indlæggelse af søn

Det her bliver sikkert et langt indlæg. Skrevet mest for at lette mit hjerte, men også meget gerne for at høre fra andre der skulle have stået i samme situation, andre der har haft der børn indlagt på en psykiatrisk afdeling for børn og unge.

Min søn er 8 år, blev i 2012/2013 udredt i århus og fik diagnosen : Behandlings krævende ADHD.

Derudover lider han af angst.

Han går i 3.klasse i almindelig folkeskole, har både søskende og mor og far i hans liv.

Skolen har ikke fungeret længe. Vores søn får intet lært. Han vil end ikke tage tasken med ind i klassen. Der er uro (de er 28 elever). Han får ingen støttetimer. Og lærene kan ikke ramme ham ind. Han fungere ikke socilat. Har mange konflikter. Han reagerer meget voldsomt, med vredesudbrud, på fuldstændige ubetydelige ting.

Medicin kan han ikke tage. Det er afprøvet de seneste par år. En del kan hans hjerte ikke tåle, da han får uregelmæssig hjerterytme mv, og det han kan tåle, kan han ikke sluge, da han har angst og er bange for at blive kvalt og dø.

Vi blev i fredags tilbudt at få ham indlagt, så man kan finde de redskaber og pædagoiske tiltag der kan hjælpe ham. Det er en langvarrig indlæggelse der er tale om.

Han kan kun udsættes for meget små mængder stress, før det påvirker ham. Hvis han kunne vælge, ville han bare være herhjemme hele tiden med mig og hans ipad.

Vi har sagt ja til indlæggelsen - og den er nu ved at blive planlagt.

Jeg har søgt og søgt på nettet, men savner kontakt til andre der har haft deres barn indlagt. Hvordan var forløbet, hvordan tog barnet det, hvordan kom familien igennem det. Hvad med arbejdet? Hvad med søskende? Og ikke mindst hvad med bagefter?

Jeg har brug for bekræftigelse i, at det valg vi har truffet er det rigtige, at der kommer noget godt ud af det, at min søn kommer ud, som en styrket glad dreng, med gode redskaber til at komme videre.

En af de ting der i forløbet skal tages stilling til, er bla skoleskift. Han skal gå i skole på afsnittet og de skal vudere hvor meget bagud han er i hans faglige udvikling.

Kun min mand og jeg kender til vores beslutning, og ingen andre i vores kreds skal vide noget, før vi har talt med vores søn omkring det. Og han bliver først informeret når vi kender en præsis indlæggelses dato.

Derfor har især jeg stor behov for andre i samme situation. Jeg føler at jeg svigter min søn, giver ansvaret til andre. Men det river mit hjerte ud, at jeg er nødtil at tage det her valg.

Jeg får SÅ svært ved at undvære ham herhjemme. Han høre til her, og jeg er kun rigtig glad når alle vores børn er hjemme og samlet. Jeg vil uden tvivl blive meget mærket af hans indlæggelse, de første uger, og jeg har brug for at vende mine tanker med andre, der ved hvad jeg snakker om.

1000 tak fordi du læste så langt.

Jeg har ingen erfaring.  Men vil dog sige at i lyser som en god stærk familie som har taget en god og vigtig beslutning for jeres søn. 

Jeg ønsker jer alt godt fremover  og så en kæmpe krammer, for det må dæleme være hårdt

Anonym skriver:

Det her bliver sikkert et langt indlæg. Skrevet mest for at lette mit hjerte, men også meget gerne for at høre fra andre der skulle have stået i samme situation, andre der har haft der børn indlagt på en psykiatrisk afdeling for børn og unge.

 

Min søn er 8 år, blev i 2012/2013 udredt i århus og fik diagnosen : Behandlings krævende ADHD.

Derudover lider han af angst.

Han går i 3.klasse i almindelig folkeskole, har både søskende og mor og far i hans liv.

Skolen har ikke fungeret længe. Vores søn får intet lært. Han vil end ikke tage tasken med ind i klassen. Der er uro (de er 28 elever). Han får ingen støttetimer. Og lærene kan ikke ramme ham ind. Han fungere ikke socilat. Har mange konflikter. Han reagerer meget voldsomt, med vredesudbrud, på fuldstændige ubetydelige ting.

 

Medicin kan han ikke tage. Det er afprøvet de seneste par år. En del kan hans hjerte ikke tåle, da han får uregelmæssig hjerterytme mv, og det han kan tåle, kan han ikke sluge, da han har angst og er bange for at blive kvalt og dø.

 

Vi blev i fredags tilbudt at få ham indlagt, så man kan finde de redskaber og pædagoiske tiltag der kan hjælpe ham. Det er en langvarrig indlæggelse der er tale om.

