Er jeg på vej ned i et sort hul?

Jeg har haft nogle rigtig hårde dage de sidste par uger. Jeg bliver ked af det over det mindste. Jeg bliver såret når kæresten hæver stemmen overfor mig og jeg overfor ham. Jeg græder tit når min 4 måneder gamle søn græder og jeg har svært ved at trøste ham. Jeg græder meget nogle dage og bliver hurtigt sur og frustreret. Jeg føler jeg er kok, rengøringskone, barnepige - alt andet end en kæreste og en mor. Jeg føler mig ikke værdsat. Jeg føler ikke jeg slår til som mor. Jeg har lige været indlagt på børneafdelingen i 3 døgn med den lille fyr, de fleste af hans vågne timer gik med at skrige og nægte flasken. Blev udskrevet lørdag med en gladere og rask dreng. Jeg føler ikke jeg slår til som kæreste. Jeg vrisser stort set af min kæreste hver gang jeg siger noget til ham. Han hører aldrig efter første gang jeg siger ting til ham. Jeg bliver sindssyg af det! Han er begyndt at ornanere, i stedet for at komme til mig. Han siger han har problemer med at den bliver ret øm dagene efter sex pga mulig forhudsforsnævring. Jeg vil gerne tro ham men spørger så mig selv hvorfor han så ornanere - det må da også gøre ondt. sex har vi ikke meget af i forvejen selvom jeg forsøge minimum én gang i ugen at lægge op til noget. Jeg er begyndt at tvivle på om han elsker mig selvom han siger det gør han. Han sidder tit med sin mobil imens vores søn søger ham og prøver at få kontakt. Tit er jeg nødt til at sige "skat prøv lige at snakke med ham, han kigger på dig!" og ofte flere gange før han gør det. 

Lægger jeg for meget i alle mine tanker? Jeg føler det bliver værre og værre. Idag knækkede filmen og jeg var nødt til at efterlade vores søn hjemme sammen med sin far og køre hjem til min søster og tude mine øjne ud og hyle ordene " jeg aner ikke hvad der er galt med mig!"

Er jeg ved at udvikle en efterfødselsreaktion? Eller har jeg det allerede?! 

Anonym skriver:

Jeg har haft nogle rigtig hårde dage de sidste par uger. Jeg bliver ked af det over det mindste. Jeg bliver såret når kæresten hæver stemmen overfor mig og jeg overfor ham. Jeg græder tit når min 4 måneder gamle søn græder og jeg har svært ved at trøste ham. Jeg græder meget nogle dage og bliver hurtigt sur og frustreret. Jeg føler jeg er kok, rengøringskone, barnepige - alt andet end en kæreste og en mor. Jeg føler mig ikke værdsat. Jeg føler ikke jeg slår til som mor. Jeg har lige været indlagt på børneafdelingen i 3 døgn med den lille fyr, de fleste af hans vågne timer gik med at skrige og nægte flasken. Blev udskrevet lørdag med en gladere og rask dreng. Jeg føler ikke jeg slår til som kæreste. Jeg vrisser stort set af min kæreste hver gang jeg siger noget til ham. Han hører aldrig efter første gang jeg siger ting til ham. Jeg bliver sindssyg af det! Han er begyndt at ornanere, i stedet for at komme til mig. Han siger han har problemer med at den bliver ret øm dagene efter sex pga mulig forhudsforsnævring. Jeg vil gerne tro ham men spørger så mig selv hvorfor han så ornanere - det må da også gøre ondt. sex har vi ikke meget af i forvejen selvom jeg forsøge minimum én gang i ugen at lægge op til noget. Jeg er begyndt at tvivle på om han elsker mig selvom han siger det gør han. Han sidder tit med sin mobil imens vores søn søger ham og prøver at få kontakt. Tit er jeg nødt til at sige "skat prøv lige at snakke med ham, han kigger på dig!" og ofte flere gange før han gør det. 

Lægger jeg for meget i alle mine tanker? Jeg føler det bliver værre og værre. Idag knækkede filmen og jeg var nødt til at efterlade vores søn hjemme sammen med sin far og køre hjem til min søster og tude mine øjne ud og hyle ordene " jeg aner ikke hvad der er galt med mig!"

Er jeg ved at udvikle en efterfødselsreaktion? Eller har jeg det allerede?! 

Jeg ved ikke om du har efterfødselsreaktion.. men du lyder i hvert fald meget meget træt og udmattet. Hvornår har du taget en dag kun til dig selv? Gået ud med veninderne eller lignende? Da min datter var helt lille, tog jeg nogle gange ud, og lod far passe hende. Jeg følte det var nødvendigt for jeg kunne bevare forstanden og få noget energi, ikke mindst fra andre mennesker og omverdenen. Måske kan du prøve at gøre det i første omgang? Man er jo ikke helt sig selv og har mærkelige tanker osv hvis man er virkelig træt og brugt..

Kære Ven. 

Du har næsten lige født. Jeg går ud fra at dette er dit første barn. Hele dit liv er vendt på hovedet. Intet er som man forestiller sig " livet med børn vil være". Din lille prins har også været indlagt nogen dage, hvilket er ret krævende og udmattende. 

Det, jeg i virkeligheden hører dig sige er at " du har brug for tid til dig selv, tid til at få en lur/slappet lidt af, blive værdsat og hjulpet af din kæreste". Din kæreste har "lænt" sig lidt for langt tilbage i sofaen, istedet for at træde i karakter. Du har måske taget 80% af ansvaret derhjemme. Kan du ikke sætte dig ned og tage en snak med ham, omkring dine behov? Du har brug for at mærke dig selv, tal evt. med sundhedsplejersken om dette, det gjorde jeg og hun var en mega god hjælp. Nu ved jeg ikke hvor du bor men i nogen kommuner tilbyder de at man kan komme i en gruppe " forældre for første gang", dette er et kanon godt tilbud. 

Om du er ved at få en fødselsdepression kan jeg ikke afgøre men du har også været "på" det sidste stykke tid. Man er ramt af hormoner, livet/parholdet har ændret sig. Ærlig talt så tror jeg du er en stærk person som gennemgår en svær periode samt føler sig meget alene og efterladt af kæresten. Du har kunne mærke på dig selv at nu magtet du ikke mere og lod din søn være hos sin far, imens du var hos din søster, flot at du kan anerkende det og reagere på det. hvordan tacklede din kæreste det, da du kom hjem igen?

Jeg sender dig et kæmpe knus, fra en som selv har været der.