Hey Mette
Vi har været i næsten samme situation, eller Lasse har
Det var et barn der kradsede FOR VILDT... Lasses ansigt var frygtelig at se på, og den dag i dag har han stadig 2 ar... Vi spurgte også om Lasse selv var ude om det, eller hvad man siger, og vi fik samme svar som dig....
Det er møgfrustrende, og man bliver sååå ked på sit barns vegne... Jeg sagde heller ikke noget de første gange, men til sidst blev det bare for meget.... Jeg sagde til dem "at nu holdt det!!! Her og nu.... jeg ville ganske enkelt ikke se det mere, og at jeg forventede de straks (som i dagen efter) lagde en handleplan, og at Lasse og den implicerede IKKE var udenfor rækkevidde, når de var i samme rum...." Jeg var sååå sur, og ked, og det var pæd ikke i tvivl om, og det var hun såmænd også.. Hun blev ved at sige at hun sagtens kunne forstå jeg var træt af det... "ja - men forståelse er ikke nok nu, jeg vil have handling på det, og da i ved det er det samme barn, der gør det hver gang, så må det også være muligt at stoppe det..." De tog det meget alvorligt, og der har stort set ikke været noget siden - kun en gang, og der sagde jeg ikke noget. Men jeg vi ikke tøve med at sige noget igen, om nødvendigt....
Selvom det er vores små pus, så er det jo selvfølgelig vigitgt at huske på at det går såå stærkt med ungerne - og pæd kan jo ikke være overalt altid. Er jo selv pæd, og ved hvordan det er.
Ang det mærke du fandt, synes jeg det lyder underligt. Noah må jo have grædt da han blev bidt, og dermed må pæd jo have trøstst ham. Men måske har han ikke fortalt det gjorde ondt i ryggen, men bare været ulykkelig - og hvis de ikke har set noget, kigger de nok ikke automatisk ikke på ryggen... Men gør opmærksom på, at du undre dig lidt over at du ikke har fået det at vide. Så må du jo se, hvad de siger...
PUUUHA - lang smøre, håber du kom igennem det...
Jannie
