg kan ikke vælge min fra i vores liv pga. min mor, hun er verdens bedste mor og forguder hendes børn og 4 børnebørn.

Min far siger bare så meget lort, og jeg tror aldrig at han har troet at hans ord kan såre, han er bare pisse ufølsom anlagt, jeg er nok bare bange for om han også snart begynder at sige sårende ting til hans børnebørn.

Jeg tror sgu nogengange han ville have det bedst alene på en øde ø, sammen med en kop kaffe, en avis og hans elskede pibe, han værdsætter ihvertfald ikke sin familie særlig meget.

Tak fordi du læste med

Jeg overvejde at gøre den her tråd anonym, men ved i hvad, jeg kan godt stå ved min tanker 

Troldemommi skriver:

Når jeg tænker på min far tænker jeg at jeg er glad for at han er min far, jeg elsker ham da, men jeg elsker altså min mor højere, jeg føler faktisk ikke at han er en særlig god far, ham og min mor har været gift i mange år 36 for at være nøjagtig, men nogengange tænker jeg om de ikke begge to ville have været lykkeligere hvis de var blevet skilt engang.

Jeg tror aldrig de bliver skilt nu, de er begge to oppe i årene og tror faktisk ikke nogen af dem tør.

Min far har altid været en far som mere gav sin tid og opmærksomhed til sine naboer og venner, ikke så meget til sin kone og deres to døtre, hvor jeg er den ældste.

Jeg er meget meget bange for at skabe uro, derfor har jeg nok altid fungeret som mellemmand imellem min far på den ene side og min søster og mor på den anden side, de to kan sagtens skælde ham ud og fortælle ham nogle sandheder, altså dengang vi boede hjemme, nu er vi begge to flyttet hjemmefra og har fået både mand og børn.

Men altså min far bliver mere og mere Egoistisk, jeg græder tit når vi kører hjem efter et besøg hos dem, han gør mig så ked af det og han får mig til at føle mig som verdens største fiasko, der er mange ting vi er uenige om i min familie og derfor diskuterer vi meget, og når min far føler sig lidt presset så kommer han med stikpiller, stikpiller som ikke er der, men problemer han finder, både ved mig, min elskede mand og vores to dejlige børn.

Min mor, søster og min mand forsvarer altid mig overfor min far, de ved godt hvor mine svaghed er, men hvor ville jeg dog gerne kunne forsvare mig selv imod hans dumme ord.  

Her i weekenden skete der noget der fik mit bæger til at flyde over...

Vi var til familie tamtam, en 60 års fødselsdag hos min flinke onkel, det burde være en hyggelig dag, men på et tidspunkt er min kusine rykket hen ved siden af mig så vi kunne snakke lidt, vi er jævnaldrende og har det dejligt sammen.

Af en eller anden grund kommer min far hen og blander sig i en samtale han ikke kan deltage i, vi snakker om ADHD da min kusines dejlige søn lige har fået den diagnose og det tager min kusine ret tungt, men min far siger så til mig at min lille søn på 3 år sgu også har en eller anden diagnose, for han er sgu ikke normal

Min søn på 3 år er en ganske alm. lille dreng, han klatrer i træer, han leger vilde lege, han tegner, han laver perleplader ja alle de ting som små drenge altid laver, han får ros i børnehaven og har mange legekammerater, vi er ikke bekymrede overhovedet, så hvorfor siger min far så sådanne ting, han har ingen forstand på små børn, det var min mor der har stået for at min søster og jeg idag er to velfungerende unge kvinder.

Jeg kan ikke vælge min fra i vores liv pga. min mor, hun er verdens bedste mor og forguder hendes børn og 4 børnebørn.

Min far siger bare så meget lort, og jeg tror aldrig at han har troet at hans ord kan såre, han er bare pisse ufølsom anlagt, jeg er nok bare bange for om han også snart begynder at sige sårende ting til hans børnebørn.

Jeg tror sgu nogengange han ville have det bedst alene på en øde ø, sammen med en kop kaffe, en avis og hans elskede pibe, han værdsætter ihvertfald ikke sin familie særlig meget.

Tak fordi du læste med

Jeg overvejde at gøre den her tråd anonym, men ved i hvad, jeg kan godt stå ved min tanker 

 

 

 

 

 

 

Det er bare så ærgerligt når der er konflikter i familien. Jeg kan godt forstå at det tager hårdt på dig, men kan du ikke sige fra? Beslutte at du tager en snak med ham face to face og fortæller ham at du er rigtig træt af at blive såret af ham, og at du på ingen måde vil finde dig i den måde han omtaler din søn på. 

Jeg har ikke stået i din situation, men jeg har selv valgt min søster fra. Det er ret nyt, men jeg ønsker ikke mennesker i mit liv som kun sårer mig og ikke vil mig det godt. Men kan godt se at det er svært når du har det så godt med din mor, og det bedste ville jo være at forklare din far med store og klare bogstaver hvordan han påvirker dig negativt. 

Jeg ville tage tyren ved nakken.. få evt støtte til det.

Han er da en torsk - sikke noget sludder han fyrer af omkring din søn.. hvad gav du af respons? Hvis du bare græder i bilen eller på badeværelset gør set jo ikke noget indtryk.

