katastrofetanker?

Godaften..

Skriver for at få lidt luft? For at høre hvad normalen snart er..

I min graviditet ( fødte november 2015) oplevede jeg angsten for edderkopper og ligndene blev lidt værre, en fik hele tiden at vide det var normalt. F.eks at køre galt osv, angsten for det også var normalt det kom til at fylde lidt en hvad det måske nogensinde har gjort. 

Efter graviditeten, blev det lidt værre, men ikke sådan nogle alarm klokker ringede. Da min søn var tre måneder, ( har været skrevet om det her inde ) blev min søns far dømt for vold i mod ham, så det gik hurtigt der fra, der skete en masse nyt, observartioner, flytning, retssag, afhøinger ( alt ude at kontrol og ude af mine hænder ). Da min søn var 5 måneder, fik vi vores nye lejlighed, og jeg kom endelig ud af den bobbel, jeg nu havde levet i, vi fik lov at være os selv, dog tilknyttet en familierådgiver ( hun er skide sød &nbsp. Så blev jeg lidt ramt af en nedtur, der fik jeg mine kærestesorger, chokket over hvad der var sket ramte, skulle vende mig til at være alene med min søn. 

Kom ret hurtigt oven på igen, og har hele forløbet igennem bare være 100% mor. 

Men mine katastrofe tanker, bliver værre og værre, angsten for insekter er blevet ekstrem. Har f.eks. taget julepynt kasserne op i lejligheden, men har endnu ikke ture åbne den, i angsten for om der er edderkopper i. 

Mine katastrofetanker, er over i den dur, hvor det begynder påvirke mine valg i hverdagene og holder mig vågen om natten. Når jeg står og venter på toget, kan jeg få det mega dårligt, fordi forstillingen om, enten min søn eller jeg falder ud på skinnerne, eller nogen skubber. Mit valg af addannelse er påvirket, valget mellem nyborg og odense, valgte nyborg, i frygt for evt. bombe trusler, terror eller ligendene på odense banegård. Jeg vil helst ikke køre med nogle i familien, hvis de skal på motorvejen, og hver gang vi nærmer os en lastbil, sidder mit hjerte oppe i halsen. Hvis nogen overhæler, er jeg panisk, i frygt for det går galt. Frygten for jeg falder død om hjemme, og ingen opdager det, og min søn bare står alene her og græder. 

Jeg bliver skide sur og fysisk dårlig, hvis dem jeg køre med, køre for stærkt, og det er helt ude i det smållige og latterlige, jeg bliver dårlig over. Har konstant en eller anden tanke om, noget helt sindssygt der kan gå galt.Og jeg synes det har udviklet sig det det  'latterlige' og det begynder at styre mine valg og mit liv. Det her er kun et meget lille udpluk af, hvad der foregår ind ei mit hovede.

Jeg har også katastrofe tanker om folk der står mig nær. Om der sker dem noget, om folk jeg måske slet ikke kender. Katastrofetanker om fremtide kærester, som man hverken er i kontakt med eller leder efter endnu. Men tankerne om fremtidige mænd, er mere ovre i, om de gør os fortræd, er psykopater eller lignedene.. 

Er min grænse ikke noget langt over det normale?? Men bekymringer osv.. Jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre ved det, og føler kun jeg kan forvente det bliver værre? 

Mine nærmeste snakker strakt om depressioner osv.. Men det ikke sådan jeg render og er ked af det eller andet normalt? Jeg er bare ramt af de her katastrofe tanker, og aner ikke hvad de kommer af, eller hvad jeg skal gøre.. udover vel snart at søge noget hjælp, så det ikke ender ude i hampen? Men hvordan tager man det første skridt.. 

Der fra hvor jeg ser det, er det ikke længere normalt. Jeg vil kalde det angst. Men jeg vil så sige at det er helt normalt at der kommer en efterreaktion på sådan en oplevelse at du har haft. Det skal du ikke være flov over. Og angst og depression går ikke altid hånd i hånd. 

Hvorfra det kommer?? Din søn(dit dyrebareste) har været udsat for vold af den mand du elskede.. Du er blevet bange for at miste og for at blive svigtet igen.. Du har været i en ekstrem situation og kroppen reagere ekstremt. Edderkopperne passer måske ikke lige ind men kroppen har nogle gange sjove måder at fortælle os på hvis der er noget galt. 

Hvordan du kommer videre?? Tag fat i lægen, eller hende familie vejlederen, måske hun kan få dig hurtigere igennem nåleøjet så du kan starte behandling. Der er heldigvis mange konstruktive måder at arbejde med det på, så medicin er ikke længere den eneste mulighed. 

