Min fødsel var langt fra som mit ønske eller drømmescenarie, og jeg havde aldrig troet jeg ville komme ud for sådan en situation. Dog har jeg haft en fornemmelse for noget ville gå galt, da mange andre ting i graviditeten ikke er gået efter bogen.
Fødslen har bevirket mig meget psykisk og jeg tror på at det hjælper mig med at bearbejde det, ved at fortælle folk om den.
Min kæreste og jeg havde igennem graviditeten snakket meget om vores holdninger til fødslen og smertelindring. Vi ville for alt i verden gerne have en naturlig fødsel, uden medicin som smertelindrende. Jeg havde snakket med jordmoderen om at jeg gerne ville i fødekar som smertelindrende, og så ville jeg derfra beslutte om jeg ville føde i vand. Det var mit første barn, så jeg havde ingen ide om hvad jeg gik ind til.
Alt var optimalt til at begynde med. Barnet lå godt langt nede i bækkenet med hovedet. Jeg havde fået at vide af flere at jeg havde en god fødekrop og jeg frygtede på ingen måde fødslen, jeg havde dog ikke haft nogle plukveer, og havde derfor ikke den fjerneste ide om hvad jeg skulle til at gennemgå.
Jeg var dog gået en del over tid, og fik en tid til igangsættelse den 22. marts kl 20.00. (den 22. ville jeg være gået 11 dage over termin)
Veerne startede den. 20 marts om aftenen, da vi skulle i seng, men de var væk igen om morgenen. Den 21. omkring middag kom veerne tilbage, med et interval på en time. Kl 15.00 var intervallet nede på 20 min, og kom ned på 10 min, da kl blev 18.00, hvor vandet og slimproppen gik. Min kæreste kom hjem og vi spiste aftensmad og så senere tv. Omkring kl 22, bliver jeg bekymret for, om fostervandet har haft den forkerte farve. Det siges at det ikke må være grønt, mit var gulligt, og jeg blev i tvivl om hvornår vandet var for farvet. Jeg ringede til fødegangen og fik at vide at alt var fint, men hvis der ikke var sket noget inden i morgen tidligt, skulle jeg ringe igen, da vandet jo var gået. Jordmoderen siger at jeg skal gå i seng, så det gør vi.
Dog får jeg ikke sovet pga. smerterne, som jeg synes er meget slemme. De kommer dog stadig hvert 20. minut, så det var ikke regelmæssigt nok. Omkring kl 3 om natten, kan jeg ikke holde det ud mere. Jeg har ikke sovet og føler det hele er meget kaotisk og utrygt. Jeg føler ikke jeg har styr på noget. Derfor ringer jeg ind til fødegangen igen og forklare min situation. De er ikke meget for at tage mig ind, men siger at hvis jeg er utryg er det bedre vi kommer ind til en undersøgelse. Det takker vi ja til og tager ind på hospitalet. Her måler de mine veer som kommer med interval på 10-20 min, og laver en indvendig undersøgelse på mig, der viser at jeg kun er 3 cm åbne. Da jeg ikke ville have kræfter og er for træt til at kunne gennemføre en fødsel, får jeg noget smertestillende og noget at sove på og så bliver vi sendt hjem, med en tid til undersøgelse kl 12 næste dag.
Vi er hjemme omkring kl 6 om morgenen og går direkte i seng, hvor jeg sover til kl 8, da jeg bliver vækket af veerne. I starten er de ikke så slemme (har tænkt at det måske er grundet det smertestillende jeg har fået), de kommer hvert 10 min, men de tager hurtigt til i smerte. Så meget at jeg hverken kan sove eller ligge ned. Jeg vælger så at stå op, det gør smerterne svagere, men veerne kommer i stedet for med 5 min interval. Sådan går jeg rundt i 2 timer, hvor jeg skiftevis går rundt, sidder ned og ligger ned, for at holde smerterne ud. Jeg vil ikke ringe ind til fødegangen, fordi veerne ikke kommer med et interval med 3 veer på 10 min, som jo er første tegn på at fødslen er i gang. Og jeg frygter at sidde længe i venteværelses med de smerter. Min kæreste er meget imod at vi ikke tager ind på hospitalet igen, da han ikke ved hvad han skal gøre ved mig eller med sig selv. Da jeg ender med at brække mig af smerte, slår han hånden i bordet og får mig i tøjet for at komme afsted. Det tager mig 1,5 time at få tøj på grundet smerterne og da jeg får min jakke på, begynder jeg at få presseveer.
