Ustyrlig, men IKKE gravid!

Åha, hvor jeg befinder mig i limbo pt. mellem at føle mig som jordens lykkeligste og heldigste person, og samtidig føle mit hjerte slå knuder, mine tårer rende og min længsel for pb dræne mig langsomt for liv. 

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 3 år, men vi er dog først flyttet sammen i december, så vi har pt kun boet sammen i 3 måneder. Grunden til dette er blandt andet, at jeg har en søn på 4,5 fra et tidligere forhold, og min nuværende kæreste går ikke ind til noget uden at have tænkt tingene 110% igennem - en rigtig dejlig ting i mange sammenhænge, bare ikke når JEG er jordens mest utålmodige og spontane menneske! Men netop derfor supplerer vi også hinanden super godt

Jeg har med jævne mellemrum i vores forhold været skruk - primært under ferieperioder, hvor vi har tilbragt meget kvalitetstid sammen, hvilket jo er ren luksus! Men nu hvor vi har fået en hverdag op at køre, begynder den forfærdelige (men i bund og grund dejlige) følelse at hive godt fat i mig igen - AAARGH! Det er så slemt, at det er som om mine hormoner reagerer på mine følelser! Fik i dag fortalt min kæreste, at jeg STADIG var meget skruk, og at følelsen var tæt på uudholdelig, og hvad skete der så!? Jo, jeg begyndte at TUDE! Hvorfor nu det? 

Jeg ved godt, det ikke er holdbart at sætte et barn i verden lige NU, min fornuft er helt med på det! Min kæreste skriver pt sit speciale færdigt, og vil gerne i job inden PB starter, hvilket er helt forståeligt. Selv er jeg folkeskolelærer og har en 8. klasse nu, jeg helst skulle føre til eksamen sommeren 2017, OG så skal vi jo også lige nå at bo lidt mere sammen. MEN HOLDT STOP STANDS - den plan er min krop bare slet ikke med på - den siger nu - og med stort NU! Hvorfor kan man ikke parkere den følelse i et års tid? 

Vi er heldigvis HELT enige om, at vi skal have flere børn, men NØJ hvor er ventetiden dog lang, hvis jeg skal have det sådan her HVER dag! Håber hverdagen, der starter i morgen, kan hjælpe mine tanker i en lidt anden retning

Tak, fordi du læste med - havde bare brug for at komme ud med det!

Anonym skriver:

Åha, hvor jeg befinder mig i limbo pt. mellem at føle mig som jordens lykkeligste og heldigste person, og samtidig føle mit hjerte slå knuder, mine tårer rende og min længsel for pb dræne mig langsomt for liv. 

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 3 år, men vi er dog først flyttet sammen i december, så vi har pt kun boet sammen i 3 måneder. Grunden til dette er blandt andet, at jeg har en søn på 4,5 fra et tidligere forhold, og min nuværende kæreste går ikke ind til noget uden at have tænkt tingene 110% igennem - en rigtig dejlig ting i mange sammenhænge, bare ikke når JEG er jordens mest utålmodige og spontane menneske! Men netop derfor supplerer vi også hinanden super godt

Jeg har med jævne mellemrum i vores forhold været skruk - primært under ferieperioder, hvor vi har tilbragt meget kvalitetstid sammen, hvilket jo er ren luksus! Men nu hvor vi har fået en hverdag op at køre, begynder den forfærdelige (men i bund og grund dejlige) følelse at hive godt fat i mig igen - AAARGH! Det er så slemt, at det er som om mine hormoner reagerer på mine følelser! Fik i dag fortalt min kæreste, at jeg STADIG var meget skruk, og at følelsen var tæt på uudholdelig, og hvad skete der så!? Jo, jeg begyndte at TUDE! Hvorfor nu det? 

Jeg ved godt, det ikke er holdbart at sætte et barn i verden lige NU, min fornuft er helt med på det! Min kæreste skriver pt sit speciale færdigt, og vil gerne i job inden PB starter, hvilket er helt forståeligt. Selv er jeg folkeskolelærer og har en 8. klasse nu, jeg helst skulle føre til eksamen sommeren 2017, OG så skal vi jo også lige nå at bo lidt mere sammen. MEN HOLDT STOP STANDS - den plan er min krop bare slet ikke med på - den siger nu - og med stort NU! Hvorfor kan man ikke parkere den følelse i et års tid? 

