Hård barndom

Hej alle,

jeg har en datter på 5 år som jeg elsker overalt på jorden. Jeg er nu 38 år og har mere eller mindre droppet at få barn nr. 2 med min mand. Årsagen er mange underlivsproblemer over længere tid, faktisk siden jeg gik ned med stress i 2010 og fødslen af min datter i 2011 ved kejsersnit, to måneder efter mistede jeg min veninde igennem folkeskolen, hun døde af sygdom og jeg nåede ikke rigtigt at sige farvel.

Jeg har desværre altid været nervøst anlagt fordi jeg har haft en hård barndom med en far med narcissistiske træk, en psykisk sårbar mor, som jeg følte jeg havde ansvaret for og langvarig mobning igennem ti år i folkeskolen. Jeg har aldrig tænkt over at jeg faktisk længe har været angst og haft tendens til depressive perioder. Indtil 2010 da jeg blev udsat for stress som salgslederens højre hånd i en butik. her foregik der også lidt mobning som jeg var ekstremt sårbar overfor. Jeg har aldrig fået psykologhjælp for det der skete i min barndom, har bare gået rundt med en kæmpe skyldfølelse.

Jeg fik dog taget to erhvervsuddannelser og har arbejdet som salgsassistent/sælger igennem ti år. Jeg har også arbejdet som sekretær i sundhedssektoren. Men nu hvor min datter er 5 år og jeg er fuldstændig på bar bund rent karrieremæssigt er jeg gået helt ned. Aner ikke hvem jeg er og kan ikke mærke mine egne behov. Jeg har fået en henvisning til en psykolog og har været hos hende 2 gange. Jeg føler mig meget deprimeret og træt og har meget lavt selvværd. Jeg er bange for at jeg ikke kan være der for min datter i fremtiden hvis hun får problemer. Jeg døjer med underlivet i form af endometriose, irritabel tarm og blære smerter. Jeg har de her angst symptomer jævnligt men er bedre nu hvor jeg er sygemeldt. Jeg er bekymret for mit helbred og for fremtiden.

Nå det blev lidt langt men har så mange tanker og har brug for at dele dem med nogen. Jeg har så mange sociale udfordringer og er glad for jeg har min mand som beskytter mig.

Jeg vil bare gerne fortælle min historie og spørge nogen, om de tror der er lys for enden af tunnelen selvom jeg aldrig har fået bearbejdet barndommen? Føler det hele er meget håbløst lige nu

Hej alle,

jeg har en datter på 5 år som jeg elsker overalt på jorden. Jeg er nu 38 år og har mere eller mindre droppet at få barn nr. 2 med min mand. Årsagen er mange underlivsproblemer over længere tid, faktisk siden jeg gik ned med stress i 2010 og fødslen af min datter i 2011 ved kejsersnit, to måneder efter mistede jeg min veninde igennem folkeskolen, hun døde af sygdom og jeg nåede ikke rigtigt at sige farvel.

Jeg har desværre altid været nervøst anlagt fordi jeg har haft en hård barndom med en far med narcissistiske træk, en psykisk sårbar mor, som jeg følte jeg havde ansvaret for og langvarig mobning igennem ti år i folkeskolen. Jeg har aldrig tænkt over at jeg faktisk længe har været angst og haft tendens til depressive perioder. Indtil 2010 da jeg blev udsat for stress som salgslederens højre hånd i en butik. her foregik der også lidt mobning som jeg var ekstremt sårbar overfor. Jeg har aldrig fået psykologhjælp for det der skete i min barndom, har bare gået rundt med en kæmpe skyldfølelse.

Jeg fik dog taget to erhvervsuddannelser og har arbejdet som salgsassistent/sælger igennem ti år. Jeg har også arbejdet som sekretær i sundhedssektoren. Men nu hvor min datter er 5 år og jeg er fuldstændig på bar bund rent karrieremæssigt er jeg gået helt ned. Aner ikke hvem jeg er og kan ikke mærke mine egne behov. Jeg har fået en henvisning til en psykolog og har været hos hende 2 gange. Jeg føler mig meget deprimeret og træt og har meget lavt selvværd. Jeg er bange for at jeg ikke kan være der for min datter i fremtiden hvis hun får problemer. Jeg døjer med underlivet i form af endometriose, irritabel tarm og blære smerter. Jeg har de her angst symptomer jævnligt men er bedre nu hvor jeg er sygemeldt. Jeg er bekymret for mit helbred og for fremtiden.

