Skal jeg være bekymret?

Min ekskæreste og jeg har en datter sammen på 1,5 år. Da jeg blev gravid med hende blev vi enige om, at jeg skulle have en abort, men jeg skiftede mening og vi beholdt hende. Min ekskæreste, der kun meget begrænset har haft kontakt til sin far og de minder, der er, er bestemt ikke positive tog tidligt afstand fra vores datter. Han deltog ikke i noget under graviditeten, han var ikke med til fødslen, ligesom hun var en uge før han kom på besøg. Jeg mistænkte med det samme fødselsdepression pga. hans traumatiske minder med sin far, men han ønskede ikke hjælp. Vores datter var 5 måneder før han fortalte sin familie, at vi havde fået hende. Hans familie tilbød straks at betale psykolog, så han kunne få det godt med hende, men han takkede nej. Vi forblev kærester, selvom han ALDRIG har interesseret sig for hende - jeg håbede nok på, at han med tiden ville få det bedre, men nej. Hans venner ved den dag i dag stadig ikke, at vi har fået hende. Han spørg aldrig til hende, har aldrig skiftet hendes ble eller leget med hende. 

Nu har jeg så givet op og vores forhold er slut. Men nu vil han pludselig gerne se vores datter, hvis det kan blive på hans præmisser - jeg må ikke være der og det skal kun være få timer en sjælden gang i mellem. Forleden blev vi uvenner, hvor han sagde, at han stadig hadede mig for at få hende, når han mente (og mener) at hun skulle have været en abort. 

Jeg er pludselig helt utryg ved at overlade vores datter til ham. Overreagerer jeg?

Jeg ville ikke lade hende være alene med ham. Hvis de skal være sammen er der vil ikke noget i vejen for at du også er der (til de lærer hinanden at kende)? Hun kender ham jo ikke og synes ikke han bare kan forvente samvær alene uden at have opbygget et forhold til hende. Jeg forstår dig godt. Hvis han skal være sammen med hende, er det på de præmisser der er bedst for hende og ikke ham. 

Anonym skriver:

Min ekskæreste og jeg har en datter sammen på 1,5 år. Da jeg blev gravid med hende blev vi enige om, at jeg skulle have en abort, men jeg skiftede mening og vi beholdt hende. Min ekskæreste, der kun meget begrænset har haft kontakt til sin far og de minder, der er, er bestemt ikke positive tog tidligt afstand fra vores datter. Han deltog ikke i noget under graviditeten, han var ikke med til fødslen, ligesom hun var en uge før han kom på besøg. Jeg mistænkte med det samme fødselsdepression pga. hans traumatiske minder med sin far, men han ønskede ikke hjælp. Vores datter var 5 måneder før han fortalte sin familie, at vi havde fået hende. Hans familie tilbød straks at betale psykolog, så han kunne få det godt med hende, men han takkede nej. Vi forblev kærester, selvom han ALDRIG har interesseret sig for hende - jeg håbede nok på, at han med tiden ville få det bedre, men nej. Hans venner ved den dag i dag stadig ikke, at vi har fået hende. Han spørg aldrig til hende, har aldrig skiftet hendes ble eller leget med hende. 

Nu har jeg så givet op og vores forhold er slut. Men nu vil han pludselig gerne se vores datter, hvis det kan blive på hans præmisser - jeg må ikke være der og det skal kun være få timer en sjælden gang i mellem. Forleden blev vi uvenner, hvor han sagde, at han stadig hadede mig for at få hende, når han mente (og mener) at hun skulle have været en abort. 

 

Jeg er pludselig helt utryg ved at overlade vores datter til ham. Overreagerer jeg?

Det er en vild historie du har, og nej jeg ville ikke overlade hende til ham 

jeg kan godt forstå du er bekymret...

står han som far til barnet officielt eller er det kun dig der ved at han er det?

Hvis han ikke står som officiel far til barnet har han ingen rettigheder. 

Hvis han gør, så ville jeg stadig ikke overlade hende til ham. Hvis han tager sagen op er det jo meget enkelt. Du skal bare fortælle det samme som du har skrevet her. En person der ikke tidligere har ville tage sig af barnet og som ikke engang har fortalt sin omgangskreds det, det virker meget mistænkeligt.

Jeg håber du finder en løsning på det hele 

sol_og_sommer_<3 skriver:

Det er en vild historie du har, og nej jeg ville ikke overlade hende til ham 

jeg kan godt forstå du er bekymret...

står han som far til barnet officielt eller er det kun dig der ved at han er det?

Hvis han ikke står som officiel far til barnet har han ingen rettigheder. 

Hvis han gør, så ville jeg stadig ikke overlade hende til ham. Hvis han tager sagen op er det jo meget enkelt. Du skal bare fortælle det samme som du har skrevet her. En person der ikke tidligere har ville tage sig af barnet og som ikke engang har fortalt sin omgangskreds det, det virker meget mistænkeligt.

Jeg håber du finder en løsning på det hele 

Han er angivet som far til hende. 

Jeg har aldrig været bange før, men da han pludselig udtrykkede vrede, så blev jeg ærlig talt bange for, hvad han kunne finde på, hvis han havde hende. 

Anonym skriver:

Han er angivet som far til hende. 

Jeg har aldrig været bange før, men da han pludselig udtrykkede vrede, så blev jeg ærlig talt bange for, hvad han kunne finde på, hvis han havde hende. 

Det er vel bare at være ærlig over for ham. Han skal vide at du ikke føler dig tryg ved hans pludselige skift og at jeres datter måske heller ikke vil gøre det, da hun ikke kender ham som en far. Jeg ville kræve en periode hvor han viste, at han kan og vil gøre alle de ting, der er forbundet med at passe hende, før han fik lov til at være alene med hende.

sol_og_sommer_<3 skriver:

Det er vel bare at være ærlig over for ham. Han skal vide at du ikke føler dig tryg ved hans pludselige skift og at jeres datter måske heller ikke vil gøre det, da hun ikke kender ham som en far. Jeg ville kræve en periode hvor han viste, at han kan og vil gøre alle de ting, der er forbundet med at passe hende, før han fik lov til at være alene med hende.

Det er bare underligt at reaktionen kommer nu. Han har haft så mange muligheder for at fortælle mig om det. Vi har jo trods alt været kærester indtil for ganske nyligt.