Vi er heldigvis HELT enige om, at vi skal have flere børn, men NØJ hvor er ventetiden dog lang, hvis jeg skal have det sådan her HVER dag! Håber hverdagen, der starter i morgen, kan hjælpe mine tanker i en lidt anden retning

Tak, fordi du læste med - havde bare brug for at komme ud med det!

 

Åååh hvor jeg kender det! - Jeg har været skruk i snart 1½ år "på trods" af at min datter kun bliver 2 år til sommer. - Har altid ønsket at få børn med kort mellemrum. Nu er jeg så single, efter min kæreste gennem 10 mdr droppede mig for 2 uger siden (og åbenbart har haft stukket snablen i alt med en puls mens vi var sammen), så der er laaaange udsigter til at jeg kan få min bebs nr 2. Suk altså!

MummiT skriver:

Åååh hvor jeg kender det! - Jeg har været skruk i snart 1½ år "på trods" af at min datter kun bliver 2 år til sommer. - Har altid ønsket at få børn med kort mellemrum. Nu er jeg så single, efter min kæreste gennem 10 mdr droppede mig for 2 uger siden (og åbenbart har haft stukket snablen i alt med en puls mens vi var sammen), så der er laaaange udsigter til at jeg kan få min bebs nr 2. Suk altså!

Ej nej nej en klaphat! Godt du kom af med ham, selvom det udskyder PB en del. Men PB er jo heller ikke for enhver pris. Min søns far havde tæt på samme adfærd, så da jeg opdagede det røg han ud - det er simpelthen så ubehageligt at opdage, at man er blevet holdt for nar på den måde

1,5 år er godt nok også længe! Mit er heldigvis kun i perioder over det sidste 1,5 år, men pt er det HELT forfærdeligt! Min krop reagerer utrolig voldsomt, lige så snart jeg føler mig glad og tilpas, så siger den bare "DU SKAL SÆTTE BØRN I VERDEN NU - JEG ER KLAR!" 

Hjælp altså, hvor ville jeg ønske jeg kunne spole tiden 11 måneder frem

Håber virkelig for dig, at du snart møder en SKØN fyr, som elsker dig og din datter fuldstændig betingelsesløst, og som ønsker flere dejlige børn sammen med dig, når det nu er et brændende ønske for dig

Anonym skriver:

Ej nej nej en klaphat! Godt du kom af med ham, selvom det udskyder PB en del. Men PB er jo heller ikke for enhver pris. Min søns far havde tæt på samme adfærd, så da jeg opdagede det røg han ud - det er simpelthen så ubehageligt at opdage, at man er blevet holdt for nar på den måde

1,5 år er godt nok også længe! Mit er heldigvis kun i perioder over det sidste 1,5 år, men pt er det HELT forfærdeligt! Min krop reagerer utrolig voldsomt, lige så snart jeg føler mig glad og tilpas, så siger den bare "DU SKAL SÆTTE BØRN I VERDEN NU - JEG ER KLAR!" 

Hjælp altså, hvor ville jeg ønske jeg kunne spole tiden 11 måneder frem

Håber virkelig for dig, at du snart møder en SKØN fyr, som elsker dig og din datter fuldstændig betingelsesløst, og som ønsker flere dejlige børn sammen med dig, når det nu er et brændende ønske for dig

 

Nej ikke for enhver pris! - Vil gerne både have overstået min hf og bo sammen med baby-daddy inden pb starter Og så skal nr 2 helst rent faktisk være planlagt 

Ååh ja, jeg synes også det er sååå svært at styre det ind i mellem.. Har bare lyst til at købe babytøj og -udstyr og alt muligt. Men det er jo i grunden mega fjollet i min situation

