Så har det fået et navn..

Jeg er endnu ikke klar til at stå frem med navn, så tråden forbliver anonym. 

Jeg er fornylig blevet udredet gennem psykiatrien og blevet dianogsticeret med skizoaffektiv psykose, 27 år gammel!

Jeg har siden mine tidlige teenageår haft det svært psykisk, men har alligevel formået at klare mig igennem folkeskolen, gymnasiet og videregående uddannelse, samt få 3 børn og en dejlig mand ved min side. Jeg har dulmet mig med cannabis når det har været slemmest, så mit hoved har kunne få ro. Dog aldrig mens jeg hat været gravid/ammet. Der har jeg kun været på "alm." antidepressiver. 

Men så står jeg så her, nu .. Psykose alligevel?! Det lyder voldsomt i mine ører, men jeg kan jo sagtens se mønstrerne og symptombilledet derfra er mig, beskriver mig og mine følelser. Jeg har gennem mit forløb med min udredning fået mange svar/forklaringer på hvorfor jeg nogle gange har handlet som jeg har gjort/hvorfor jeg har jagt det som jeg har. Det er enormt rart, men også en lidt kuk-kuk følelse at sidde med. Hvad gør man lige herfra?

Uniddelbart er det pt. kun min mand som kender til det hele, men hvordan fortæller man sådan noget til andre mennesker? Og fortæller man det overhovedet? Hvad siger man, hvis man siger noget? 

Jeg skal opstarte på medicin, noget lidt krads noget og vidst også lidt forskellige præparater. Jeg gruer for bivirkningerne, men glæder mig alligevel også lidt hvis det kan betyde jeg får en oplevelse af ro og "normalitet" oppe i mit hoved. 

Jeg vil enormt gerne høre, hvis der er andre herinde der har erfaringer eller oplevelse med samme eller noget lignende. 

Jeg har ingen erfaring at dele - men jeg tænker, det måske er enklest i starten kun at dele det med dem, som måtte være direkte berørt. F eks hvis det viser sig, at der er bivirkninger, som gør, at du har behov for, at folk omkring dig tager hensyn på en eller anden måde. Så kan man holde et lidt praktisk fokus på det, og så kan du gå mere i dybden med forklaringerne, når du selv føler dig klar til det.

Jeg håber, medicinen får god effekt.

Ciss skriver:

Jeg har ingen erfaring at dele - men jeg tænker, det måske er enklest i starten kun at dele det med dem, som måtte være direkte berørt. F eks hvis det viser sig, at der er bivirkninger, som gør, at du har behov for, at folk omkring dig tager hensyn på en eller anden måde. Så kan man holde et lidt praktisk fokus på det, og så kan du gå mere i dybden med forklaringerne, når du selv føler dig klar til det.

Jeg håber, medicinen får god effekt.

Ja, god plan. Jeg føler heller ikke det store behov pt for at alle skal vide det - ikke fordi jeg er flov over det eller noget. 

Måske også fordi jeg lidt har tanker som at nu har folk kendt mig og jeg har været som jeg er de sidste 27 år, så har jeg ikke lyst til at skulle modtage løftede øjenbryn/særbehandling etc. fordi der nu er kommer en diagnose henover mig.

Tak for kram! 

Hvor må det være dejligt for dig at have fået svar. 

Jeg har det selv svært til tider, har mindre psykoser men er aldrig blevet udredt. Jeg tør ikke og lige nu har jeg det godt. 

Jeg ville kun fortælle mine nærmeste det, ikke altså forstår sig på psykiske sygdomme

Jeg er endnu ikke klar til at stå frem med navn, så tråden forbliver anonym. 

Jeg er fornylig blevet udredet gennem psykiatrien og blevet dianogsticeret med skizoaffektiv psykose, 27 år gammel!

Jeg har siden mine tidlige teenageår haft det svært psykisk, men har alligevel formået at klare mig igennem folkeskolen, gymnasiet og videregående uddannelse, samt få 3 børn og en dejlig mand ved min side. Jeg har dulmet mig med cannabis når det har været slemmest, så mit hoved har kunne få ro. Dog aldrig mens jeg hat været gravid/ammet. Der har jeg kun været på "alm." antidepressiver. 