Han kan kun udsættes for meget små mængder stress, før det påvirker ham. Hvis han kunne vælge, ville han bare være herhjemme hele tiden med mig og hans ipad.

Vi har sagt ja til indlæggelsen - og den er nu ved at blive planlagt.

Jeg har søgt og søgt på nettet, men savner kontakt til andre der har haft deres barn indlagt. Hvordan var forløbet, hvordan tog barnet det, hvordan kom familien igennem det. Hvad med arbejdet? Hvad med søskende? Og ikke mindst hvad med bagefter?

Jeg har brug for bekræftigelse i, at det valg vi har truffet er det rigtige, at der kommer noget godt ud af det, at min søn kommer ud, som en styrket glad dreng, med gode redskaber til at komme videre.

 

En af de ting der i forløbet skal tages stilling til, er bla skoleskift. Han skal gå i skole på afsnittet og de skal vudere hvor meget bagud han er i hans faglige udvikling.

Kun min mand og jeg kender til vores beslutning, og ingen andre i vores kreds skal vide noget, før vi har talt med vores søn omkring det. Og han bliver først informeret når vi kender en præsis indlæggelses dato.

Derfor har især jeg stor behov for andre i samme situation. Jeg føler at jeg svigter min søn, giver ansvaret til andre. Men det river mit hjerte ud, at jeg er nødtil at tage det her valg.

Jeg får SÅ svært ved at undvære ham herhjemme. Han høre til her, og jeg er kun rigtig glad når alle vores børn er hjemme og samlet. Jeg vil uden tvivl blive meget mærket af hans indlæggelse, de første uger, og jeg har brug for at vende mine tanker med andre, der ved hvad jeg snakker om.

1000 tak fordi du læste så langt.

Stakkels jer -hvor er det barskt.

jeg er sikker på i kan finde andre der har været det samme igennem i ADHD foreningen.

jeg har ingen erfaring fra patient siden men har tidligere arbejdet på en børnepsykiatrisk afdeling. De er simpelthen så gode, både til at møde børnene præcis hvor de er, men bestemt også til at tage sig af forældrene -det er helt ok at være i krise når ens barn har behov for en langvarig indlæggelse på en psykiatrisk afd. Så tag imod al den hjælp i får tilbudt.

jeg håber det bliver et godt forløb for jer og ikke mindst at det ender ud med at i får det helt rigtige skole tilbud til jeres dreng.

Det lyder helt urimeligt at han ingen hjælp får overhovedet -sejt af ham at han overhovedet formår at være tilstede i sådan en klasse.

mange tanker til jer

Kæmpe kram herfra. 

Jeg har erfaring med BUC i Aarhus da vores søn også er udredt derfra. Han var i første udrednings periode indlagt - men det er foregået på en anden måde en jeres kommer til. Vi har ham i aflastning så vi har ham heller ikke hjemme hele tide. Det er hvad jeg kan bidrage med - hvis du tænker du kan bruge mig til noget så må du gerne sende mig en PB. Jeg genkender dine følelser og det i står i som familie. 

Kender ikke noget til at have barn indlagt, men kender til barn med svær ADHD og så forstår jeg ikke hvorfor han går i alm folkeskole. Min mands søn fra tidligere forhold går på specialskole og der er der 6 elever i klassen og 5 lærere/pædagoger. Tænker da bare at sådan et tilbud ville være bedre end en indlæggelse. Synes det virker så drastisk at indlægge et barn når man nu ved hva han fejler. Min mands søn ville heller ikke kunne fungere i en alm skole, faktisk ville han reagere nogenlunde på samme måde som du beskriver jeres søn. 

Det her bliver sikkert et langt indlæg. Skrevet mest for at lette mit hjerte, men også meget gerne for at høre fra andre der skulle have stået i samme situation, andre der har haft der børn indlagt på en psykiatrisk afdeling for børn og unge.

 

Min søn er 8 år, blev i 2012/2013 udredt i århus og fik diagnosen : Behandlings krævende ADHD.

Derudover lider han af angst.

Han går i 3.klasse i almindelig folkeskole, har både søskende og mor og far i hans liv.

Skolen har ikke fungeret længe. Vores søn får intet lært. Han vil end ikke tage tasken med ind i klassen. Der er uro (de er 28 elever). Han får ingen støttetimer. Og lærene kan ikke ramme ham ind. Han fungere ikke socilat. Har mange konflikter. Han reagerer meget voldsomt, med vredesudbrud, på fuldstændige ubetydelige ting.

 

Medicin kan han ikke tage. Det er afprøvet de seneste par år. En del kan hans hjerte ikke tåle, da han får uregelmæssig hjerterytme mv, og det han kan tåle, kan han ikke sluge, da han har angst og er bange for at blive kvalt og dø.

