Seksuelt misbrugt - venter nu en pige

Som barn blev jeg seksuelt misbrugt af en 8 år ældre fætter og det har jeg været i behandling for. Jeg føler selv at jeg har accepteret den del af min fortid og synes selv, at jeg kan bruge de erfaringer det har givet mig, konstruktivt i mit arbejde som pædagog. 

Men nu er jeg gravid med mit 3. barn, en lille pige efter at have fået to drenge, og så kan jeg bare mærke, at jeg er bange for at der sker hende noget, netop fordi jeg ved hvor store konsekvenser det kan have for ens liv. 

Jeg ved godt at det har noget at gøre med, at hun er en pige, men den angst havde jeg ikke på samme måde da jeg ventede hendes storebrødre selvom det også kan overgå drengebørn at blive misbrugt. 

Min frygt er jo legitim nok, men samtidig dybt irrationel, for hvad er lige risikoen for, at det samme skal overgå hende? Men det er jo lige præcis det som frygt spiller på. I mit tilfælde  har jeg netop haft sådan nogle oplevelser inde på livet og derfor kan jeg ikke adskille min frygt fra min fornuft.

Jeg overvejer pt. om jeg skal kontakte min læge og få en henvisning til psykolog. For i tilfælde af, at det "ikke bare går over af sig selv", så bliver jeg nødt til at få noget hjælp, så det ikke påvirker mit barn eller vores familie at jeg har disse tanker og følelser.

Er der nogen her som har erfaring på det område? Som evt. har stået i en lignende situation. 

Kram til dig. Det må være nogle svære følelser at have

Jeg vil anbefale dig også at nævne det for din jordemoder.  Det er vigtigt hun ved hvad der fylder for dig i graviditeten,  så kan hun bedre støtte dig og man er mere opmærksomhed på om du fx får en følelsesmæssig reaktion under fødslen. 

Håber du får den støtte og hjælp du har brug for  

Anonym skriver:

Som barn blev jeg seksuelt misbrugt af en 8 år ældre fætter og det har jeg været i behandling for. Jeg føler selv at jeg har accepteret den del af min fortid og synes selv, at jeg kan bruge de erfaringer det har givet mig, konstruktivt i mit arbejde som pædagog. 

Men nu er jeg gravid med mit 3. barn, en lille pige efter at have fået to drenge, og så kan jeg bare mærke, at jeg er bange for at der sker hende noget, netop fordi jeg ved hvor store konsekvenser det kan have for ens liv. 

Jeg ved godt at det har noget at gøre med, at hun er en pige, men den angst havde jeg ikke på samme måde da jeg ventede hendes storebrødre selvom det også kan overgå drengebørn at blive misbrugt. 

Min frygt er jo legitim nok, men samtidig dybt irrationel, for hvad er lige risikoen for, at det samme skal overgå hende? Men det er jo lige præcis det som frygt spiller på. I mit tilfælde  har jeg netop haft sådan nogle oplevelser inde på livet og derfor kan jeg ikke adskille min frygt fra min fornuft.

Jeg overvejer pt. om jeg skal kontakte min læge og få en henvisning til psykolog. For i tilfælde af, at det "ikke bare går over af sig selv", så bliver jeg nødt til at få noget hjælp, så det ikke påvirker mit barn eller vores familie at jeg har disse tanker og følelser.

Er der nogen her som har erfaring på det område? Som evt. har stået i en lignende situation. 

Vil gerne fortælle min historie, men da der er flere herinde der kender mig privat, kan jeg desværre ikke. Men forstår din frygt og kæmper selv med den.

Hejsa søde du

Jeg har selv været i samme situation. Jeg har dog 2 drenge men er lige så bekymrede for dem som hvis det havde været en pige. 

Jeg forstår til fulde din angst og prøver selv at finde et fornuftigt leje hvor jeg ikke undertrykker min frygt men heller ikke begrænser mine unger for meget. Prøver altid at tælle til 10 inden jeg reagerer og få styr på om det er en reel risiko eller bare min frygt der spiller ind. 

Og så tror jeg bare det er vigtigt at respektere egne grænser. For mig kan det fx være det at den store nu er begyndt gerne at ville have legeaftaler. Jeg vil gerne imødekomme ham men samtidig kan jeg bare ikke sende mit barn hjem til en fremmed familie for at lege så derfor aftaler jeg bare at drikke en kop kaffe med mor/far til barnet mens ungerne leger. 1 gang 2 gange eller indtil jeg føler mig tryg ved de mennesker nok til at turde overlade ham i deres varetægt.

Og ja selvfølgelig er der stadig en risiko men jeg tror at os der har været igennem den slags selv har antennerne mere ude så jeg bilder mig ind at jeg har en ok chance for at spotte en der vil mit barn ondt. Og så lyt til dig selv. Har du en dårlig mavefornemmelse med noget så lad være, det trigger i hvert fald min frygt hvis jeg tvinger noget igennem jeg ikke har det godt med. 

Og luk ørene for folks "velmenende" råd som fx at du jo ikke altid kan bestemme hvem hun skal med hjem og lege med.. for jo det kan du faktisk godt! Du er hendes mor og indtil hun er ret stor bestemmer du. jeg bestemmer ikke hvem min søn skal lege med men de er vel også fx i børnehave 6-9 timer dagligt så hvis legekammeraten har en far fx jeg ikke bryder mig om må de få dækket deres legebehov i institution. 

Og jeg får sikkert høvl for min mening men sådan er det jeg afholder dem hellere fra en legeaftaler for meget end en for lidt - netop fordi som du skriver så ved man bare hvad konsekvensen er når man har prøvet det