Min spontane abort

Nu gik det hele så godt. Jeg var 7 uger henne, fyldte 22 år og skulle fortælle min familie om min ønskede graviditet. Samme dag begynder jeg at bløde. Stille og roligt, og jeg håber det er en pletblødning fordi jeg ingen smerter har. Dagen efter bløder jeg mere kraftigt og jeg begynder at få smerter, der minder om en menstruation. Om natten vågner jeg så med voldsomme smerter og ryger en tur på sygehuset. Jeg får en gynækologisk undersøgelse og en scanning. Og jeg bliver ødelagt indeni, da hun fortæller mig at min livmoder er tom. Jeg bliver efterfølgende sendt hjem med noget smertestillende og nogle kæmpe bind. 

Så nu sidder jeg her og er helt knust over at mit barn er væk. Jeg ved godt at det teknisk set ikke var et barn endnu, men blot en lille peanut. Men det var jo stadig mit og jeg føler mig så uretfærdig behandlet. At jeg ikke engang havde valget om jeg ville beholde barnet. Min krop tog bare beslutningen for mig. 

Jeg er egentlig afklaret med at det sker af en grund. Barnet var ikke levedygtigt. Men det gør så ondt og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre herfra.

Jeg er helt ødelagt indeni. Hvordan skal jeg nogensinde komme ud af det her mørke og væk fra al den sorg? 

Har desværre selv været det igennem.

vi blev endelig gravide efter 3 års kamp og så fik det i vasken i uge 7 og endte i en sa. 

Jeg var ødelagt i lang tid, men fordi vi var i behandling var jeg tvunget til og tage mig sammen hvis jeg ville igang igen. Vi valgte og gå igang så snart vi kunne og to mdr efter var jeg gravid igen. Og jeg er nu 28+4 og har en livlig dreng i maven. 

Tror mit trick var at snakke om det så meget som muligt og tillade mig selv og være ked af det. Men tror også grunden til jeg kom videre var at jeg følte mig lidt tvunget fordi jeg nægtede og holde pause. 

Du skal nok komme videre uanset hvor længe det tager. 

Kristinaaa skriver:

Nu gik det hele så godt. Jeg var 7 uger henne, fyldte 22 år og skulle fortælle min familie om min ønskede graviditet. Samme dag begynder jeg at bløde. Stille og roligt, og jeg håber det er en pletblødning fordi jeg ingen smerter har. Dagen efter bløder jeg mere kraftigt og jeg begynder at få smerter, der minder om en menstruation. Om natten vågner jeg så med voldsomme smerter og ryger en tur på sygehuset. Jeg får en gynækologisk undersøgelse og en scanning. Og jeg bliver ødelagt indeni, da hun fortæller mig at min livmoder er tom. Jeg bliver efterfølgende sendt hjem med noget smertestillende og nogle kæmpe bind. 

Så nu sidder jeg her og er helt knust over at mit barn er væk. Jeg ved godt at det teknisk set ikke var et barn endnu, men blot en lille peanut. Men det var jo stadig mit og jeg føler mig så uretfærdig behandlet. At jeg ikke engang havde valget om jeg ville beholde barnet. Min krop tog bare beslutningen for mig. 

Jeg er egentlig afklaret med at det sker af en grund. Barnet var ikke levedygtigt. Men det gør så ondt og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre herfra.

Jeg er helt ødelagt indeni. Hvordan skal jeg nogensinde komme ud af det her mørke og væk fra al den sorg? 

Ved ikke hvad jeg skal sige andet end, hvor gør det mig ondt. Sender et kram til dig og et håb om, at alt bliver bedre med tiden

Kristinaaa skriver:

Nu gik det hele så godt. Jeg var 7 uger henne, fyldte 22 år og skulle fortælle min familie om min ønskede graviditet. Samme dag begynder jeg at bløde. Stille og roligt, og jeg håber det er en pletblødning fordi jeg ingen smerter har. Dagen efter bløder jeg mere kraftigt og jeg begynder at få smerter, der minder om en menstruation. Om natten vågner jeg så med voldsomme smerter og ryger en tur på sygehuset. Jeg får en gynækologisk undersøgelse og en scanning. Og jeg bliver ødelagt indeni, da hun fortæller mig at min livmoder er tom. Jeg bliver efterfølgende sendt hjem med noget smertestillende og nogle kæmpe bind. 

Så nu sidder jeg her og er helt knust over at mit barn er væk. Jeg ved godt at det teknisk set ikke var et barn endnu, men blot en lille peanut. Men det var jo stadig mit og jeg føler mig så uretfærdig behandlet. At jeg ikke engang havde valget om jeg ville beholde barnet. Min krop tog bare beslutningen for mig. 

Jeg er egentlig afklaret med at det sker af en grund. Barnet var ikke levedygtigt. Men det gør så ondt og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre herfra.

Jeg er helt ødelagt indeni. Hvordan skal jeg nogensinde komme ud af det her mørke og væk fra al den sorg? 

Forstår dig.. vi har forsøgt i 2.5 år, er blevet gravide 2 gange via, en gang naturligt og en gang vi behandling. Og vi har mistet dem begge

Du kommer videre selvom det lige nu er enormt svært at tro på

Jeg var igennem 3 aborter på 2½ år og det er noget af det sværeste jeg nogensinde har prøvet... mit bedste råd er at du giver dig selv lov til at være ked af det, så du ikke bare ender med at lukke af og dermed ikke bearbejder den sorg du sidder tilbage med. Med tiden vil det blive lettere.

Jeg ønsker dig alt det bedste - og kan fortælle at jeg i dag har en datter på 6 uger, så det kan sagtens lykkes næste gang (når du er klar til at prøve igen!)

ØV sender gode vibes din vej. Logik hjælper kke  på følelsen af det uretfærdige .   

Tak for alle jeres søde beskeder. Jeg har fået det bedre og prøver at fokusere på noget andet end hvad jeg har mistet.