Anonym skriver:
Nu har jeg kæmpet meget længe med mig selv, og mit forhold - og kan bare se at, lige meget hvor meget jeg gør, så kommer jeg ingen vegne.
Jeg er så ked af det hele tiden, at jeg ikke føler jeg kan være en god mor overfor mine piger - jeg er i hvert fald ikke særlig nærværende når de er hos mig. Og det gør bare ondt - det er ikke fordi jeg sidder og glor facebook - men jeg er der bare slet ikke mentalt overfor dem..... hader mig selv for at have det sådan. For de betyder jo ALT!
Så nu har jeg ringet til lægen og skal derop i morgen - så må vi se om hun kan hjælpe mig - bare så jeg kan få lidt gå-på-mod tilbage.
Min kæreste har også to børn, og vi har boet sammen i lidt over to år. Her i efteråret, ville hans yngste barn lige pludselig ikke være hos os mere - og vi har ikke haft samvær siden..... kun enkelte dage (3, og det har kun været for et par timer).
Hans store barn, vil heller ikke være hos os længere, og det er virkelig frustrerende ikke at vide hvorfor - for mine vil jo godt.
Og her kunne det så lyde som om, at mine piger bliver favoriseret - det kan jeg så fortælle, ikke sker. Aldrig har de været sat først for - de har lidt under de to andre, som altid har fået deres vilje og som har givet skylden på alverdens ulykker til mit mindste barn.
Jeg har set det som jalouxi, og som nok skulle løses med tiden, men hvad er tiden.... og når de ikke vil hjem til os - er det fordi vi er flyttet ind....? Det er bare så svært, der er så mange spørgsmål vi ikke kan finde svaret på.... det gør ondt.
Det værste er at have skyldfølelse - det har både jeg og pigerne - og det er slet ikke ok.
Og at min kæreste som jeg elsker virkelig højt, lader hans frustrationer gå ud over os alle sammen - eller bare ignorerer at vi er der - det er bare ikke ok, og det gør ondt. Nu har det stået på længe, og vil bare gerne bede om noget hjælp - så lidt ambivalent følelse over at skulle til lægen i morgen.... for hvad hvis jeg har ret i at jeg har en depression? Det giver bare endnu mere salt i såret.
Men tak fordi i lyttede - havde bare brug for at komme af med nogle af mine frustrationer...
Kære du,
Det er altid rigtig svært at svare fyldestgørende, når man ikke kender hele historien. Derfor tager jeg kun udgangspunkt i det, du skriver her. Og baseret på det lyder det som om, at du pt. lever i et meget usundt parforhold - Usundt for både dine børn og dig. Jeg aner ikke, hvad der er gået galt i det hele, siden din kærestes børn ikke længere ønsker samvær. Men den første følelse, jeg sidder tilbage med efter at have læst dit indlæg er: Hvorfor er i overhovedet sammen?
Jeg tænker, at når man vælger at blive en sammenbragt familie, så er man altid nødt til at vægte hensynene til børnene allerhøjest. Og være forberedt på, at det måske ikke fungerer. Man skal naturligvis gøre alt man kan for at få familiekonstellationen til at gå op, men i nogle tilfælde lykkes det bare ikke.
Jeg kan huske, da min kæreste (1 søn fra tidligere forhold) og jeg (2 børn fra tidligere forhold) skulle flytte sammen. Op til var vi meget sammen allesammen - Og enige om, at hvis det ikke fungerede med os alle, så måtte vi gå fra hinanden, uanset hvor stor kærligheden var. Af hensyn til børnene.
På en måde kan jeg godt forstå, din kæreste reagerer, som han gør. Og nu skal du forstå mig ret - Jeg siger ikke, at hans reaktion er berettiget! Men jeg kan godt forstå, hvis han er fyldt med vrede, frustration og sorg over, at hans børn har fravalgt ham. Og hvis det er sket efter i er flyttet ind, er det sikkert nærliggende for ham at bebrejde jer. Det bør han ikke. Og det skal han ikke. Men hans følelser kan ingen tage fra ham, og måske kan han simpelthen ikke finde en anden måde at håndtere dem på.
Og det er her, i er nødt til at tage en voksen og alvorlig snak: Skal i fortsætte sammen? Hvor er dialogen med hans børns biologiske mor? Hvad er problemet, hvorfor vil hans børn ikke se ham? Er der mulighed for i fællesskab at løse problemerne? Eller er det bedre at slutte her. Der er jo, desværre, absolut intet formål i at være i et forhold, hvor han for evigt vil bebrejde dig noget, som (måske) ikke er din skyld. Ingen af jer bliver lykkelige. Det vil sige i stedet for en lykkelig mand med glade børn og en lykkelig kvinde med glade børn, er i så i stedet 2 ulykkelige voksne og 4 ulykkelige børn. Hvad er formålet med det?
Jeg synes, at det er godt, du har søgt hjælp. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er det giftige parforhold du lever i, der tynger dig. Og da er det bestemt godt, hvis du kan få talt med en psykolog. Men da vil det nok være bedst hvis målet var at finde styrke til at få sagt fra og/eller komme videre. For den dårlige følelse du har indeni, den vil aldrig forsvinde, hvis din hverdag fortsætter med at være som den er nu. Og måske vil din børn få samme følelse på sigt, hvis de har skyldfølelse og mærker hans reaktion. Det er ikke fair mod dem.
Helt ærligt: Hvad holder jer overhovedet sammen på jer? Jeg har nok lidt svært ved at forstå det.