Min kæreste får mig ned i bilen og vi kører mod hospitalet, med en masse røde lyskryds, som vi holder tilbage for. Jeg prøver at lade være med at reagere på mine presseveer og holde mine skrig inde. Jeg kan mærke at fostervand bliver presset ud af mig ved hver presseve.
Da vi når hen til hospitalet sætter min kæreste mig af, så jeg kan komme et stykke op mod fødegangen, mens han holder bilen. Jeg når op på gangen inden endnu en presseve kommer ind over mig, og jeg er næsten vred over at ingen henvender sig til mig, når man nu er på et hospital og de fleste vel forstår man er i smerte. Kun én henvender sig og spørger hvor jeg skal hen, en portør, der dog ikke har tid til at hjælpe, men siger han vil finde en anden der kan. Der når dog aldrig at komme nogen, inden min kæreste igen er hos mig og får mig sat i en rullestol, og skubber mig, i vrede, ned af den meget lange gang til fødegangen, da ét af hjulene ikke virker, mens jeg sidder og skriger.
Vi kommer ind på fødegangen, hvor min kæreste begynder at snakke om at vi har en tid kl 12. Jeg afbryder ham og siger at jeg har presseveer. Vi får at vide at vi skal gå ind på en undersøgelsesstue og så vil der komme en jordemoder til os. Jeg husker ikke så meget fra vi kommer til hospitalet, da smerterne har været så voldsomme, men jeg husker at jeg får en presseve og så er der nogen der kalder på gangen, at der skal bruges en jordemoder nu! Der kommer to jordemodere ind og jeg kommer op på briksen, hvorefter jeg bliver sendt direkte til en fødestue.
På fødestuen bliver jeg undersøgt og de finder ud af at jeg ikke bare er i fødsel, men at der er navlesnorsfremfald, som åbenbart er en ret alvorlig komplikation, som sker ret sjældent. Jeg får at vide at jeg skal gispe, for at undgå at presse med presseveerne. Inde på fødestuen brister fosterhinden og nalvesnoren falder ud. Jordemoderen prøver at skubbe navlesnoren tilbage, bag om barnets hoved, hvilket gør meget ondt. Det fungerer ikke, og i stedet presser hun mod presseveerne, med en hånd inden i mig, for at holde barnet inde. Hun får på en måde trukket i alarmsnoren og min kæreste har senere fortalt mig at der inden for få sekunder kom 12 mennesker ind på fødestuen. En overlæge tog en beslutning om at jeg skulle have et kejsernit, grad 1, hvor barnet skal være ude inden for et kvarter (så vidt jeg har forstået), da barnets liv (i det her tilfælde) er i fare. Jeg bliver hurtigt kørt ind på operationsstuen, med jordemoderen liggende oppe i sengen, stadig med hånden oppe i mig. Det eneste jeg husker her er lysene oppe i loftet på vej ned af gangen.
Da vi når ind på operationsstuen får jeg lagt drop i denne hænder og bliver dermed bedt om at ligge stille, hvilket er meget svært med de smerter jeg har. Det hele går så stærkt, at selv kirurgerne er klar til at skære i mig, før jeg er blevet bedøvet. Heldigt for mig, at narkoselægen er hurtig til at stoppe dem. Lidt efter kommer jeg i narkose.
Det hele går godt. Vi har fået en sund og rask datter, men den kaotiske fødsel, har skabt nogle problemer efterfølgende, da jeg sent får snakket forløbet igennem med nogen.
Min kæreste sætter mig af foran hospitalet kl 11.59 og kl 12.24 er barnet ude. Der går 9 minutter fra jordemoderen trækker i alarmsnoren til jeg har født.
nadiasunivers.wordpress.com
