Anonym skriver:
Jeg skriver lige anonymt af hensyn til min arbejdsgiver 
Jeg er en ung tandlæge, der pt er på barsel med min søn. Jeg skal starte på arbejde igen til august, hvor min mand tager nogle måneders barsel.
Jeg har indtil nu arbejdet to dage om ugen på en skoleklinik, og tre dage om ugen på en privat klinik. Skoleklinikken ligger meget langt væk, men som nyuddannet måtte jeg i sin tid tage, hvad jeg kunne få. Jeg fortsatte i jobbet, da jeg elskede at være der, trods den lange tur. Det fungerede så længe der ikke var børn. Nu har jeg bestemt mig for at sige det op, og jeg har så spurgt den anden klinik om jeg kunne få flere timer der. Ikke lige umiddelbart, var svaret.
Jeg gik derfor i gang med at kigge mig om efter noget andet på fuldtid. Det dukkede så op, og jeg skal til samtale i en børnetandpleje. Men nu bliver jeg lidt i tvivl. For egentlig vil jeg kunne tjene det samme ved at arbejde tre dage om ugen på den private klinik som fem dage om ugen på den kommunale klinik. Jeg har bare hele tiden tænkt, at jeg da selvfølgelig skal arbejde fem dage om ugen, men tre dage om ugen er jo også et stort privilegie, hvis det kan hænge sammen økonomisk. MEN, der er til gengæld så mange andre gode ting ved at arbejde kommunalt, som passer godt til mit nye liv som mor til et barn i institution. Jeg vil lige liste fordele og ulemper op:
PRIVAT KLINIK:
- Kan arbejde tre dage om ugen med rigtig god løn
-Jeg kender stedet og synes det er nogle søde medarbejdere
-Lidt mere fleksibelt, jeg kan lukke min kalender, hvis jeg fx skal til læge.
Ulemper:
-Ingen overenskomst, så jeg arbejder som funktionær.
- Fem ugers ferie kun
-Ret til at holde barns første sygedag, men uden løn
-Kun halv løn under barsel i 14 uger
-Provisonsløn, dvs. jeg kan ikke regne med hvad jeg får i løn. Går det godt, tjener jeg rigtig meget, går det skidt, tjener jeg ikke noget
-Ingen pensionsordning
-Sent fri alle tre dage
-Er afhængig af bil for at komme frem
KOMMUNAL KLINIK:
- Tidligt fri hver dag (kl 15)
-'Hele pakken' i forbindelse med barsel: 8 uger før, 26 efter med fuld løn (Vi vil jo gerne have flere børn på et tidspunkt)
-2 omsorgsdage hvert år
-Barns 1. og 2. sygedag med fuld løn
-21 % i pension
-11-12 ugers betalt ferie (Ja, du læste rigtigt!)
-Kan tage bussen på arbejde, så vi ikke er afhængige af bil
Ulemper:
-Skal arbejde hver dag modsat den anden klinik
-Ikke så fagligt udfordrende
Nå men jeg er altså i tvivl om hvad jeg skal prioritere. Jer med vuggestuebørn, hvis I kunne vælge, ville I så vælge at have fri to dage om ugen, men ud over det dårlige ansættelsesforhold, eller at arbejde hver dag og have tidligere fri, men have rigtig meget ferie og gode forhold generelt?
Jeg vil tage til samtalen og se om kemien og mavefornemmelsen er der før jeg beslutter mig. Det skal i hvert fald også være i orden før jeg vil skifte job. Og jeg skal selvfølgelig også have tilbudt jobbet, men tror jeg står godt
Jeg er ikke tandlæge, men synes helt klart kommunalt lyder bedst. Kigger man på din liste har privat jo også en hel del flere ulemper, jeg ville som mor ikke turde tage chancen og risikere indimellem ikke at få nogen penge.