Hej
jeg er ved at gå ud af mit gode skin. Har en søn på næsten 7 uger. Min mand er meget hidsig af natur men har fået og får hjælp til at takle det.
Men efter baby er født og søvnen mangler går det ikke skide godt med vores forhold. Det ender i et skænderi. Min mand bliver ypper hidsig. Han har vores vågne søn på armen og råber og råber højere og højere. Vores søn lægger sig til at sove i alt det her. Jeg får endelig taget vores søn ud af fars arme og holder ham tæt til mig. Men han sover dybt.. Og far råber jo videre. Jeg lægger søn i et andet rum og får ro på huset. Dette skete i forgårs..
min mand får altid kræftig migræne når han er hidsig så vi får ikke snakket tingene i gennem lige med det samme.
i går sker der så det at min datter på 3 år får et hys anfald som 3 årige nu gør. Igen var min søn vågen og igen falder han hurtigt i søvn.. Da far endelig vågner har han stadig hovedpine. ( kl er næsten 23 om aften) Jeg var selv træt og bekymret og følte at vi virkelig skulle snakke om det her. Han får hævet stemmen lidt ( ikke råbt) og bum baby sover. Jeg græder.
fortæller ham hvad der er sket i dag. Men han er helt kold. Det er ikke hans skyld at baby sover når storesøster græder, det er storesøsters skyld. Og min skyld her til sidst da jeg jo græd og derfor sover baby. Jeg er helt i chok. Han har aldrig på den måde fralagt sig ansvar og nu på netop dette emne som jeg virkelig syntes er vigtigt.. Nu sover han og baby og jeg sidder her i mørket ude af stand til at sove og ude af mig selv..
jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.. At far er sådan er sekundært. ved ærligtalt ikke om jeg kan blive hos ham pt. Det må dagen i morgen vise, men skulle jeg blive så bliver det med krav om at dette tages med en psykolog. Men jeg er pt alt for bange for at far vil råbe igen til at blive tror jeg..
Men hvad fanden gør jeg med min søn? Selv hvis jeg går fra far vil han jo have oplevet dette.. Hvordan får jeg min trygge søn tilbage? Storesøster vil jo have sine skrigeture ( han har slet ikke reageret på dem før nu) hvordan forhindre jeg dette i at blive et ar på sjælen?
Håber virkelig nogen har et godt råd..
Det skal måske lige siges at før baby kom havde vi det dejligt sammen og min mand takkede sin hidsighed super flot og jeg er klar over muligheden for at han har en fødselsdepression men dette afviser min mand 100% og nægter overhoved at overveje det som muligt. Og vil jo gerne støtte ham men kan bare ikke vente på at min mand kommer igennem det hvis det betyder min søns tryghed.. Derfor er jeg også super ked af muligvis at skulle forlade ham da han jo ikke er sådan normalt.. Han er før blevet forladt på grusom måde så pakker jeg en taske og går ( selvom han ved det kun er et par dage og han ved hvor jeg er så ville han ikke kunne klare det og det ville helt sikkert koste vores forhold)
jeg har slet ikke lyst til at forlade ham og ved han ikke er sådan men pt føler jeg at det er det eneste jeg kan gøre for i det mindste at begrænse skaderne på min dejlige baby..
Nogen der har et godt råd?
Jeg stod i en lignende situation for 3 år siden jeg havde født, og min mand var højtråbende og udadreagerende, da vores datter var 3 uger gammel reagerede hun på min mands adfærd ved at stoppe med at spise, vi blev indlagt og de fandt ud af det var en reaktion på hendes fars adfærd, hun er nu 3 år gammel, og hver gang hun skal prøve noget nyt eller utrygt, eller hun bare er syg så stopper hun med at spise, hvilket har gjort hun er undervægtig, og hun har svært ved at indtage næring nok til at holde vægten bare, så i perioder får hun protein drik, for hun skal tabe dog yderligere, men pointen er at min mand og min datter kendte kun hinanden i 3 uger, det var længe nok til at hun udviklede, det lægerne kalder en spise forstyrrelse, det har koste rigtig mange kræfter både fra mig men især også min datter at nå dertil hvor vi er idag, hvor hun spiser lidt mad næsten hver dag, utrolig mange læger og syghusbesøg.....
Mit råd er at du bliver nød til at komme væk,for dit barns skyld. Om ikke andet så indtil han har fået det bedre, jeg tror at det at din baby ligger sig til at sove i stedet for at reagere med at blive ked af det og sur, når far råber, er bekymrede, hvis han er stoppet med at reagere på den utrygge adfærd, der kommer når far bliver højrøstet, kan blive et mønster, som det blev med min datters spiseproblemer, at han ligger sig til at sove virker måske uskyldigt, men han undertrykker andre følelser som han burde reagere på, min datter er f.eks. Langt bagud i hendes følelsesmæssige udvikling, netop fordi hun har reageret ved ikke at spise, i stedet for at have en naturlig reaktion på nye og utrygge ting, og jeg tænker at din søn kunne få de samme følelsesmæssige skader..
Så kom væk fra ham til han har fået styr på sit temperament igen og så lige et stort kram til sidst, det er ikke en sjov situation at stå i, men man må prioritere sine børn først og ud fra hvad du skriver tror jeg ikke at dit barn har det trygt og godt i den situation i er i nu....
Held og lykke fremover 
