Eksperthjælp: Lyver min bonusdatter?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.145 visninger
0 svar
0 synes godt om
21. juli 2016

Gitte Sander

Lyver min bonusdatter?
Jeg er på ferie med min kæreste og hans to piger på 10 og 13.
Her til morgen fandt min kæreste en stor brødkniv fra vores ferielejlighed nederst i sin kuffert. Vi konfronterede pigerne og efter en længere snak og en trykket stemning, blev den yngste meget ked af det, men benægtede at det var noget, hun havde gjort - hvis det var, kunne hun i hvert fald ikke huske det.
Jeg synes, det var meget alvorligt, da hvis vi ikke havde opdaget det måske ville være stoppet i lufthavnen på vej hjem, evt. involvering af politi osv., eller hvis min kæreste for den sags skyld havde skåret sig på kniven.
Vi fik ikke afklaret, hvad der var sket, og snakkede med pigerne om, at det jo godt kunne have været et uheld, den var endt der (vel vidende om, at set usandsynligt, da den lå pakket ned under alt tøj osv.)
Den yngste har dog haft et svingende humør det sidste lange stykke tid, og jeg har flere gane været i tvivl om hun har løjet om fx at være syg med opkast, når hun ikke havde symptomer på at være syg, havde været ved lægen (mange gange) for at tjekke maven, fordi hun havde ondt. Jeg har været bekymret og bliver nu bekymret for, om dette er et råb om hjælp, fordi hun mistrives.

Vi endte med at lægge hændelsen fra os, og så skulle vi alle fire ned g spille tennis. Her finder den yngste så ud af, at meget af hendes tøj er forsvundet. Der er ingen tegn på indbrud og ingen andre har nøglen til lejligheden - ingen adgangs af vinduer, altan osv., og det virker mærkværdigt, at det kun er børnetøj, der er forsvundet.

Jeg ville så gerne tro på ungerne, når de sagde, at det ikke var dem, at jeg kontaktede udlejeren og truede med at kontakte politiet. Jeg fik bekræftet, at det ikke kunne være indbrud og ingen andre havde adgang til lejligheden - i øvrigt har både iPad og kamera ligget fremme, så hvis der havde været tyve på besøg, ville de nok have haft interesse det.

Jeg endte med at skrue bissen lidt på, selvom min kæreste fastholdte, at pigerne ikke kunne finde på sådan noget.. Men der kunne ikke rigtig være en anden forklaring. Inden da havde min kæreste og jeg også gang i en mindre mistillidserklæring fra hans side, hvor han fik sagt, at det jo lige så godt kunne være mig. Jeg blev rasende og understregede, at jeg var den der var skredet, hvis han ikke troede på mig og prøvede også at appellere til hans logiske sans - vi landede den med, at det måtte være en af pigerne.

Da vi tog en mere alvorlig snak med pigerne sagde jeg, at jeg blev lidt firkantet, fordi der ikke var andre forklaringer, end en af de to havde gjort det.
Inden da havde jeg mange gange sagt, at det jo handlede om, at vi var bekymrede og gerne ville hjælpe dem, hvis der var noget galt, fyldte deres hoveder osv.
Den ældste sagde grædende at hun næsten havde lyst til at tage skylden for det, selvom det ikke var hende, så vi kunne komme ud af den trælse situation.

Den yngste sagde, at hun elskede sin far og jo ikke ville gøre ham ondt, hvis det nu havde været hende. Hun kunne jo godt have gjort det, men kunne ikke huske det nu. Måske var hun gået i søvne og havde gjort det, men kunne ikke huske det...

Den yngste var meget ked af det fra starten, men hun har fastholdt, at hun ikke kan huske det, hvis det var hende.

Min kæreste vil ikke rigtig erkende, at der er noget galt - han siger, at de jo aldrig har gjort sådan noget før...

Jeg er dybt frustreret, har svært ved at være nærværende, er skide urolig for, om det er den yngste, der lyver eller reelt ikke kan huske, at hun har gjort det. Jeg vil gerne tage det alvorligt, men er det overilet at sende hende til en psykolog? - hun har en historik for at have et svingende humør - sårbar og temperamemtsfuld på samme tid.
Jeg har ikke nogle håndfaste beviser for, at det er hende, i princippet kunne det lige så godt være den ældste eller for den sags skyld min kæreste, men det er jeg helt overbevist om, at det ikke er. Ville bare være forfærdeligt at anklage den lille for det, hvis det ikke var hende.

