Eksperthjælp: Baby 1 uge, mor er ked af det.

Lisbeth Jess

Halløj.
Jeg fødte en rask dreng for en knap en uge siden, fødslen var ukompliceret. Vi har været hjemme i et par dage, men jeg bøvler lidt med humøret. Jeg har grædt on/off siden vi kom hjem og føler mig en smule fanget i det at være blevet mor. Jeg synes min baby er lækker, men har ikke de store følelser for ham endnu. Jeg er normalt selvstændig og stærk men pt har jeg mest lyst til at min mand skal være ved mig heletiden. Jeg har ikke fortalt nogen om hvordan jeg har det.
Mit spørgsmål er, om det er en normal reaktion på alt det nye jeg skal tackle, altså en slags fødelsreaktion

Lisbeths svar

Hej Kære du !

Først stort tillykke med din lille dreng.

Det er en kæmpestor omvæltning at blive mor. først en lang graviditet, en måske hård fødsel, og så hele den store oplevelse af at skulle have ansvaret for et lille hjælpeløst babybarn.

Den store lykkefølelse kommer ikke altid som et lyn fra en klar himmel.Nogen gange tager det tid inden det nære bånd er opstået.

Usikkerheden om du er en god nok mor, får han mad nok, kan du læse ham, sover han godt nok, er han rask, trækker han vejret pænt. Alle disse tanker myldrer sikkert rundt i dig.? Det er helt normalt.

At være alene med ham uden din mand kan skabe en stor bekymring eller endog angst. 

De er vigtigt, du fortæller din mand, hvordan du har det, hormonerne drøner rundt i din krop og gråd on off er helt normalt.

Han skal lytte og rumme dig og være der når du har brug for ham. dine følelser skal ikke negliseres.Nyd ham sammen, læg jer, snak og hold om hinanden.

Ræk ud og bed om hjælp til de praktiske ting. Der må være bedsteforældre og venner der meget gerne vil gå en tur.med barnevognen eller lave noget praktisk.

Om du har en fødselsreaktion, ja det har du.Nogen gange går det hurtigt over når erfaringen omkring den lille ny er på plads. 

Gamle ting fra rygsækken kan poppe op og give nogle reaktioner, så nogen gange skal der mere hjælp til.

Det vigtige er , du  åbner og fortæller, hvordan du har det, så du kan få den hjælp og kærlige støtte, du lige nu har så meget brug for.

Vil bede dig ringe til din sundhedsplejerske i morgen og fortælle hvordan du har det.

Får du ikke besøg, må du skrive igen, og jeg vil støtte dig så godt det er muligt herfra.,

Sender dig et stort varmt støttende knus.

Varme Hilsner 

Lisbeth jess

Kære du

Vil bare lige fortælle dig, at dit indlæg rørte noget i mig. Jeg havde det fuldstændigt som du beskriver, det var frygteligt. Jeg var så bange for at gøre noget forkert, og følte mig fanget. Jeg savnede i den grad en voksen der kunne tage over, men pludselig var det jo mig der var den voksne.

Jeg turde ikke gå tur med baby, turde ikke bade hende eller ligge hende på maven. Når hun sov stirrede jeg bare på hende, af angst for om hun skulle rulle om på maven, eller blive kvalt i dynen.

Jeg synes det var mega angstprovokerende i ca 3 uger, så begyndte det at bedres. Hun blev mere og mere menneske, tog på i vægt, forsøgte at få øjenkontakt, sprællede mere mv.

Nu er hun snart 2 år, og et fantastisk lille menneske. Jeg tænker ind imellem stadig på, om ikke snart der kommer en voksen og tager over, når hun ikke vil sove, kaster med maden, eller bliver rasende i netto over at hun ikke må få en toiletbørste eller noget andet skørt.

Jeg vil bare sige til dig, du er ikke alene, og dine følelser er ikke forkerte. Det bliver bedre. Tal om det, giv dig selv lov at være ked og forvirret. Få din mand til at støtte dig. det skal nok gå:-)

Jeg vil også stemme i og sige, at det altså er helt normalt ikke at elske sit barn til skyerne i starten. Jeg har snakket med rigtig mange mødre, der siger, at de ikke elskede deres børn i starten, men derimod havde en stor beskyttertrang overfor den lille ny. Personligt tog det mig et par måneder, før jeg rigtigt kunne sige, at jeg elskede mit barn. Jeg tror, at jeg skulle lære mit barn at kende, før jeg kunne føle kærlighed til det på den måde. Og som sagt er det min erfaring, at det er meget normalt!

Så lad endelig være med at slå dig selv i hovedet med det, men hvis der er andre dybereliggende grunde til dit dårlige humør, så synes jeg bestemt, du skal tage kontakt til fx sundhedsplejerske. Det kan jo aldrig skade at snakke om det, og der er intet(!) pinligt eller unormalt ved at have de følelser, du har.

Jeg skrev faktisk noget lignende herinde, da min datter var spæd! Jeg havde bare ikke de der helt overvældende følelser for vores datter fra starten, og der gik rigtig lang tid, det skulle ligesom bygges op! Jeg synes da hun var sød og skøn, men elskede hende, det gjorde jeg ikke. Det kom snigende men det tog tid, og væsentlig længere tid end jeg havde regnet med. Jeg snakkede med nogle meget tætte veninder om det, og det var først meget senere end, hvad jeg nok burde have gjort! Og så fortryder jeg, at jeg ikke turde sige det til min sp... 

Jeg håber du kan se herinde, at du bestemt ikke er alene! 

Kæmpe kram herfra