Nå det blev lidt langt men har så mange tanker og har brug for at dele dem med nogen. Jeg har så mange sociale udfordringer og er glad for jeg har min mand som beskytter mig.

Jeg vil bare gerne fortælle min historie og spørge nogen, om de tror der er lys for enden af tunnelen selvom jeg aldrig har fået bearbejdet barndommen? Føler det hele er meget håbløst lige nu

 

Jeg synes helt sikkert, at du bør fortsætte hos psykolog og få bearbejdet din barndom ellers er der risiko for, at du går helt ned i fremtiden, hvilket vil påvirke din datter.

Har du prøvet at meditere? Det er meget effektivt mod angst.

Selv om alt er hårdt svært og smerter. Ved du hvad så gør du det rigtige for dig selv og dit barn

du søger hjælp og det er det stærkeste du kan gøre lige nu pyt med hvad du vil med din fremtid. Slap af og luk op for den hjælp du har. Så skal alt det andet nok komme.

Tak for jeres svar. Skal prøve at undersøge meditation og se om det er noget for mig. Tak for din støtte B&J. Ja ved inderst inde godt at jeg gør det rigtige, synes bare det går meget langsomt det hele lige nu! Har lige været ude at gå en lang tur og det hjælper på alle tankerne.

Pædagogerne i min datters børnehave er opmærksomme på problemet og de støtter både mig og min datter meget. Jeg er meget bevidst om hvad jeg IKKE skal gøre når jeg opdrager min datter, f.eks. aldrig at give hende ansvar for mine følelser, fortælle hende åbent og ærligt at jeg klarer mine egne problemer og at det skal hun ikke tænke på og fortælle hende at jeg elsker hende. I øvrigt også et godt råd fra pædagogerne. Hun er den gladeste og dejligste pige og har mange venner i børnehaven. Jeg vil nok gøre alt for at hun ikke bliver udsat for mobning.

Men hold da fast hvor er det svært med alle mine egne følelser! Skal lære ikke at please alle og passe på mig selv. Jeg behøver ikke at blive noget stort i fremtiden men økonomien bekymrer mig også. Der er ikke mange der tror jeg er deprimeret fordi jeg altid er smilende og virker til at have tjek på tingene og har altid fået gode udtalelser og karakterer. Men det er jo desværre en rolle jeg har indlært for at kunne overleve rent socialt...men ingen ved at jeg græder indeni og at det giver mig de værste muskelspændinger....Tror I man kan komme ud af sådan en indgroet "rolle"?. Er bange for at mine gamle vaner ikke kan ændres...

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Skal prøve at undersøge meditation og se om det er noget for mig. Tak for din støtte B&J. Ja ved inderst inde godt at jeg gør det rigtige, synes bare det går meget langsomt det hele lige nu! Har lige været ude at gå en lang tur og det hjælper på alle tankerne.

Pædagogerne i min datters børnehave er opmærksomme på problemet og de støtter både mig og min datter meget. Jeg er meget bevidst om hvad jeg IKKE skal gøre når jeg opdrager min datter, f.eks. aldrig at give hende ansvar for mine følelser, fortælle hende åbent og ærligt at jeg klarer mine egne problemer og at det skal hun ikke tænke på og fortælle hende at jeg elsker hende. I øvrigt også et godt råd fra pædagogerne. Hun er den gladeste og dejligste pige og har mange venner i børnehaven. Jeg vil nok gøre alt for at hun ikke bliver udsat for mobning.

Men hold da fast hvor er det svært med alle mine egne følelser! Skal lære ikke at please alle og passe på mig selv. Jeg behøver ikke at blive noget stort i fremtiden men økonomien bekymrer mig også. Der er ikke mange der tror jeg er deprimeret fordi jeg altid er smilende og virker til at have tjek på tingene og har altid fået gode udtalelser og karakterer. Men det er jo desværre en rolle jeg har indlært for at kunne overleve rent socialt...men ingen ved at jeg græder indeni og at det giver mig de værste muskelspændinger....Tror I man kan komme ud af sådan en indgroet "rolle"?. Er bange for at mine gamle vaner ikke kan ændres...

