Eksperthjælp: Eks-kone har et voldsomt temperament

Gitte Sander

Min ekskone har et voldsomt temperament og bliver meget ubehagelig under skænderier. Hun skændes meget med vores børn (på 11 og 14 ) når de er hos hende og jeg er bekymret for at hendes opførsel overfor børnene er nedbrydende for dem. Hvordan taler jeg med min ekskone om dette? Hun bliver meget aggressiv og personlig overfor mig når jeg nævner min bekymring for hende, men jeg er jo nødt til at gøre noget når jeg kan se at børnene lider.

Gittes svar

Kære "Brevkassen-37964",

Ja, det er godt at kunne tale sammen om den slags bekymringer, også selvom man er skilt. Det er jo børnenes tarv det handler om. Selvfølgelig er der rigtig meget, man ike kan blande sig i hos hinanden, når man er skilt. Men hvis børnene kommer og klager over noget, man ved er direkte skadeligt for dem, må man tage affære.

Hvis du selv forsøger at tale med hende om det i første instans; så læg vægt på ikke at lyde kritiserende eller bebrejdende, nævn eventuelt samtidigt nogle af de områder, hvor du synes hun er en god mor og gør gode ting for børnene. Tænk over, at du sikkert træder på en øm tå med dine observationer, hvis hun skændes meget med børnene er det næppe noget hun er glad for eller stolt over, men tværtimod noget hun også har det svært med. Sæt tid af til samtalen, planlæg et godt tidspunkt, hvor I har tid og ro til at sidde og tale sammen. Tag dit fokus i børnene og blive ved det fokus - det er nemlig interesse begge forældre har tilfælles.

Måske kan I ikke tale sammen om det uden I kommer op at skændes. Een mulighed er at tale om det på en skole-hjem-samtale i skolen, der kan det være lettere at beherske sig, og læreren kan jo også fortælle hvordan han/hun oplever barnet. 

Du kan også foreslå at få mediation eller parterapi sammen, og gå til en uvildig, enten en mediator eller en parterapeut. Det kan man sagtens selvom man er skilt. På Statsamtet kan man få børnesagkyndig vejledning vedrørende samvær, og de kan måske hjælpe. Eller du kan spørge om hun vil med til en samtale hos en parterapeut om samarbejdet om børnene. Du kunne jo også gå skridtet videre og foreslå familieterapi for hele familien, da børnene måske også har brug for noget hjælp ind i dette her. Familieterapi tilbyder mange kommuner i familiehuse og lignende.

Endelig kan du jo selv opsøge individuelle samtaler hos en par- eller familie-terapeut, hvis ikke din ekskone vil være med til noget af det.

Dette problem kan være lidt kompliceret, fordi man i princippet jo ikke kan blande sig i hvad ens eks gør eller ikke gør i forhold til børnene, og fordi der jo er en grund til at man er gået fra hinanden, og den grund er ofte, at samarbejdet ikke har været optimalt. Og selve skilsmissen gør jo ofte at der ikke er den samme mængde tryghed og tillid til hinanden efterfølgende, som ligger grundlaget for at man kan tale trygt med hinanden om den slags ting.

Men samtidigt må man jo udfylde sin forældreforpligtelse og tage hånd om børnene, og hvis der foregår noget direkte skadeligt overfor børnene har man pligt til at adressere det. Det er vigtigt at forældre står sammen, når det gælder børnenes trivsel.

En sidste ting omkring dette er, at børn i alderen 11-14 år sagtens kan finde på at klage til den ene forældre over den anden forældre, som en slags ventil for teenage-frustrationer. Og børn i den alder er ikke altid lige retfærdige eller modent tænkende. Så det skal selvfølgelig vurderes om problemet er så omfattende og reelt, at man vil bruge kræfter på at gå ind i det. Og hvis man går ind i det, tænker jeg at det er vigtigt at man gør det ikke for at udstille eller udskælde den anden, men for at skabe bedre opvækstvilkår for børnene - og måske endda hjælpe sin ex med et aktuelt problem hun lader til at have.

Venlig hilsen,

Gitte

GitteSander skriver:

Gitte Sander

Min ekskone har et voldsomt temperament og bliver meget ubehagelig under skænderier. Hun skændes meget med vores børn (på 11 og 14 ) når de er hos hende og jeg er bekymret for at hendes opførsel overfor børnene er nedbrydende for dem. Hvordan taler jeg med min ekskone om dette? Hun bliver meget aggressiv og personlig overfor mig når jeg nævner min bekymring for hende, men jeg er jo nødt til at gøre noget når jeg kan se at børnene lider.

Gittes svar

Kære "Brevkassen-37964",

Ja, det er godt at kunne tale sammen om den slags bekymringer, også selvom man er skilt. Det er jo børnenes tarv det handler om. Selvfølgelig er der rigtig meget, man ike kan blande sig i hos hinanden, når man er skilt. Men hvis børnene kommer og klager over noget, man ved er direkte skadeligt for dem, må man tage affære.

Hvis du selv forsøger at tale med hende om det i første instans; så læg vægt på ikke at lyde kritiserende eller bebrejdende, nævn eventuelt samtidigt nogle af de områder, hvor du synes hun er en god mor og gør gode ting for børnene. Tænk over, at du sikkert træder på en øm tå med dine observationer, hvis hun skændes meget med børnene er det næppe noget hun er glad for eller stolt over, men tværtimod noget hun også har det svært med. Sæt tid af til samtalen, planlæg et godt tidspunkt, hvor I har tid og ro til at sidde og tale sammen. Tag dit fokus i børnene og blive ved det fokus - det er nemlig interesse begge forældre har tilfælles.

