ADVARSEL! LANGT OG MÅSKE NOGET RODET!
Jeg har virkelig brug for at komme ud med nogle tanker.
Jeg er mor til 2 børn. Jeg bor med min kæreste og vi er lige flyttet i noget større. Jeg har været sygemeldt i knapt 1 år. Jeg lider af en kronisk sygdom som spænder meget ben i hverdagen/i mit liv.
Jeg prøver hver dag at se positivt på tingene, men det bliver mere og mere svært. Det eneste der holder mig i "i live" det er mine børn. Det er faktisk pt den eneste grund til jeg er her.
Jeg har nogle gode veninder og en dejlig familie. Men jeg føler mig ikke glad. Jeg føler mig til besvær for systemet og for min familie. Jeg har ikke noget arbejde at vende tilbage til. Har et håb om at få tilkendt fleksjob en dag. Det er ikke sjovt at gå hjemme og være "husmor" og rydde op efter familien. Kæresten går på arbejde og er "sååå træææt" Ja, jeg kan da godt huske hvordan det var at have et 37 timers job samtidig med familie, pligter mm. Been there. MEN jeg gjorde det. Og også selvom jeg rent faktisk var syg (havde bare ikke diagnosen der) Det gør ikke nogen forskel som sådan. Men det sidste halve år er det virkelig gået ned af bakke desværre.
Jeg føler mit forhold hænger i en tynd tråd. Min kæreste synes bare jeg altid brokker mig. (hvilket jeg ikke selv synes) Men der er jo nok noget om det. Jeg går hver dag og bider smerte/ frutstration i mig. Det er ikke nemt at være noget for nogen når jeg ikke engang kan være noget for mig selv. Har mistet gnisten. Modet. Og føler hele mit liv er en facade. Det eneste der VIRKELIG betyder noget er mine børn!
Min kæreste siger at det jo er "logik" at jeg ordner praktiske ting osv nu jeg går hjemme og HAN arbejder. Men jeg mener stadig vi bør være fælles om mange ting. For min energi er ikke til for meget af gangen. Jeg har endnu ikke lært at økonomiserer med min energi. Jeg har svært ved at sige til og fra.
Kæresten og jeg har tit sagt at hvis det ikke været for børnene så var vi gået fra hinanden. Og det er sandt. Føler pt at eneste grund til vi bor sammen er fordi det økonomisk og praktisk er det det bedste. Føler mig tom. Og min kæreste siger altid at han ikke har lyst til at vi skal gå fra hinanden.
Jeg mangler virkelig at føle mig værdsat. Men det er pænt svært når jeg ikke engang selv føler jeg er værd at elsker. Jeg nyder hvert minut hvor mine børn krammer mig og siger de elsker mig. Men når min kæreste er fysisk. Vil kramme, ha sex eller lign så trækker jeg mig. Også selvom jeg rent faktisk ofte efterlyser nærvær og tid med ham. Forstår det ikke. Hvorfor er jeg sådan?
Jeg har bare lyst til at græde. Jeg har lyst til at ødelægge noget. Er frutstreret. Ked af det. Magtesløs. Ærgelig. Og ja jeg sidder meget i "offerrollen" men hele mit liv føler jeg at jeg er blevet svigtet på den ene eller anden måde. Offer. Ja det er mig. Det er det nok.
Jeg savner at føle glæde og passion over noget. Jeg har førhen været en habil løber. Elsket at fotografere. Min sygdom spænder ben for at jeg kan tage de løbeture. Og foto... jeg har mistet "gnisten" .... Hvad skal jeg gøre?! Jeg er træt.
Tak fordi du læste med. Tak.