Men så står jeg så her, nu .. Psykose alligevel?! Det lyder voldsomt i mine ører, men jeg kan jo sagtens se mønstrerne og symptombilledet derfra er mig, beskriver mig og mine følelser. Jeg har gennem mit forløb med min udredning fået mange svar/forklaringer på hvorfor jeg nogle gange har handlet som jeg har gjort/hvorfor jeg har jagt det som jeg har. Det er enormt rart, men også en lidt kuk-kuk følelse at sidde med. Hvad gør man lige herfra?

Uniddelbart er det pt. kun min mand som kender til det hele, men hvordan fortæller man sådan noget til andre mennesker? Og fortæller man det overhovedet? Hvad siger man, hvis man siger noget? 

Jeg skal opstarte på medicin, noget lidt krads noget og vidst også lidt forskellige præparater. Jeg gruer for bivirkningerne, men glæder mig alligevel også lidt hvis det kan betyde jeg får en oplevelse af ro og "normalitet" oppe i mit hoved. 

Jeg vil enormt gerne høre, hvis der er andre herinde der har erfaringer eller oplevelse med samme eller noget lignende. 

Nu har jeg ikke samme lidelse som dig men har nok haft fået samme slags medicin som du nok skal til at ha. Inden jeg fik en diagnose fik jeg en masse medicin. Blandt andet seroquel (antipsykotisk), lithium (stemningsstabiliserende), orfiril long (antiepilektika) og oxapax (beroligende). Og har fået det meget bedre efter jeg stoppede med medicinen, men igen vi har heller ikke samme diagnose. Da jeg fik medicinen havde de mistanke om at jeg var bipolar, men er nu diagnosticeret med borderline. Fik så meget medicin at jeg blev følelseskold blev ligeglad med alting, følte mig nærmest som en zombie, men det havde jo så en effekt på de store humørsvingninger jeg havde. 

MorTil3+ skriver:

Nu har jeg ikke samme lidelse som dig men har nok haft fået samme slags medicin som du nok skal til at ha. Inden jeg fik en diagnose fik jeg en masse medicin. Blandt andet seroquel (antipsykotisk), lithium (stemningsstabiliserende), orfiril long (antiepilektika) og oxapax (beroligende). Og har fået det meget bedre efter jeg stoppede med medicinen, men igen vi har heller ikke samme diagnose. Da jeg fik medicinen havde de mistanke om at jeg var bipolar, men er nu diagnosticeret med borderline. Fik så meget medicin at jeg blev følelseskold blev ligeglad med alting, følte mig nærmest som en zombie, men det havde jo så en effekt på de store humørsvingninger jeg havde. 

Tusind tak for svar! 

Havde du nogle bivirkninger ved medicinen? 

Det frygter jeg nemlig lidt .. Jeg skal starte op i arbejde efter endt barsel til efteråret nemlig, og det passer tidsmæssigt med jeg nok også starter medicinen op der... Muligvis lidt før, men tænker det desværre nok stadig kommer til at overlappe hinanden lidt. 

Jeg frygter især vægtstigning .. olle at det er en "slem" bivirkning som sådan fysisk ift feks arbejde, men det er mere sådan psykisk. Kæmper stadig med graviditetskiloerne, og ville have det svært psykisk med det blev værre end det er nu.

Tusind tak for svar! 

Havde du nogle bivirkninger ved medicinen? 

Det frygter jeg nemlig lidt .. Jeg skal starte op i arbejde efter endt barsel til efteråret nemlig, og det passer tidsmæssigt med jeg nok også starter medicinen op der... Muligvis lidt før, men tænker det desværre nok stadig kommer til at overlappe hinanden lidt. 

Jeg frygter især vægtstigning .. olle at det er en "slem" bivirkning som sådan fysisk ift feks arbejde, men det er mere sådan psykisk. Kæmper stadig med graviditetskiloerne, og ville have det svært psykisk med det blev værre end det er nu.

Kan ikke mindes nogle bivirkninger ved det, det er mange år siden. Men vægtstigning var der i hvert fald ikke. Men feks ved lithium skulle jeg ha taget blodprøver hver uge, da det er meget hårdt for nyrerne så der skulle de hele tiden følge mine nyeretal.