Kæmpe kram her fra og hvor er du altså bare en sej kvinde 

Jeg lider selv af katastrofe tanker i høj grad, som udspringer af min OCD. Dine tanker og handlinger kan jeg alt sammen nikke genkendende til. Jeg kan absolut ikke sige hvad du eventuelt lider af, men som sagt, det ligner meget min OCD. Blandt andet dine tanker omkring at dig og din søn bliver skubbet ud på skinnerne eller falder - det kaldes også "intrusive thoughts", altså tanker eller billeder i hovedet om noget meget ubehageligt eller forkert, men som bliver ved med at dukke op. Jeg lider også meget af den dér frygt for noget der slet ikke er sket, men som jeg frygter i fremtiden - som for eksempel det med at fremmede mænd eventuelt kan være psykopater etc. Jeg har faktisk selv lidt af helt præcis lignende tanker. Det med julepynten og angsten for insekter virker også for mig som noget der kan være OCD-relateret. At du er så bange for insekter at du nok tænker at det kan befinde sig i julepynten og så overvinder skrækken om insekter, og så tager du ikke julepynten op for at forhindre at din skræk om insekter eventuelt bliver til virkelighed - det kan godt føles somom, at man lidt eliminerer "farerne" ved at fjerne, undgå  eller tjekke et specifikt element, som man oppe i sit hoved forestiller sig udgør en risiko for det man tænker på/er bange for.  

Jeg kan på ingen måde sige at du har OCD, men jeg vil sige at jeg har PRÆCIS samme tankemønster som dig, hvilket jeg ved udspringer af min diagnosticerede OCD. Du skal gå til din læge og fortælle om dine problematikker og så kan du henvises til ydeligere undersøgelser. Du skal bare vide, at jeg faktisk er chokeret over hvor meget du faktisk beskriver mine tanker også og derved er du bestemt ikke alene. Jeg genkende alle de ting du beskriver meget godt og jeg har lidt af det siden barnsben. Du skal helt klart søge læge med henblik på yderligere behandling, for det er bestemt ikke en "normal" tankegang at have og det er så ødelæggende for næsten alt hvad man foretager sig. Du er ikke alene og det er jeg et eksempel på, held og lykke og håber du får den rette hjælp. Som sagt kan jeg på ingen måde afgøre om du lider af OCD, men det gør jeg og dine tanker ligner uhyrligt meget mine. Uanset hvad du eventuelt fejler, så håber jeg, at du får det bedre og lære at håndtere det, så det ikke tager overhånd. 

Og det er ALT hvad du beskriver jeg kan genkende ved mig selv, lige ned til lastbilen (får det PRÆCIS på samme måde,jeg bliver lettere panisk og får kvalme, koldsveden og hjertebanken) til frygten for insekter. Jeg undlader for eksempel også at åbne vinduer eller have noget stående, som noget kan gemme" sig bagved, i frygt for edderkopper. Jeg undgår også visse placeringer som du selv beskriver, da jeg er bange for at der sker noget, som jeg ikke er herre over/som jeg frygter, for eksempel terror, voldtægt eller lignende. Det e virkelig ikke sjovt og selvom jeg får behandling, sidder det altid stadig i mig. Jeg vil bare igen understrege, at det du siger kan jeg alt sammen genkende uhyggeligt godt, det er nærmest identisk.

Og det at det påvirker dine valg i hverdagene er altså en stor indikation omkring, at der er noget galt. På et tidspunkt afholdte jeg mig selv også for tusindvis af ting, fordi frygten for hvad der eventuelt kunne ske overrumplede mig - og det var lige fra ikke at tage kontakt til nogle mennesker i frygt for at de (som du selv siger) var psykopater, til ikke at kunne færdes forskellige steder og til at lade være med at gøre nogle ting jeg gerne ville og det var tit bare "almindelige" ting og dagligdagsting, fordi jeg forestillede mig alle de ting det eventuelt kunne føre til. Det er blevet bedre nu, men der er stadig visse ting jeg afholder mig fra pågrund af mine tanker. 

For 6 måneder siden fik jeg diagnosticeret angst som følge af en traumatisk barndom med mange svigt.

Mine katastrofetanker var ikke lige så slemme som dine, men slemme nok og på en måde hvor de påvirkede min hverdag. Jeg har haft ENORM glæde af samtaleterapi og kognitiv terapi hos psykolog. Det har gjort en kæmpe forskel for mig og jeg er ikke længere påvirket af angsten i min hverdag, kun når der sker meget uventede eller udfordrende ting og det bliver også kun bedre hver gang :-)