Mand med fødselsdepression

Mig og min mand er blevet forældre til jordens dejligste dreng for 2 måneder siden. Det var en hård fødselsforløb og endte i kejsersnit... 

Min mand går sygmeldt herhjemme fordi han var ude for en arbejdsulykke sidste år og han skal først opereres i slutningen af året. 

Det sidste stykke tid føler jeg lidt jeg slet ikke kan genkende ham mere og han virker nogen gange meget Fjern og har en kort lunte over For mig og han går og retter på mig konstant.  Han har generelt mange humørsvingninger og bliver hurtig sur... Eller virker generelt bare rigtig sur... Han orker heller ikke rigtig noget skal så siges han er en super far, ingen tvivl der.. 

Vi fik så besøg af sundhedsplejersken idag og vi blev begge screenet for efterfødselsreaktion, min så fint ud og hans slog så ud. Han takkede så nej til få hjælp fordi han i øjeblikket går til en stresscoatch 1 gang om ugen.. 

Snakkede med ham her til aften han måske skulle nævne for hende den test viste han havde noget men nej det ville han ihvertfald ikke fordi han fik hjælp nu og de havde også testet ham.  Og han er ihvertald ikke syg - prøvede så forklarer ham at det ikke betød han var syg fordi han har en depression men det er en tilstand han skal have hjælp til- han svaret ikke engang føler virkelig ikke jeg kan tale med ham om tingene - ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op - orker næsten ikke det her mere prøver virkelig hjælpe ham og prøver undgå skænderierne med ham osv. Får tit i tankerne jeg bliver nød til at gå fra ham hvis han ikke ændre adfærd over for mig og vil ikke gøre det over for min søn - kan bare ikke genkende hans far mere og det er så skræmmende... Ved ikke hvad formålet med indlægget er havde bare sådan brug for komme af med det!

Jeg føler med dig. Min mand fik også en efterfødselsreaktion efter fødslen af vores første barn, og det er hamrende hårdt at komme igennem.

Jeg var dengang ikke så opmærksom på at mænd også kunne få det, så jeg håndterede ikke situationen på allerbedste vis. (Det var før man screenede for det). Jeg var ret presset over at han fortalte at han ikke følte han elskede vores datter (endnu), og at han slet ikke var lykkelig.

Jeg blev faktisk ret sur og gal, og forstod ham slet ikke. Det endte med at jeg forlangte at han fik noget hjælp, for han var heller ikke til sinds at få det først. Efter ret mange skænderier om det, og til sidste nogle gode samtaler endte det med at han anerkendte at han nok skulle snakke med nogen. 

Det hjalp at han fik det bearbejdet, for I vores tilfælde handlede det ret meget om fødslen som var ret voldsom.