baby2015 skriver:
Jeg fik min store datter tidligt. Stod der 19 år gammel med en positiv graviditetstest og møg forvirret. Vi valgte dog at beholde hende , men forholdet til faren gik i stykker. Jeg drømte, som mange andre nok, om at finde den store kærlighed igen og blive en sammenbragt familie og så var lykken gjort. I min verden var det intet problem og det ville være så fantastisk nemt at få tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg blev da godt nok klogere for hold da op hvor er det bare ikke særlig nemt. Vores børn er SÅ forskellige. De elsker og hader hinanden præcis som søskende nok gør 
Det største problem er nok vores forskellige måder at opdrage på og det faktum at ingen af os er ret gode til at sige når vi er uenige i det der sker. Vi snakker i hvert fald ikke samme sprog når vi snakker om det.
Dårlig kombination kan jeg godt afsløre. Vi har så fået et fælles barn nu og det troede jeg faktisk ville bringe vores familie sammen så vi ikke var så opdelt, men nej. Vi er stadig en opdelt familie og jeg kan mærke at det er sindsygt svært at acceptere for mig. Jeg har længe drømt om at få et barn mere, men drømmen forsvinder efterhånden specielt fordi det går så dårligt i forholdet. Spørgsmålet er lidt om man måske forventer for meget. Jeg ved det ikke. Følelserne for manden forsvinder stille og roligt i takt med at vi glider fra hinanden og drømmen om den sammenbragte kernefamilie er efterhånden smuldret.
Måske vi i dag er for hurtige til at give op, måske vi er for hurtige til tage beslutninger, men det at være en sammenbragt familie er i hvert fald langt hårdere end jeg havde forstillet mig.
Jeg synes ikke, at man kan svare entydigt på, om vi er for hurtige til at give op eller ej. Det er der trods alt enormt stor forskel på. Nogen giver op lige så snart barnet er 1 uge gammel og samlivet går nedad, selvom der ikke var forudgående problemer, uden tanke på at det nok er en periode. Andre kæmper i årevis i destruktive forhold og er on/off, hvor det nok havde været bedre at sige stop for længst.
Når det er sagt, så synes jeg man skylder sine børn at forsøge gennem eksempelvis parterapi. Ofte er det kommunikationen der fejler, og det lyder det også til det er hos jer. I går ikke på kompromis og finder fælles ståsted, og det er da ret væsentligt at have nogle enige ståsteder hvad angår børneopdragelse med videre. Særligt når man er en sammenbragt familie. Begge parter skulle gerne ville give sig lidt og finde et fælles sted at mødes.
Har i overvejet parterapi? Det er jo ikke en nem quickfix, begge parter skal være enige om at arbejde med forholdet, det er ikke noget psykologen fixer med en tryllestav. Men det er godt givet ud, når der er børn involveret. Om ikke andet kan man med samvittigheden i orden sige til sine børn, at man virkelig gjorde hvad man kunne, men at det bare ikke fungerede 
Anmeld
Citér
