Ventetiden

Okay, jeg er simpelthen nødt til at opsøge nogle gode råd. Har besluttet mig for at gå i gang med projekt baby til sommer (er alene om det, da jeg bruger en donor), sådan at det kommer til at passe med, at jeg er færdiguddannet. Og der er jo sådan set ikke så længe til.

Men sagen er den, at jeg er ved at blive vanvittig af at være skruk! Tænker hele tiden på livet med et barn, kigger på babyudstyr, tæller dage.. Jeg drømmer endda ofte om graviditet, fødsel og baby! Nogle gange fylder det så meget, at jeg ikke kan passe alle mine andre ting ordentligt. Og nogle gange er længslen efter et barn så stor, at jeg godt kan begynde at græde over det. Synes, det er utroligt, hvor langsomt tiden går. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har befundet mig i den her tilstand i snart to år, så jeg ved, at jeg nok skal klare det sidste halve år også. Tiden går jo af sig selv. Men alligevel - jeg er altså ved at være godt træt af ikke bare at kunne nyde min tid som ikke-mor og foretage mig en masse uden hele tiden at have baby på hjernen. 

Hvad gør I andre? Hvordan holder I det ud? Hvordan kommer I igennem den urimeligt lange ventetid, før I endelig kan gå i gang med projekt baby? Har I nogle gode tricks og afledningsmanøvrer, som I bruger?  

frkchili skriver:

Okay, jeg er simpelthen nødt til at opsøge nogle gode råd. Har besluttet mig for at gå i gang med projekt baby til sommer (er alene om det, da jeg bruger en donor), sådan at det kommer til at passe med, at jeg er færdiguddannet. Og der er jo sådan set ikke så længe til.

Men sagen er den, at jeg er ved at blive vanvittig af at være skruk! Tænker hele tiden på livet med et barn, kigger på babyudstyr, tæller dage.. Jeg drømmer endda ofte om graviditet, fødsel og baby! Nogle gange fylder det så meget, at jeg ikke kan passe alle mine andre ting ordentligt. Og nogle gange er længslen efter et barn så stor, at jeg godt kan begynde at græde over det. Synes, det er utroligt, hvor langsomt tiden går. Jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg har befundet mig i den her tilstand i snart to år, så jeg ved, at jeg nok skal klare det sidste halve år også. Tiden går jo af sig selv. Men alligevel - jeg er altså ved at være godt træt af ikke bare at kunne nyde min tid som ikke-mor og foretage mig en masse uden hele tiden at have baby på hjernen. 

Hvad gør I andre? Hvordan holder I det ud? Hvordan kommer I igennem den urimeligt lange ventetid, før I endelig kan gå i gang med projekt baby? Har I nogle gode tricks og afledningsmanøvrer, som I bruger?  

Bider det i mig...

Jeg er godt nok mor, men er SÅ skruk efter nr 2! - Og har været det i snart 2 år. Nogle dage har jeg helt ærligt lyst til at sætte mig til at tude over de laange udsigter jeg har til en baby mere (er single uden nogen videre udsigt til et forhold nu og her). Det slider i mig, den her længsel efter en baby, og det gør det ikke nemmere at min datter er begyndt at snakke om "Lillebror i mors mave" og "Mor ha' baby i maven!", den lille lort - Mest fordi hendes veninde i vuggestuen lige har fået en lillesøster, så emnet om hvor babyer kommer fra, og hvorfor M's mors mave var så stor, har været oppe og vende.