Farvel ungdom

Lad mig starte ud med at sige, at jeg på ingen måde fortryder mit valg at blive forælder - jeg ville bare ønske, at jeg havde ventet 10 år.

Jeg føler, at jeg har måtte sige farvel til min ungdom i en alt for ung alder og går glip af en hel masse i forhold til mine jævnaldrende, som fester og rejser verdenen rundt som det passer dem.

Er der andre som har det på samme måde?

Anonym skriver:

Lad mig starte ud med at sige, at jeg på ingen måde fortryder mit valg at blive forælder - jeg ville bare ønske, at jeg havde ventet 10 år.

Jeg føler, at jeg har måtte sige farvel til min ungdom i en alt for ung alder og går glip af en hel masse i forhold til mine jævnaldrende, som fester og rejser verdenen rundt som det passer dem.

Er der andre som har det på samme måde?

 

Både og. 

Jeg havde det stramt da alle mine klassekammerater fik hue på og jeg stod med stor mave og en sygemeldning. Det har alt i alt sat min uddannelse 3 år tilbage, da det tager mig 2 år at få min fylde hf. - Nu har jeg så kun 1 år tilbage.

Og ja, jeg ville også vældig gerne have været ude og rejse. Havde en aftale med en autralsk familie om at jeg skulle være aupair for dem i et år, som jeg var nød til at aflyse da jeg pludselig stod og var gravid. 

Alligevel synes jeg at det var den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, da jeg valgte at gennemføre graviditeten. Jeg absolut elsker mit liv som mor, og føler at mit liv giver mening på en helt anden måde end før.

Jeg føler ikke at jeg har sagt farvel til min ungdom. Når min datter er hos sin far har jeg al den tid jeg kunne ønske mig til at te mig tosset. Jeg har aldrig været sådan rigtig meget til at gå i byen, så føler ikke at jeg mangler det.

Jeg må indrømme at jeg osse havde ventet et par år mere før jeg fik min den første 

Jeg var igang med en uddannelse, men pga kvalme og smerter måtte jeg stoppe den. 

Jeg følte at jeg svigtede de venner/inder omkring mig, da jeg SÅ gerne ville i byen med dem, ta på ferie og ellers bare ha det sjovt. 

Men jeg fortryder ikke at jeg idag har en dejlig dreng på 10 år som fylder mig med kærlighed og omvent 

Jeg ventede dog 6 år med at få den næste, da min kærlighed til en mand ændrede sig allerede da den store var 1 år 

Men jeg ville være sikker og klar inden en ny graviditet kom på banen. 

Jeg kender det godt og jeg var endda 24, da jeg blev gravid.

Tak for jeres svar. Det er rart at vide, at der er andre mødre, der har det på samme måde som mig. Vi må bare nyde den frihed, vi får, når vi engang bliver pensionister ekstra meget 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Det er rart at vide, at der er andre mødre, der har det på samme måde som mig. Vi må bare nyde den frihed, vi får, når vi engang bliver pensionister ekstra meget 

Det behøver ikke først være når du er pensionist;-)

Jeg er 30 år i dag og har en på næsten 10. Jeg har de seneste år indhentet en del "ungdom" - fester, oppe til sent, kærester, når mit barn var på samvær. I dag har jeg to børn og føler bestemt ikke jeg er fået glip af noget som helst. Tværtimod er jeg bare så lykkelig for min familie og for nu at have en stor dreng og mange års erfaring som mor allerede. - selvom jeg først nu har opnået gennemsnitsalderen for at få første barn. 

Sådan helt ærlig så nej. Jeg havde " festet " det jeg skulle da jeg var 19, jeg kunne faktisk ikke lide at drikke eller være i nærheden af mennesker som er fulde . Men min veninde har det også sådan som du har det. Hun blev så også uplanlagt gravid men Hey, man er vel stadig ung og kan stadig tage på ferie, dog ikke drikke . 

Man sætter jo kun selv sine begræninger (:

Jeg fik ikke barn ung og så alligeve, for blev bonus mor som 18 årig til en skøn skøn dreng som min kæreste havde alene, han var hos sin mor 2-3 uger i sommerferien og en enkelt jul i alle de år. 