 

Vi blev i fredags tilbudt at få ham indlagt, så man kan finde de redskaber og pædagoiske tiltag der kan hjælpe ham. Det er en langvarrig indlæggelse der er tale om.

Han kan kun udsættes for meget små mængder stress, før det påvirker ham. Hvis han kunne vælge, ville han bare være herhjemme hele tiden med mig og hans ipad.

Vi har sagt ja til indlæggelsen - og den er nu ved at blive planlagt.

Jeg har søgt og søgt på nettet, men savner kontakt til andre der har haft deres barn indlagt. Hvordan var forløbet, hvordan tog barnet det, hvordan kom familien igennem det. Hvad med arbejdet? Hvad med søskende? Og ikke mindst hvad med bagefter?

Jeg har brug for bekræftigelse i, at det valg vi har truffet er det rigtige, at der kommer noget godt ud af det, at min søn kommer ud, som en styrket glad dreng, med gode redskaber til at komme videre.

 

En af de ting der i forløbet skal tages stilling til, er bla skoleskift. Han skal gå i skole på afsnittet og de skal vudere hvor meget bagud han er i hans faglige udvikling.

Kun min mand og jeg kender til vores beslutning, og ingen andre i vores kreds skal vide noget, før vi har talt med vores søn omkring det. Og han bliver først informeret når vi kender en præsis indlæggelses dato.

Derfor har især jeg stor behov for andre i samme situation. Jeg føler at jeg svigter min søn, giver ansvaret til andre. Men det river mit hjerte ud, at jeg er nødtil at tage det her valg.

Jeg får SÅ svært ved at undvære ham herhjemme. Han høre til her, og jeg er kun rigtig glad når alle vores børn er hjemme og samlet. Jeg vil uden tvivl blive meget mærket af hans indlæggelse, de første uger, og jeg har brug for at vende mine tanker med andre, der ved hvad jeg snakker om.

1000 tak fordi du læste så langt.

Åh, det lyder hårdt. Jeg kan virkelig godt forstå dit behov for at snakke med andre ligesindede.

Jeg kan desværre ikke hjælpe med erfaringer.

Men et par spørgsmål: Hvorfor går din søn i almindelig folkeskole? Hvorfor ikke i det mindste en privatskole med større resourcer og lavere klassekvotient? Eller en specialskole? 

M.h.t. pillerne - det lyder måske som et åndssvagt spørgsmål, men har I prøvet at tænke kreativt? En hvilken som helst form for pille burde kunne blive skjult i en eller anden form for mad hvis man pulveriserer den.

Stort kram til hele familien.

modesty skriver:

Åh, det lyder hårdt. Jeg kan virkelig godt forstå dit behov for at snakke med andre ligesindede.

Jeg kan desværre ikke hjælpe med erfaringer.

Men et par spørgsmål: Hvorfor går din søn i almindelig folkeskole? Hvorfor ikke i det mindste en privatskole med større resourcer og lavere klassekvotient? Eller en specialskole? 

M.h.t. pillerne - det lyder måske som et åndssvagt spørgsmål, men har I prøvet at tænke kreativt? En hvilken som helst form for pille burde kunne blive skjult i en eller anden form for mad hvis man pulveriserer den.

Stort kram til hele familien.

En del specialbørn skal inkluderes i folkeskole.

I bund og grund tænker jeg det, som en ganske udemærket ide, så længe det er på barnets præmisser.

Vores dreng blev udredt, netop som inklusion var på det højeste. Det har aldrig været på tale med støtte eller special skole. Det blev besluttet at han skulle følges af ppr i skolen, og at ppr skulle være tilgængelig med vejledning mv.

Selv han blev udredt da han startede i 0.klasse, har ppr aldrig på noget tidspunkt været involveret i ham. På daværende tidspunkt var de kun 14 elever i klassen og han kunne bedre kapere det.

I 2.kl blev de to 1.klasser lagt sammen til en 2.klasse med 27-28 elever - Det væltede vores søn. Han trives ikke og fik flere vredesudbrud. Vi begyndte at overveje medicin og påbegyndte dette i 2.klasse. Desværre kunne han ikke tåle en del af medicinen og vi blev haste indlagt af flere gange på hjerte afdelingen.

Hvad ang medicinen : Alt det medicin der må indtages i pulver form (kapsel hvor indholdet tømmes ud, som ritalin og medikinet)- Det har han fint kunne tage, og han har været mere end villig til det. - Indholdsstoffet i de præperater kan han så bare ikke tåle. Han reagerer voldsomt på det meste medicin forøvrigt.

