Først sender jeg lige en kram gennem cyperspace, for ligegyldigt hvad man kalder det så står du lige nu et sted der dræner dig for energi og du bumler med den kroniske dårlige samvittighed.
Med baby i maven, har man utrolig mange romantiske drømme, man hører om den absolutte kærlighed, om den kæmpe forelskelse osv. Og når det så ikke opstår, ja hvad så....?
Jeg har prøvet begge dele, den totale lykke og kæmpe kærlighed på et split selund, men også at sidde med et barn hvor der egentlig ikke var de store følelser og de var nemmest hvis andre tog ham.
Mit endte ikke i en decideret depression, men hvis jeg var dig rakte jeg armene ud mod SP og fik en snak (det gjorde jeg ikke). Det er hårdt at sidde med det som skulle være det bedste i verden og man så egentlig er uden de store følelser, jeg følte mig så forkert, utaknemmelig, dårlig mor og ja alt, og derfor sagde jeg det ikke til nogen, men udførte de omsorgshandlinger der var normalt og inderst inde håbede jeg bare han ville sove hele tiden eller en anden ville tage ham. Jeg skrev ned i processen og ved derfor det vendte da han var 7 uger, men tænker jeg tilbage blev det aldrig helt som med de andre og i retroperspektiv kan jeg se at jeg var dum jeg ikke bad om hjælp.
Anmeld
Citér