Måske kan I ikke tale sammen om det uden I kommer op at skændes. Een mulighed er at tale om det på en skole-hjem-samtale i skolen, der kan det være lettere at beherske sig, og læreren kan jo også fortælle hvordan han/hun oplever barnet. 

Du kan også foreslå at få mediation eller parterapi sammen, og gå til en uvildig, enten en mediator eller en parterapeut. Det kan man sagtens selvom man er skilt. På Statsamtet kan man få børnesagkyndig vejledning vedrørende samvær, og de kan måske hjælpe. Eller du kan spørge om hun vil med til en samtale hos en parterapeut om samarbejdet om børnene. Du kunne jo også gå skridtet videre og foreslå familieterapi for hele familien, da børnene måske også har brug for noget hjælp ind i dette her. Familieterapi tilbyder mange kommuner i familiehuse og lignende.

Endelig kan du jo selv opsøge individuelle samtaler hos en par- eller familie-terapeut, hvis ikke din ekskone vil være med til noget af det.

Dette problem kan være lidt kompliceret, fordi man i princippet jo ikke kan blande sig i hvad ens eks gør eller ikke gør i forhold til børnene, og fordi der jo er en grund til at man er gået fra hinanden, og den grund er ofte, at samarbejdet ikke har været optimalt. Og selve skilsmissen gør jo ofte at der ikke er den samme mængde tryghed og tillid til hinanden efterfølgende, som ligger grundlaget for at man kan tale trygt med hinanden om den slags ting.

Men samtidigt må man jo udfylde sin forældreforpligtelse og tage hånd om børnene, og hvis der foregår noget direkte skadeligt overfor børnene har man pligt til at adressere det. Det er vigtigt at forældre står sammen, når det gælder børnenes trivsel.

En sidste ting omkring dette er, at børn i alderen 11-14 år sagtens kan finde på at klage til den ene forældre over den anden forældre, som en slags ventil for teenage-frustrationer. Og børn i den alder er ikke altid lige retfærdige eller modent tænkende. Så det skal selvfølgelig vurderes om problemet er så omfattende og reelt, at man vil bruge kræfter på at gå ind i det. Og hvis man går ind i det, tænker jeg at det er vigtigt at man gør det ikke for at udstille eller udskælde den anden, men for at skabe bedre opvækstvilkår for børnene - og måske endda hjælpe sin ex med et aktuelt problem hun lader til at have.

Venlig hilsen,

Gitte

Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Som lærer ville jeg være virkelig betænkelig ved at blive del af en sådan konflikt til en skole-hjem-samtale! Jeg mener slet ikke, jeg har kompetencen til at gribe det professionelt an, og det er på ingen måde hensigten med skole-hjem-samtaler at blotlægge forældres interne stridigheder. Faktisk har jeg fundet det meget upassende, når forældre har bragt den slags op til samtaler - ikke mindst, fordi barnet jo altså er deltager og bestemt ikke skal høre forældrene drøfte deres uenigheder i en kontekst som dén. 

Man kan evt. bede om et særligt møde á la netværksmøde, hvor barnet ikke deltager, og dets generelle trivsel er på dagsordenen. Jeg ville dog aldrig stille op til et sådant kun med mig og evt. en lærerkollega som "de professionelle". Ikke, når det primært omhandlede en konflikt forældrene imellem. Jeg mener slet ikke, det er en opgave, der ligger inden for vores fagområde, og jeg ville grue for at komme i klemme. 

Hej mor og meget mere,

Tak for dit indlæg og opmærksomheden på om de omtalte konflikter er noget, der kan håndteres ved et forældremøde.

Jeg tror det er forskelligt hvordan man afholder skole-hjem-samtaler. Jeg forestillede mig ikke et møde, hvor barnet var tilstede. Og jeg forestillede mig heller ikke at forældrene skulle blotlægge deres indbyrdes stridigheder.

Som jeg læser spørgsmålet handler det om børnene og børnenes tarv og børnenes samspil med forældrene, hvor den ene forældre er opmærksom på om den anden forældres temperament går ud over børnene. Her kan man vel de fleste steder sammen om hvorvidt børnene trives i skole og fritidsordning, om de følger en god udvikling, om de fungerer og reagerer normalt i forhold andre børn socialt, om der er tegn på mistivsel osv.

Jeg kan sagtens forstå, at det sikkert hurtigt kan blive kompliceret for læreren at lede sådan et møde, hvis forældrene er meget konfliktramte, men jeg bliver også helt trist på børnenes over at høre, hvis man som lærer ikke føler sig rustet til at sidde med det. Det er jo lidt tyndt for barnet, hvis ikke de voksne; mor, far og skolelærer kan tale sammen om hvordan barnet har det og om der foregår noget, som børnene reagerer på, eller om man oplever børnene i trivsel, samt hvad der skal til før børnene trives. Det kan man jo sagtens gøre i en positiv og åben stemning, tænker jeg.

Selvfølgelig skal læreren ikke involveres i parrets indbyrdes konflikter; men handler det jo om hvorvidt der er belastende konflikter imellem forældre og børn. Og det jeg tænker, er at hvis læreren synes at det bliver for kompliceret, må læreren kunne henvise til skolepsykolog, PPR, familiehus eller hvad der findes i tilknytning til skolen.

Håber at det skaber mere klarhed.

Venlig hilsen,

Gitte