Havde vi haft økonomien og havde vi tænkt tanken inden vi fik vores søn, havde jeg uden at blinke gået hjemme med knægten til enten børnehavestart eller skole start.
Han har ikke haft behov for at skulle væk hjemmefra allerede som ti mdr gammel, hans dagpleje tid har ikke været andet end en lille frustreret og meget ulykkelig dreng der ikke kunne forstå hvorfor han skulle afleveres hos en fremmed kvinde som slet ikke var mor eller far.
Nu når han går i børnehave og han er blevet ældre og børnehaven virkelig ser ham som den dreng han nu er, en følsom dreng som er sensitiv og har brug for nære relationer og en fast struktur. Så er det hele meget nemmere og han er glad for at komme afsted og han er ikke ked af det ved aflevering og heller ikke ked i løbet af dagen.
havde jeg haft muligheden for at gå hjemme med ham, ville jeg jo ikke bare side hjemme i stuen med ham og trille tommelfinger og lave ingenting. Så havde vi fundet en legestue og planlagt ture ud af huset som også ville være lærende. Lege aftaler, historie undervisning ved at se på museums og historiske steder. Vi ville have hygget os med at tage ud og fiske, lave noget herhjemme, såsom da jeg sleb sofa bordet ned og malede det en anden farve med ham i sommerferien for to år siden. Lærende og underholdende aktiviteter som man som forældre nok ville knytte bedre bånd til sit barn end når man sender dem i institution.
Jeg ville gå så langt som til at sige at man som forældre er de bedst egnet til at lære sit barn om verden omkring os og at det nok også ville være det bedste for det bånd man har med sit barn. Jeg tror simpelhen ikke på at man får børn for at aflevere dem til vildt fremmende mennesker som babyer og mens de er mest følsomme informelle til den udvikling de går igennem de første 3 år af deres liv.
Jeg føler samfundet virkelig er kommet langt ud i forhold til at man ikke har så let ved at være hjemmegående og at så mange er imod at man ønsker det eller gør det. Der ikke mange forældre der stoler på egen evne til at være mor og far for sit barn og at de kan give deres eget barn det de har brug for, for at vokse op og blive velfungerende mennesker.
Vi tror på at vi som forældre er det bedste for vores søn indtil skolealderen og at vi vil kunne give ham det han har brug for og mere endnu. Vi anede bare ikke vi ville have det sådan her inden vi fik vores søn for knap fem år siden. Så vi havde ingen mulighed for at lægge økonomien om, så det ville være en mulighed for os.
Så nu har vi en søn der går i børnehave, som trives og har det fint, men vi ville gerne have været om ikke andet dagpleje tiden foruden. Han er kommet i en børnehave som vi meget specifikt er gået efter og som giver nogen af de værdier vi har selv videre. Han er glad for de relationer han har dannet og han har lært en masse gode ting, men ikke ting vi ikke selv kunne have lært ham.
Ved ikke om det blev lidt rodet, men synes jeg fik skrevet så meget ned som muligt i forhold til mine tanker omkring det emne som er meget svært at tale om uden folk har en meget markant holdning til og jeg vil lige sparke en fodnote ind i forhold til alt dette jeg har skrevet, at jeg ikke vil dømme hvad andre gør eller ikke gør, men jeg vil bare ønske der måske var lidt mere fokus på vores blinde tillid til at vuggestuer, dagplejer og børnehaver er det eneste rigtige for vores børn. Og at stole på os selv som forældre, at vi har evnen til at lære de vigtigste ting videre til vores børn.
