Kan snart ikke vente mere.

Hej d'damer.

Jeg har brug for lidt råd hos jer som også er ligeså skrukke som mig eller fra jer der har været igennem det. 
Jeg håber i har lidt tålmodighed, for det er en lidt længere historie.

Jeg har været sammen med kæresten i 2 år nu, han er verdens dejligste og har KÆMPE far-potentiale!

Jeg er 22 år og han er 26 år.

Jeg blev i 2012 bekendt med, at jeg har en medfødt genfejl som hedder faktor 5 leiden, hvor jeg har øget risiko for at få blodpropper. Derfor anbefalede de mig inde på rigshospitalets genetiske afdeling, at jeg kom på minipiller i stedet for p-piller og jeg skiftede selvfølgelig med det samme.

Jeg har i et års tid nu gået og været skruk men min kærestes eneste betingelse var, at jeg skulle blive færdig med min uddannelse som markedsføringsøkonom først. Det bliver jeg om præcis 1 år fra nu.

Jeg har nu læst en analyse om brugen af minipiller af folk med faktor 5 leiden, og bivirkningerne deraf.  Der er rigtig mange og jeg har faktisk besluttet mig for, at jeg ikke længere vil være på dem. Jeg har talt med min læge, og hun mener det eneste sikre for mig er, at vi bruger kondom.
Det skal jeg så informere min kæreste om, senere idag, jeg regner med et "det kommer ikke til at ske" ihvertfald som første reaktion. 

Jeg vil sindssygt gerne være gravid og hele vores livssituation gør det faktisk også mere end muligt. Den snak vil jeg selvfølgelig gerne tage med ham, men HVORDAN? Jeg er mega nervøs for hans reaktion, for jeg er så skruk at jeg kunne begynde at græde 

Han har selvfølgelig selv kommet med små kommentarer omkring det at få børn og hvordan mine gravid billeder skal se ud og alt muligt andet spændende.

Som sagt er jeg færdig med min uddannelse om 12 mdr. og min læge fortalte mig, at hvis jeg allerede droppede pillerne idag, så ville jeg først kunne regne med en normal cyklus om 3-4 mdr. (da mine minipiller gør, at jeg slet ikke får menses) og derefter kunne jeg blive gravid. Jeg har selvfølgelig regnet på det og jeg ønsker at begynde at prøve omkring 1. juli, så det passer med, at jeg når min sidste eksamener inden fødsel i 2017... (Ja jeg ved det måske er lige i overkanten, men håber i forstår) Kæresten har også før sagt, at man jo sagtens kan være gravid igennem sit studie, men det er jo efterhånden en gammel udtalelse.

Den eneste hage ved det er, at min kærestes søster lige netop er blevet gravid og nu er jeg bange for, at min kæreste tror, at det kun er derfor jeg vil være gravid, hvilket det jo SLET ikke er, men det har da fået mig til at tænke endnu mere over det, og ærligt... Så er jeg ved at blive tosset i låget

SÅ mit sprøgsmål er sådan set: Hvordan starter jeg snakken og fortæller om mine "beregninger" og min snak med min læge, uden at det virker for voldsomt for ham(i ved vel hvordan mænd er) og uden at han tror at det "bare" er fordi hans søster er gravid?

Tak for svar

mt22 skriver:

Hej d'damer.

Jeg har brug for lidt råd hos jer som også er ligeså skrukke som mig eller fra jer der har været igennem det. 
Jeg håber i har lidt tålmodighed, for det er en lidt længere historie.

Jeg har været sammen med kæresten i 2 år nu, han er verdens dejligste og har KÆMPE far-potentiale!

Jeg er 22 år og han er 26 år.

Jeg blev i 2012 bekendt med, at jeg har en medfødt genfejl som hedder faktor 5 leiden, hvor jeg har øget risiko for at få blodpropper. Derfor anbefalede de mig inde på rigshospitalets genetiske afdeling, at jeg kom på minipiller i stedet for p-piller og jeg skiftede selvfølgelig med det samme.

Jeg har i et års tid nu gået og været skruk men min kærestes eneste betingelse var, at jeg skulle blive færdig med min uddannelse som markedsføringsøkonom først. Det bliver jeg om præcis 1 år fra nu.

Jeg har nu læst en analyse om brugen af minipiller af folk med faktor 5 leiden, og bivirkningerne deraf.  Der er rigtig mange og jeg har faktisk besluttet mig for, at jeg ikke længere vil være på dem. Jeg har talt med min læge, og hun mener det eneste sikre for mig er, at vi bruger kondom.
Det skal jeg så informere min kæreste om, senere idag, jeg regner med et "det kommer ikke til at ske" ihvertfald som første reaktion. 