De piller der så anbefales, og som han faktisk kan tåle, dem må man kun tage i hel kapsel form (spørg mig ikke hvorfor) - og dem kan han simpelhen ikke få ned. Han prøver og prøver - får hjertebanken, græder og knuger hænderne mod maven.

Vi har talt og øvet 1 million gange, men han går total i panik. Han vil gerne, men kan simpelhen ikke få dem igennem halsrøret.

Derfor står vi nu her. En indlæggelse er nu nødvendig, både for at kunne ramme ham ordenligt ind uden medicin, og ikke mindst for at få andre øjne på, hvad den store klasse gør ved ham.

Han virker stresset og energi forladt. Han magter ikke simple små dagligdags krav, uden det ender i kæmpe konflikter. Der skal ske noget, så han kan komme ud af den her negative spiral.

Jeg hader at skulle indlægge ham, og jeg er bange for om det nu også er det bedste, men sammentidig må jeg have tiltro til, at de professionelle ved hvad de har med at gøre.

1000 tak for dit svar.

MorTil3+ skriver:

Kender ikke noget til at have barn indlagt, men kender til barn med svær ADHD og så forstår jeg ikke hvorfor han går i alm folkeskole. Min mands søn fra tidligere forhold går på specialskole og der er der 6 elever i klassen og 5 lærere/pædagoger. Tænker da bare at sådan et tilbud ville være bedre end en indlæggelse. Synes det virker så drastisk at indlægge et barn når man nu ved hva han fejler. Min mands søn ville heller ikke kunne fungere i en alm skole, faktisk ville han reagere nogenlunde på samme måde som du beskriver jeres søn. 

tak for svaret.

Har skrevet et langt svar til modesty, som beskriver forløbet lidt mere detaljeret, og hvor jeg også forklare mht skolen

En del specialbørn skal inkluderes i folkeskole.

 

I bund og grund tænker jeg det, som en ganske udemærket ide, så længe det er på barnets præmisser.

Vores dreng blev udredt, netop som inklusion var på det højeste. Det har aldrig været på tale med støtte eller special skole. Det blev besluttet at han skulle følges af ppr i skolen, og at ppr skulle være tilgængelig med vejledning mv.

 

Selv han blev udredt da han startede i 0.klasse, har ppr aldrig på noget tidspunkt været involveret i ham. På daværende tidspunkt var de kun 14 elever i klassen og han kunne bedre kapere det.

I 2.kl blev de to 1.klasser lagt sammen til en 2.klasse med 27-28 elever - Det væltede vores søn. Han trives ikke og fik flere vredesudbrud. Vi begyndte at overveje medicin og påbegyndte dette i 2.klasse. Desværre kunne han ikke tåle en del af medicinen og vi blev haste indlagt af flere gange på hjerte afdelingen.

 

Hvad ang medicinen : Alt det medicin der må indtages i pulver form (kapsel hvor indholdet tømmes ud, som ritalin og medikinet)- Det har han fint kunne tage, og han har været mere end villig til det. - Indholdsstoffet i de præperater kan han så bare ikke tåle. Han reagerer voldsomt på det meste medicin forøvrigt.

De piller der så anbefales, og som han faktisk kan tåle, dem må man kun tage i hel kapsel form (spørg mig ikke hvorfor) - og dem kan han simpelhen ikke få ned. Han prøver og prøver - får hjertebanken, græder og knuger hænderne mod maven.

Vi har talt og øvet 1 million gange, men han går total i panik. Han vil gerne, men kan simpelhen ikke få dem igennem halsrøret.

Derfor står vi nu her. En indlæggelse er nu nødvendig, både for at kunne ramme ham ordenligt ind uden medicin, og ikke mindst for at få andre øjne på, hvad den store klasse gør ved ham.

Han virker stresset og energi forladt. Han magter ikke simple små dagligdags krav, uden det ender i kæmpe konflikter. Der skal ske noget, så han kan komme ud af den her negative spiral.

Jeg hader at skulle indlægge ham, og jeg er bange for om det nu også er det bedste, men sammentidig må jeg have tiltro til, at de professionelle ved hvad de har med at gøre.

1000 tak for dit svar.

Ejjj, hvor er det også ærgerligt for jer med medicinen. OG det med klasserne der blev lagt sammen. Det lyder som om I har været rigtig uheldige. Jeg håber virkelig at I får et godt forløb nu, med den hjælp I har brug for.

Hvis ikke det offentlige kan komme med et godt skoletilbud til jer på den anden side af indlæggelsen kan I måske undersøge hvad der findes af private tilbud i jeres område? Det plejer at være overskuelige beløb og klasserne er typisk på cirka 20 børn. Bare en tanke. 

Held og lykke fremover.