Jeg tror godt at du kan lære at arbejde med dine problemer. Men det bliver en lang, hård kamp og de kommer nok aldrig til at forsvinde. Men bare det at blive opmærksom på mekanismerne, arbejde med selvværdet og kunne se de små fremskridt gør altså en stor forskel.

Det er vigtigt at du er glad for din psykolog og at du føler at vedkommende kan hjælpe dig. Giv hende/ham en chance, men vær ikke bange for at lede efter en anden hvis kemien ikke er der. Du skal føle dig tryg og forstået.

Er det fast en gang om ugen du går til psykolog eller hvordan?

Stort kram. 

Jeg har ikke selv erfaring med angst, depressioner eller lignende, da jeg de sidste mange år generelt har haft et positivt livssyn - men hvis jeg en sjælden gang i mellem virkelig har følt mig ked af det, trådt på eller frustreret over en længere periode, så plejer jeg at sætte mig alene i et rum med en papir og en blyant. Og så skriver jeg bare. Det kan godt virke mærkeligt og svært i starten, især hvis man ikke føler at man er særlig god til at formulere sig på skrift (men det virker det nu ikke til at du har problemer med), men man skal bare tænke på at ingen skal læse det, og at man må skrive alt hvad man lyster. Sæt evt. noget musik på som du kan lide og sæt dig så ned og slå hjernen fra. Skriv det første der falder dig ind, og lad tankerne flyde ud igennem hånden og ned på papiret  Når du først er kommet i gang, så lover jeg dig at der går rigtigt hul på bylden, og du vil højest sandsynligt også komme til at skrive nogle ting som måske ikke nødvendigvis giver mening - men det kan det være at det kommer til, hvis du tolker på det senere.

Jeg har selv benyttet denne form for "terapi" eller hvad man skal kalde det, da jeg mistede min far til kræft som 17-årig, og også da jeg blev mobbet i folkeskolen. Jeg gjorde det også da jeg blev trådt godt og grundigt på af en som jeg havde store følelser for, og som blot brugte mig. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det virker for dig - dine problemer virker også noget mere omfattende end mine - men jeg sad i hvert fald tilbage med en FANTASTISK følelse efter at have skrevet 15 siders volapyk som ikke gav mening. Men det gav mening for mig - og så var det generelt også bare rart at kunne skrive en masse bandeord og bebrejde alt og ingenting

Ellers - som de andre siger, så sørg endelig for at få brugt din psykolog godt og grundigt - og selvom det er så let for os at sige, så gør jeg det lige alligevel: Det skal nok gå det hele. Hvis du ser på din lille familie nu og her, så har du jo alt hvad du skal bruge 

Tak for jeres søde svar. Har det allerede meget bedre bare ved at dele alle mine tanker med jer.

Cheyana, ja jeg tænkte også at det med at skrive alt ned er en god ide. Du har da også haft dine problemer kan jeg høre. Jeg skriver alt ned jeg kan huske fra min barndom og tænkte på måske at vise det til min psykolog. Jeg oplever at min psykolog er ret dygtig og god til at "regne mig ud". Hun fik mig til at erkende nogle ting og spurgte om hvad det var for en masse ansvar jeg havde som barn. Det fik hun mig til at tænke over og jeg fik nærmest en åbenbaring. Så synes kemien er god nok.

Tidligere har jeg altid bare sagt til mig selv at jeg skulle tage mig sammen og ikke være så følsom. Min psykolog har sagt til mig "Det har du gjort så rigeligt!". Jeg har hørt meget musik for at komme ud med mine følelser efter en hård dag før i tiden. Men det er ikke nogen hemmelighed at jeg aldrig har mærket arbejdsglæde, har bare gjort det. Har aldrig taget initiativ, har ofte været på vagt. En masse ting jeg har været god til at skjule for at virke "perfekt" og pga. angsten for udelukkelse.

ja jeg tænker også det bliver en hård kamp. Men når man er depressiv tror man jo aldrig det bliver bedre og det er det jeg føler lige nu. Men min psykolog prøver lige nu at ændre mine tankemønstre til at være mere positive, det er kognitiv terapi.

Modesty, jeg ser hende hver anden uge. Det er OK fordi jeg laver hjemmearbejde i mellemtiden.