Putningen af 2 år 8 mdr

vi har hver aften store udfordringer med at putte vores datter på 2 år 8 mdr. 

Hun bliver puttet omkring kl 19.30-19.45, vi børster tænder, læser og hun får lidt mælk. Herefter starter mor med at være på værelset, så far og herefter kun mor der dur. 

Vi sidder kort hende hvorefter vi går ud, men efter nogle gange bliver hun vil ulykkelig og klammer sig til mor. Og det ender ofte med at mor sidder indtil hun sover. Gerne efter en time ca. 

Vi ønsker, at vi kan sige godnat og gå lidt frem og tilbage uden hun bliver så ulykkelige. Det taget hårdt på en selv og parforholdet. 

Hjælp søges? 

Hvordan foregår jeres putningen? 

lau85 skriver:

vi har hver aften store udfordringer med at putte vores datter på 2 år 8 mdr. 

Hun bliver puttet omkring kl 19.30-19.45, vi børster tænder, læser og hun får lidt mælk. Herefter starter mor med at være på værelset, så far og herefter kun mor der dur. 

Vi sidder kort hende hvorefter vi går ud, men efter nogle gange bliver hun vil ulykkelig og klammer sig til mor. Og det ender ofte med at mor sidder indtil hun sover. Gerne efter en time ca. 

 

Vi ønsker, at vi kan sige godnat og gå lidt frem og tilbage uden hun bliver så ulykkelige. Det taget hårdt på en selv og parforholdet. 

Hjælp søges? 

Hvordan foregår jeres putningen? 

Må jeg spørge om hvad du laver når du sidder og venter på hun falder i søvn? Sidder du på sengekanten? Er der helt mørkt? Giver hun udtryk for hvorfor hun græder, hvad der er galt, hvis I spørger hende?

Det lyder meget normalt at hun gerne vil have tryghed. Jeg ville blive hos hende og se om trygheden kunne hjælpe hende til at falde hurtigere til ro. Men jeg tror også på at ungerne har brug for tryghed og nærvær istedet for at forsøge at tvinge dem til at falde i søvn selv. 

Min erfaring er også at det føles langt nemmere hvis man acceptere deres behov istedet for at skabe kampe. 

Til gengæld ville jeg ikke acceptere at det kun var mor det duede men skiftes hvis du ikke magter det. 

Hvis den anden så sørger for alle de praktiske ting imens vasketøj opvask evt arbejde mv vil jeg mene der er massere af tid til at pleje parforholdet bagefter. 

Vores datter er 2 år og 2mndr., og vi har nu rimelig veletableret og fredelig putning hver aften. Men vi har også haft kampe. Hun har også været meget ulykkelig, græd og ville ikke i seng. Det sker nogle gange også nu, hvis hun f.eks. har sovet i vores seng under sygdom, og så ikke vil sove i egen seng igen. Og så er det også kun mor der duer her. Men jeg holder mig til samme mønster der er blevet fastlagt, altså hun hjælper med at lave sin flaske med mælk, drikker, får ble på, så vælger hun en bog, kommer i seng, mens jeg læser bogen. Jeg spørger om hun vil have musik, tænder musikken i babyalarmen, tænder stjerner i loftet, hun får kys, sammen med hendes dyr, og så siger jeg hun skal lukke øjne, og hun får nus i håret.. 

Men dengang hun ikke ville, så kæmpede vi også, skiftedes til at gå ind til hende, nogle gange faldt far i søvn på gulvet ved siden af hendes seng osv. Jeg mener, at det der har hjulpet mig, er at finde kompromis med hende. Jeg snakker meget med min datter, forklarer hende altid hvad der sker og hvad der skal til at ske og hvorfor (både mormor og far synes måske det er for meget). Så når hun græd og skreg, prøvede jeg at få hende til at sætte ord på hvorfor hun var ulykkelig. Hun kunne prøve at sige, at hun vil have jeg skulle tage hende op, og så forklarede jeg at det ikke kommer til at ske, men.. jeg kan lægge mig ned på gulvet og holde i hånd. Så blev hun glad og syntes det var super. Hvis jeg ikke måtte gå, så forklarede jeg, at jeg vil gerne gå alligevel, men jeg kan lade døren stå åben, og jeg er lige ved siden af. Når hun i dag gerne vil i min seng, forklarer jeg at det ikke kommer til at ske i dag, bare fordi hun græder, men vi kan jo godt gøre det en anden gang, og hvor hyggeligt det så bliver. Jeg ved godt hun ikke forstår alt, og kan rationalisere sig frem til samme konklusioner, men det hjælper altså os.

Altså mit råd er, at I ikke bare gør som hun kræver. Selvfølgelig skal hun trøstes, men så må I efter trøstningen gøre noget lidt andet end det hun vil, finde en mellemting. At du måske sætter dig lidt længere væk fra sengen. Når det er blevet normalt, laver noget andet, der er mere i retning af det ønskede scenarie, osv. Giver det mening? Alle børn er jo forskellige, ikke sikkert det passer så godt til jer..