Jeg er uddannet lærer og har arbejdet med mange børn i den yngstes alder, har rådgivet forældre om lyvende børn og i professionelt perspektiv føles det klokkeklart, at det er den yngste, fordi hun har haft det svært den sidste tid.
Hendes mor har fæet en kæreste, der har en søn på 7, der har maveproblemer og får medicin - hendes ondt i maven startede efter det. (Ca. samme tid som jeg kom ind i familien for godt to år siden). Da hun var 'syg' med opkast, havde søsteren lige været det nogle uger inden og havde fået meget opmærksomhed. Søsteren har generelt fået meget opmærksomhed de sidste måneder pga. nonfirmation. Hendes mor er gravid, og boligsituationen har været usikker hjemme hos moren og vi har også snakket om at flytte. Vi har et fantastisk samarbejde med moren og hendes kæreste og var i foråret udenom rejse sammen alle sammen.

Ja.. Jeg er syv sind. Jeg ved ikke, om vi skal presse mere på, for at finde ud af, hvad der er sket. Om det ville hjælpe noget eller gære det værre. Min kæreste og jeg higer efter at få det opklaret og vil ikke blive sure - vil bare gerne vide, hvad vi skal handle ud fra. Hvis vi ikke får be- eller afkræftet, hvad der er sket, kan vi vel ikke rigtig gære mere.

Puha! Jeg trænger til sparring og et godt råd omkring, hvad jeg skal gøre, om der skal gøres mere, hvordan jeg kan hjælpe den lille, og hvordan min kæreste g jeg komme helskindet i fælles front ud på den anden side.

Bedste hilsner
Den bekymrede bonusmor



Gittes svar

Hej bonusmor,

Ja, det er da virkelig ikke bare en, men hele to mystiske historier, du fortæller.

Det, jeg tænker, når jeg læser de historier, er at ja, måske lyver hun og måske laver hun nogle opmærksomhedskrævende 'stunts' i familien. Men jeg ved det jo ligesom dig heller ikke, hvad der reelt foregår, men mystisk er det.

Jeg synes godt, at man kan kontakte familieafdelingen på baggrund af det, du fortæller. Omvendt er det måske også lidt meget at gøre ud af det, så jeg kan godt forstå at du er i tvivl. Men det der trækker mig i retningen af et ja, er at hun har ondt i maven.

En sådan beslutning må nødvendigvis tages af forældrene, og det er jo det vanskelige ved at være bonusforældre, at så kan man mene noget, men har reelt ikke beslutningskraften, medmindre man decideret ser en grov mistrivsel eller forsømmelse.

Så det jeg synes du kan gøre er at tale med din kæreste om det, og måske også med børnenes mor, som det lyder til at du har et godt forhold til.

Angrib sagen fra den vinkel, at du er bekymret. Det kan let skabe nervøsitet og reaktioner af følelser, når bonusforældre går ind og mener noget eller peger på noget i forhold til et barn. Så det er noget med at sige sin mening, men gerne på en nænsom måde, så ingen føler at de er dårlige forældre eller lignende.

Du kan måske også have in mente, at det er ikke usædvanligt at børn på 10 år lyver om noget eller ikke vil stå ved noget de har gjort, og at det er meget almindeligt at det kan vise sig som ondt i maven, hvis man ikke har det helt godt hos et barn i den alder. Træd varsomt og reager uden at dramatisere, så at sige.

På mig lyder det som om du har en god og relevant fornemmelse for børnene og at du reagerer på, at der er foregået et eller andet mystisk. Om pigen skal have hjælp eller ej, tror jeg vil vise sig. Måske har hun bare gjort de to mærkelige ting og vil ikke stå ved dem, ved måske ikke engang selv hvorfor hun har gjort det. Hvis det er hende, der har gjort det, kan det godt være et råb om opmærksomhed eller hjælp.

Dejligt med en opmærksom bonusmor :-)

Vh.

Gitte

 



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.