Jeg vil sindssygt gerne være gravid og hele vores livssituation gør det faktisk også mere end muligt. Den snak vil jeg selvfølgelig gerne tage med ham, men HVORDAN? Jeg er mega nervøs for hans reaktion, for jeg er så skruk at jeg kunne begynde at græde 

Han har selvfølgelig selv kommet med små kommentarer omkring det at få børn og hvordan mine gravid billeder skal se ud og alt muligt andet spændende.

Som sagt er jeg færdig med min uddannelse om 12 mdr. og min læge fortalte mig, at hvis jeg allerede droppede pillerne idag, så ville jeg først kunne regne med en normal cyklus om 3-4 mdr. (da mine minipiller gør, at jeg slet ikke får menses) og derefter kunne jeg blive gravid. Jeg har selvfølgelig regnet på det og jeg ønsker at begynde at prøve omkring 1. juli, så det passer med, at jeg når min sidste eksamener inden fødsel i 2017... (Ja jeg ved det måske er lige i overkanten, men håber i forstår) Kæresten har også før sagt, at man jo sagtens kan være gravid igennem sit studie, men det er jo efterhånden en gammel udtalelse.

Den eneste hage ved det er, at min kærestes søster lige netop er blevet gravid og nu er jeg bange for, at min kæreste tror, at det kun er derfor jeg vil være gravid, hvilket det jo SLET ikke er, men det har da fået mig til at tænke endnu mere over det, og ærligt... Så er jeg ved at blive tosset i låget

SÅ mit sprøgsmål er sådan set: Hvordan starter jeg snakken og fortæller om mine "beregninger" og min snak med min læge, uden at det virker for voldsomt for ham(i ved vel hvordan mænd er) og uden at han tror at det "bare" er fordi hans søster er gravid?

Tak for svar

Jeg vil starte med at sige at man ikke altid kan regne med det din læge har sagt omkring cyklus og minipiller. 

Da min kæreste og jeg besluttede at prøve anden gang stoppede jeg med minipiller (de havee også stoppet min mens), en måned efter var jeg gravid. Det endte dog i en SA, min cyklus startede stabil med det sammen, en måned efter den SA havde jeg mens og måneden efter igen var jeg gravid, 9 måneder senere havde jeg en dejlig stor dreng.

Til hvordan du skal starte snakke syntes jeg bare du skal fortælle ham at pga. din genfejl har du erfaret at der er for mange bivirkninger for sig ved at tage minipiller og derfor ønsker du at stoppe med dem.

Jeg har selv PCO og da jeg var yngre havde jeg ekstreme brystspændinger og altid mælkeproduktion. Min lægen sagde det kunne være p pillerne og foreslog vi prøvede med et stop for at se om det ville hjælpe.

Sagde til min kæreste som det var og fortalte at endten var der ingen sex i den periode ellers måtte han tage de konsekvenser der følge. Først sagde han at vi bare ventede og lod vær i periode, første dag jeg var hjemme hos ham efter ændrede han mening og valgte konsekvensen.

Så mit råd, vær ærlig og bare sig hvad du tænker og føler.

Tusinde tak fordi du tog dig tid til at læse min kæææmpe roman!Det er sådan set også det jeg tænker at min strategi skal være. 
Jeg tror nu også, at han er klar, han er bare en mand der har orden i sagerne og tager ikke en beslutning uden at tænke over den to gange. 

Jeg har nu bare været nervøs for, at svaret vil være, at vi skal vente med at prøve til om 1 år - 1,5 år, for så længe føler jeg ikke, at jeg kan vente  
(Kan jeg selvfølgelig godt, hvis jeg bliver nødt til det, men hul på bylden skal der ihvertfald) Vil jo også gerne vide hvad hans tanker er :-P

Har selv stået i din situation... Med at være skruk og kæreste lige ville vente lidt. 

Synes bare fu skal starte ud med at fortælle det med bivirkningerne og pillerne og du derfor ikke vil tage nogen form for hormoner. Det kan han jo ikke tvinge dig til at gøre.

så kan du sige at du også er meget skruk og gerne snart vil i gang med PB. 

Men du kan ikke være sikker på din læges udtalelse om at det kan gå 3-4 mdr før din cyklus er normal. Sådan er det ikke for alle. 

Det kan være at I kan blive enige om et tidspunkt at starte på. Held og lykke med samtalen