Tak Tager det stiiiiille og roligt, før eller siden skal jeg nok møde den rigtige, men lige nu skal jeg mest af alt nyde min datter, fokusere på studiet og så ellers bare leve singlelivet og være ung og dum, i det omfang det nu er ansvarligt når man samtidig er mor

Og så håber jeg for dig at det næste års tid går med lynets hast så I kan begynde PB og lave en dejlig unger sammen

MummiT skriver:

Nej ikke for enhver pris! - Vil gerne både have overstået min hf og bo sammen med baby-daddy inden pb starter Og så skal nr 2 helst rent faktisk være planlagt 

Ååh ja, jeg synes også det er sååå svært at styre det ind i mellem.. Har bare lyst til at købe babytøj og -udstyr og alt muligt. Men det er jo i grunden mega fjollet i min situation

Tak Tager det stiiiiille og roligt, før eller siden skal jeg nok møde den rigtige, men lige nu skal jeg mest af alt nyde min datter, fokusere på studiet og så ellers bare leve singlelivet og være ung og dum, i det omfang det nu er ansvarligt når man samtidig er mor

Og så håber jeg for dig at det næste års tid går med lynets hast så I kan begynde PB og lave en dejlig unger sammen

Det er sgu irriterende, at alt det praktiske og kroppens indstilling ikke hænger sammen! TARVELIGT siger jeg bare! 

Men jo en planlagt bebs er for mange en god ting - med min kæreste var jeg dog begyndt at komme i tvivl - han gennemtænker virkelig ting til mindste detalje, så frygtede lidt, at han aldrig blev klar  Men nu siger han selv, at han gerne vil have flere, og endda op til 3 ekstra udover min søn - så tænker han er rimelig seriøs - antallet er det mere mig, der bakker på  hehe... Havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle producere et helt fodboldhold  Men hva' pokker - jordemoren ved sidste fødsel stemplede mig til at være skabt til at føde børn, så jeg kan vel klare et par stykker mere  

Jeg er heldigvis ikke nået dertil, hvor jeg køber babyting, men i alle sætninger jeg kan nævne børn, babyer, lillesøster/bror, storebror - der gør jeg det! Og jeg fortæller ALLE, at det er planen vi skal have "flere" børn sammen 

Lyder fornuftigt med at nyde livet, fokusere på studiet og din datter. Når du mindst venter det dukker han sikkert op - det gjorde min kæreste. Havde lige besluttet mig for, at jeg ikke gad det der med mænd - det fungerede ikke rigtig for mig, så jeg indstillede mig på at være alene med min søn de næste mange år, og VUPTI så blev jeg pludselig budt op til dans af en sød og flot fyr - det startede sgu et helt eventyr  

Så tag du endelig ud og dans 

Tak for din støtte - jeg håber også det går bare nogenlunde stærkt, især hvis denne følelse skal fortsætte 

Åhh det er simplethen den mest irriterende følelse at gå og være skruk og bare VIDE man skal vente et år eller to  

Min kæreste og jeg har også snakket om at starte PB når vi er blevet færdigtuddannede og har købt hus, hvilket nok er om 1 1/2 års tid. Men puha hvor er det hårdt at vente! Er som om tiden går MEGA langsom! Hvis du finder nogle gode fif til at holde ventetiden ud må du gerne lige smide et skriv 

Anonym skriver:

Åha, hvor jeg befinder mig i limbo pt. mellem at føle mig som jordens lykkeligste og heldigste person, og samtidig føle mit hjerte slå knuder, mine tårer rende og min længsel for pb dræne mig langsomt for liv. 

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 3 år, men vi er dog først flyttet sammen i december, så vi har pt kun boet sammen i 3 måneder. Grunden til dette er blandt andet, at jeg har en søn på 4,5 fra et tidligere forhold, og min nuværende kæreste går ikke ind til noget uden at have tænkt tingene 110% igennem - en rigtig dejlig ting i mange sammenhænge, bare ikke når JEG er jordens mest utålmodige og spontane menneske! Men netop derfor supplerer vi også hinanden super godt

Jeg har med jævne mellemrum i vores forhold været skruk - primært under ferieperioder, hvor vi har tilbragt meget kvalitetstid sammen, hvilket jo er ren luksus! Men nu hvor vi har fået en hverdag op at køre, begynder den forfærdelige (men i bund og grund dejlige) følelse at hive godt fat i mig igen - AAARGH! Det er så slemt, at det er som om mine hormoner reagerer på mine følelser! Fik i dag fortalt min kæreste, at jeg STADIG var meget skruk, og at følelsen var tæt på uudholdelig, og hvad skete der så!? Jo, jeg begyndte at TUDE! Hvorfor nu det? 

