Min første fødsels blev jeg sat igang og det blev en lyn fødsel. Vandet gik på anden dagen for igangsættelsen og fra det gik og første ve som kom lige samtidig gik der kun 3½ time til min søn var født
Derfor har jeg været ret nervøs/spændt på hvordan det ville gå denne gang. Har snakket med min JM om det og fik af vide at jeg skulle ringe så snart der var optakt til noget og fortællet om at det var gået meget hurtigt første gang.
I tirsdag (5/7) skete der så noget, det var ikke meget men stadig en følelse som jeg ikke hvade prøvet før. Da det havde stået på i en lille time, besluttede jeg mig for at ringe til fødegangen. JM som jeg snakkede med sagde at det var veer, men ikke nogle særligt stærke veer, så hun synes jeg skulle lægge mig til at sove og så ringe igen hvis jeg skete mere. Hun synes samtidig også det var en fin ide at varsko dem der skulle passe vores søn, mens vi var væk. Så vi fik ringet til mine forældre, som bor 20 min væk, og sagt at de gerne lige måtte have mobilen med sig i seng. Samt min kæreste ringede på hos naboen for at sikre sig hun var hjemme. Hvis nu vi havde behov for at tage afsted inden mine forældre kunne være der.
Nå men det gik i sig selv igen og der skete ikke mere. Men så igen i dag. kom der veer og denne gang kraftigere end sidst, stadig ikke noget voldsomt. Men de kom meget hyppigt, så ringede til fødegangen igen og de sagde jeg skulle komme ind, de havde dog ret travlt fik vi af vide. Jeg ringede igen til mine forældre og de kom 20 min efter. Min mor blev hos vores søn og min far kørte os på Skejby. Vi aftalte at han lige skulle vente en halv time. Hvis vi nu blev sendt hjem igen. Der gik så ca. halv time inden jeg blev undersøgt. Fik besked om at jeg stadig havde 1 cm tilbage af livmoderhalsen og at jeg slet ikke var åben endnu. Vi nåede lige at fange min far inden han kørte hjem igen.
Kan bare ikke lade være med at have følelsen af at jeg hele tiden råber ulven kommer og så sker der ikke noget alligevel. Andre der har haft det lige sådan?
Anmeld
Citér