Jeg ville sige.. " ved du hvad far... det du sagde til festen omkring at vores søn også er underlig og burde få en diagnose er både latterlig og sårende - Du skal lægge din stil om overfor mig og jeg vil på ingen måde heller høre tilsvarende overfor børnene".

han jokker på andre fordi han får lov

God-mor skriver:

Det er bare så ærgerligt når der er konflikter i familien. Jeg kan godt forstå at det tager hårdt på dig, men kan du ikke sige fra? Beslutte at du tager en snak med ham face to face og fortæller ham at du er rigtig træt af at blive såret af ham, og at du på ingen måde vil finde dig i den måde han omtaler din søn på. 

Jeg har ikke stået i din situation, men jeg har selv valgt min søster fra. Det er ret nyt, men jeg ønsker ikke mennesker i mit liv som kun sårer mig og ikke vil mig det godt. Men kan godt se at det er svært når du har det så godt med din mor, og det bedste ville jo være at forklare din far med store og klare bogstaver hvordan han påvirker dig negativt. 

Mange tak for dit svar, tro mig jeg har prøvet mange gange at få ham til at forstå, men han afviser mug altid og siger at jeg da også er så  nærtagende, det er jeg måske også.

Min mand har skældt ham ud flere gange, men min far er bare ikke til at ændre på.

Hvis han virkelig er så stædig og ikke vil ændre sig, så ville jeg begynde og invitere kun mormor. Bare skrive "Hej mor/mormor, kommer DU ikke forbi til hygge med børnene" 

og siger han det er mærkeligt, så må du jo bare sige at du også syntes hans opførsel er mærkelig/uacceptabel! 

Og hvis din mor støtte dig op om det, så burde hun godt kunne overtales til at komme uden mand 

Jeg står i samme situation med svigerfar. Vi aner heller ikke hvad vi skal stille op.. pt betyder det pause mellem os og både moren og faren:-( det gør mig også ked af det. Selvfølgelig er min mand også trist. Det er jo hans forældre. Men på det seneste har kontakten til faren været mere sårende end glædebringende.. Jeg ved ikke hvad du kan gøre når du har prøvet at italesætte det. Men du er langt fra alene om det problem

Puha han er da hård at danse med. Det hører da ingen steder hjemme af bryde ind i en samtale for at være så nedladende. 

Jeg tænker du skal have nogle 'go to' sætninger som afslutter samtalen med det samme. Eksempelvis 'hvis du ikke har noget pænt at sige så lad vær med at sige noget' 

Hvis du har overskud til det så kan jeg godt følge den med at sætte ham ned og prøve en ordentlig snak. Hvor du forklarer at bare fordi man er familie betyder det ikke at man elsker hinanden betingelsesløst og at det er forhold som alle andre som skal arbejdes på. Hvis han ikke kan finde ud af at deltage i relationen på en måde som i begge er tilfredse med så vil du hellere undvære ham i dit liv. Og at den eneste grund til at han ikke allerede er ude af dit liv er rent på grund af den resterende familie. 

Der er mange gode ideer her . 

Vil blot råde dig til at få hjælp ( hvis du har tid råd lyst) af en professionel terapeut eller psykolog at vende tankerne med

Du bruger så meget psykisk overskud på at tænke, føle og forsøge at undgå . Jeg fik gode fif engang i forb med min mors  død til at takle  vores omgangs tone i familien . Det er en af de allerbedste investeringer jeg har gjort i mit liv . Her 8 år efter er jeg stadig process og glad og bruger stadig nogle af de fif fra psykologen. 

Det lyder som om, du har prøvet de modne og 'rigtige' metoder: sig til ham, hvad det han gør, gør ved dig og bed ham om at ophøre med det.

Jeg tænker på, om det kun er dig, han gør det ved? Hvad med din søster eller din mor. Får de samme 'omgang'?

Hvis ikke tror jeg, at jeg (hvis du kan) ville prøve at spørge ham - roligt og ikke-anklagende - en dag, det kun er jer to. Og blive ved med at spørge ind til forskellen: er det fordi du mener, der er noget særligt rivravruskende galt med mig/mine børn/min mand, som du gerne vil advare os om? Tænker du, at der er noget galt med os alle sammen, men jeg er den eneste, der lytter til det, du siger? Hvad håber du, at jeg gør med det, du siger? Hvis det 'bare er noget, du siger' -hvis det ikke er særligt vigtigt for dig - hvordan hænger det sammen med, at du ikke vil imødekomme mig på at lade være? Er det sådan du ser vores forhold for dig i de næste mange år? Bliver du aldrig træt af at skulle sige de samme ting/påpege de samme fejl hos mig og min familie, igen og igen, hvor finder du energien til det? Osv.

Ovenstående virker kun, hvis du rent faktisk er nysgerrig efter at høre svarene og finde ud af, hvordan fanden verden hænger sammen inde i dit fars hovede. Hvis du kan få din far til at svare - også provokerende, bebrejdende og undvigende svar (følg dem fx op med at spørge: mener du det? Er det svært for dig at svare på/tale om?) - vil samtalen give ham noget at tænke over og det vil kaste lys over, hvorfor han gør det og hvordan du kan tænke om det og handle i forhold til det.

Hvis din mor og søster får samme behandling, så ville jeg spørge dem hver for sig: hvordan får det dig til at føle? Hvordan holder du det ud? Hvordan ryster du det af dig? Hvordan holder du fast i kærligheden til far? Hvordan finder du energien/motivationen til at blive ved med at have de episoder med ham? Hvilke gode råd kan du give mig til at kunne være i det?

Hvis du ikke kan tale med din far om det, evt fordi han ikke vil, kan du overveje at have den samtale, du gerne ville have med din far, med en psykolog.