Jeg ved godt, det ikke er holdbart at sætte et barn i verden lige NU, min fornuft er helt med på det! Min kæreste skriver pt sit speciale færdigt, og vil gerne i job inden PB starter, hvilket er helt forståeligt. Selv er jeg folkeskolelærer og har en 8. klasse nu, jeg helst skulle føre til eksamen sommeren 2017, OG så skal vi jo også lige nå at bo lidt mere sammen. MEN HOLDT STOP STANDS - den plan er min krop bare slet ikke med på - den siger nu - og med stort NU! Hvorfor kan man ikke parkere den følelse i et års tid? 

Vi er heldigvis HELT enige om, at vi skal have flere børn, men NØJ hvor er ventetiden dog lang, hvis jeg skal have det sådan her HVER dag! Håber hverdagen, der starter i morgen, kan hjælpe mine tanker i en lidt anden retning

Tak, fordi du læste med - havde bare brug for at komme ud med det!

 

Tja, ting der kan fylde tiden og opmærksomheden ud mens man går og venter er et stort emne herinde 

Vi er også selv på PB næste år, har lige nogle vigtige ting i år der skal færdiggøres inden da. 

Selv forsøger jeg at lave så mange sjove ting som muligt  se dine venner/vendinder, tag ud på nogle vilde oplevelser, find på nogle underholdende ting derhjemme. Evt planlæg en virkelig god ferie!! Så har du andre ting at glæde dig til som måske kan tage tankerne lidt væk 

...<3... skriver:

Tja, ting der kan fylde tiden og opmærksomheden ud mens man går og venter er et stort emne herinde 

Vi er også selv på PB næste år, har lige nogle vigtige ting i år der skal færdiggøres inden da. 

Selv forsøger jeg at lave så mange sjove ting som muligt  se dine venner/vendinder, tag ud på nogle vilde oplevelser, find på nogle underholdende ting derhjemme. Evt planlæg en virkelig god ferie!! Så har du andre ting at glæde dig til som måske kan tage tankerne lidt væk 

Tak for søde og gode råd  

Tror klart mit problem er, at jeg nu langt om længe har fået en tidshorisont på, hvornår min kæreste mener, vi skal starte PB - så derfor kan det kun gå for langsomt 

Jeg har ikke andet end planer for tiden  så der er drøn på, men det er bare ikke nok lige i øjeblikket! Håber virkelig det kun er en periode, så jeg lige kan holde mig bare frem til jul 

elb1210 skriver:

Åhh det er simplethen den mest irriterende følelse at gå og være skruk og bare VIDE man skal vente et år eller to  

Min kæreste og jeg har også snakket om at starte PB når vi er blevet færdigtuddannede og har købt hus, hvilket nok er om 1 1/2 års tid. Men puha hvor er det hårdt at vente! Er som om tiden går MEGA langsom! Hvis du finder nogle gode fif til at holde ventetiden ud må du gerne lige smide et skriv 

Og det er det bare!!  

Utroligt at man kan være så utålmodig! Og tænk at det er så svært at styre... fornuft og følelse kan virkelig være to vidt forskellige ting! 

Hvis jeg finder et fif der virker for mig, så skal jeg nok give lyd!

Sådan havde jeg det sidste år fra september af, tror jeg tude flere gange om ugen ville bare have nummer to, min kære mand stod fast "vi har en plan" blablabla. det hjalp da ikke rigtig. 

Men nu hvor vi starter pb er jeg lykkelig hihi, men nøøøj hvor har det sidste stykke tid været hårdt.

Har min søn på snart 2