Ja hvor skal jeg starte.... det hele roder rundt inde i mit hovedet...
Det har aldrig været nemt at leve i en sammenbragt familie - men nu er det helt kørt af sporet. Det ene barn nægter at komme hjem til os, og kommer med alle mulige beskyldninger om at det er min eller mine børns skyld. Det er bare så hårdt, for det er ikke rigtigt.
Nu vil den anden så heller ikke hjem til os længere - og vi har ikke set ham i snart en måned.
Jeg kan godt forstå at faren er skide frustreret, det er det også for mig, især fordi vi skal have skylden.....
Nu har min kæreste, som jeg elsker overalt på jorden, været væk i et par dage og jeg har stort set ikke hørt fra ham.... han plejer ellers altid at skrive eller ringe, men ikke denne gang. Denne gang total tavshed, hvilket lige gør det hele meget værre inde i mig.
Jeg ringede til ham, og fortalte ham, at jeg syntes det var mærkeligt at jeg intet hørte fra ham.... og som kom alle undskyldninger på en lang række... han havde travlt, der var ikke styr på noget, og hvis han da ellers havde haft tid ville han da bruge den på at skrive og ringe hele tiden - sagt med den største sarkasme og som om jeg var 4 år igen.... aldrig har jeg følt mig så lidt værd!
Inden han tog afsted, sad han med sin mobil, som han prøvede på at gemme under dynen..... lod som ingenting. Men han ringede så og fortalte at han prøvede at skrive en besked til hans ex omkring alt dette med at børnene ikke ville være hos os. (mine kommer altid som aftalt, og de elsker at være hos os). Men han sagde samtidig at han kunne mærke at han træk sig ind i sig selv, og at han følte ikke han var tilstede....
No way virkelig?? var det en sang fra de varme lande, og at han i virkeligheden bare ville sige til mig, at du høre sgu nok ikke fra mig mens jeg er væk.....
Det dummeste er bare, at man jo på FB kan se hvornår man sidst har været logget på..... som i hele tiden... så hvorfor alle de latterlige undskyldninger for ikke at have tid, når jeg kan se at han har tid til at være på FB - jeg er så ked af det, og så frusteret. Gør alt for ham, og for hans børn - men gang på gang skal jeg eller mine børn have skylden for alverdens ulykker........
Har talt meget med min søster der har anbefalet at jeg skal kontakte min læge, for at få noget hjælp, så jeg ikke går helt ned med flaget - men det er nok for sent. For jeg er brudt helt ned og helt sammen..... og kan ikke lige overskue at kontakte dem, for at få det bekræftet - for hvad kommer der så til at ske....
Åh hjælp i søde mennesker herinde....
Min historie er ikke for at gøre min kæreste til en tarvelig en, for det er han ikke, han er også bare derude hvor han ikke kan se lyset.... men sådan ville vi jo nok alle have det, hvis vores børn vendte os ryggen, uden at komme med en klar udmelding for hvorfor!
Det gør bare ondt i mig, at det nemmeste for ham, er at ignorerer mig og gøre mig til det sorte får..... ØV en følelse at ha.
