Vi alle sammen gemmer på en historie, nu vil jeg fortælle min også må i jo ta den eller lade være, fortæller den slet ikke for og få opmærksomhed, mere for måske og sætte lidt fokus på et tabu, for 11 måneder siden blev jeg mor til mit 3 barn, en lille pige, den sidste del af graviditen var hård var indlagt og altid usikker på om hun fik lov og blive i min mave, og jeg var rigtig skidt, i uge 38 bestemmer hun sig for og komme ud, vi er på sygehuset kl 14.30 og kl 15 er hun ude, mine vejer begyndte ved 13 tiden, det var for mig en voldsom og intens oplevelse de andre havde taget en del længere tid så troede jeg også den gang, så var i chok, da hun ligges på min mave vil jeg Egenlig gerne de bare fjerner hende igen, føler ikke det store for hende, men slår det hen med det nok bare er fordi jeg lige skal sunde mig, derhjemme er jeg som en robot der gør hva der forventes af mig og det er ca det, min overskud er li nul og vil Egenlig helst bare være mig, vågner en morgen og har glemt hendes navn, kan ikke huske hvordan hun skal bades og holdes, da hun er 18 dage kommer sp igen og opdager vi næsten ingen øjenkontakt er, og allerede dagen efter begynder vi på et dagbehandlingssted vi skal komme hver dag så de kan hjælpe os og holde øje med os, jeg får det værre og har Egenlig bare lyst til og lukke hende inde for sig selv når hun græder hvilket jeg synes hun gør konstant får nogle grimme tanker om hende og da hun er 6 uger er tingene kørt af sporet, og jeg beder kommunen/sp gøre noget, hun kommer i netværkspleje ved min mor og hendes kæreste og jeg indlægges den næste måned og får at vide jeg har en slem fødselsdepression Som muligvis kom da jeg ventede hende, jeg begynder midicin og samtaler på Psyk, kommer hjem efter en måned også går jeg fra deres far og flytter på krisecenter en tid, men skal snart igen ha mit eget, jeg har så bestemt at mine børn for en tid skal anbringes udenfor hjemmet indtil jeg igen vil ku ta vare på dem 24/7 igen, de er kommet til nogle fantastiske mennesker der passer på dem for mig, jeg ser dem pt 2 gange om ugen og de er samme sted hvilket for mig betød alt, så nu har jeg en masse arbejde med og stable et liv på benene igen så jeg kan få mine skønne børn hjem igen, jeg er kommet så langt at jeg her næsten et år efter kan sige oprigtigt at jeg elsker min pige ligeså højt som de andre, det seneste år har været mit livs kamp og alt blev vendt på hovedet, jeg tror på der snart venter gode ting til os!❤️
Anmeld
Citér