Jeg tænker ikke over fester og øl - det er for mig ikke ungdom, ungdom er friheden, friheden til at rejse jorden rundt uden at skulle tænke over økonomi, skole, kan man tillade sig det over for barnet osv. 

Jeg ville gerne have rejst med rygsæk med min kæreste, er halvt år rundt i verden men måtte gøre det med andre. Jeg ville gerne have haft en weekend hvor kunne have spist alt mad i sengen uden tøj på osv. Egentlig savnede jeg ikke festerne, festede lidt selv men jeg savnede eller rettere tænker nu jeg savnede friheden - der er meget jeg gerne ville have gjort som vi ikke fik gjort sammen eller jeg slet ikke fik gjort. Da hans søn endelig blev så stor så vi kunne begynde på nogle af tingene, så startede vi vores egen børneflok - vi har nu kendt hinanden i 24 år og har haft "små" børn i alle årene - vores mindste bliver 6 år om lidt. 

Jeg havde faktisk en tudetur den anden dag hvor alt presset blev for stort med mine to arbejde, festival, børn og og og... Og en af tingene jeg fik hulket frem var: jeg har glemt mig selv, glemt alle de ting jeg gerne ville.... 

Så jo forstår dig, men tænker du lige som jeg så kigger på dit skønne barn og så er det igen helt okay, for man fik jo noget andet.

Jeg var 21, da jeg fik min første, og jeg kan også få den dér følelse nogen gange. Ikke sådan at jeg fortryder mine børn, for jeg kan ikke forestille mig en verden uden dem i den. Men den der følelse af... De begrænsninger jeg har sat mig selv ved at være mor allerede nu.

Det er ikke så meget fest og druk - Det siger mig ikke noget. Men sådan noget som min karriere. Jeg var ikke karrieremenneske, da jeg startede på universitet og fik min første, men kan mærke, at jeg er blevet det. Jeg elsker mit fag, og jeg er dygtig til det, og der er desværre mange døre, jeg ikke har kunne åbne, fordi jeg ikke havde tiden. Jeg er jo mor. Kurser, jeg ikke har kunne deltage i, fordi jeg havde ungerne. Frivillige jobs, jeg har måtte sige nej tak til, fordi jeg ikke havde de to eftermiddage/aftener om ugen grundet børnene. Ting jeg har måtte afslå grundet afstand, fordi det ville betyde, at jeg dårligt nok ville se mine børn.

Dét kan godt ærgre mig. Nu er mine børn så delebørn, og selvfølgelig ønskede jeg hellere for dem, at de ikke skulle vokse op sådan (om end det ikke ville være godt for dem, hvis min x og jeg stadig var sammen). Og selvom jeg selvfølgelig savner dem, når de er på samvær, så sætter jeg også pris på, at min kæreste og jeg har de 2 dage om ugen, hvor vi får lov at være et par, dyrke os selv, hinanden, drikke os fulde en lørdag, hvis vi vil. Det hjælper lidt på det

Anonym skriver:

Lad mig starte ud med at sige, at jeg på ingen måde fortryder mit valg at blive forælder - jeg ville bare ønske, at jeg havde ventet 10 år.

Jeg føler, at jeg har måtte sige farvel til min ungdom i en alt for ung alder og går glip af en hel masse i forhold til mine jævnaldrende, som fester og rejser verdenen rundt som det passer dem.

Er der andre som har det på samme måde?

 

Jeg er "Gammelmor" 29 år ved første barn. I min mødregruppe var der en kvinde der var 24 og havde en på 6 og så en baby. Og bedstemor var kun 40! Jeg er personligt glad for at jeg ventede, da jeg havde nogle barndomsissues jeg skulle bearbejde først. Men, men  synes godt nok hun var heldig på den måde at hun stadig vil være ung når børnene er voksne, stadig ung og frisk til sit eget liv og til at være bedstemor. Min egne børn kommer kun til at opleve bedstemor som gammel.