Eksperthjælp: Hjælp til at løfte hovedet i maveliggenden.

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.180 visninger
0 svar
0 synes godt om
1. marts 2016

Christina Haansbæk

Hej Christina.
Jeg har en lille dreng som lige er fyldt 3 mdr her d. 18 - han er født 3 uger før tid.

Anton går hos kiropraktor fordi han var lidt låst i nakken- han er nu næsten færdigbehandlet, men kiropraktoren siger nu at han motorisk svarer til en på 5-6 uger.

Han kan ikke løfte sit hoved særlig meget når han ligger på maven, og når han endelig får det løftet er det kun et par sek. ad gangen. Vi er meget opmærksomme på at have ham en masse på maven men vi er også temmelig forvirret.

På grund af at han fra start har været bagud på mange områder følges han på ouh, som siger at vi skal ligge noget under han brystkasse så han bliver løftet, og ellers hjælpe ham med at få armene ind under sig så han bedre kan - dette fungerer og han løfter hovedet bedre.

Samtidig siger kiropraktoren så at jeg aldrig må ligge noget under hans brustkasse da han så glemmer at han har arme, og hun siger også at jeg IKKE må ligge armene op under ham for ham, men derimod skal ligge dem bagud ned langs siden så han selv lærer at ligge dem derop. Gør jeg dette kan han ikke finde ud af at få dem løftet op overhovedet og han bliver rigtig ked af det.

Så hvad er rigtigt? Det er svært når de siger de modsatte af hinanden, og jeg vil jo bare gerne hjælpe ham bedst muligt....

Hvornår begynder de i øvrigt normalt at gribe bevidst fat i legetøjet og tage det i munden?

På forhånd tak.



Christinas svar

 

Hej

Mange tak for dit spørgsmål.

Det er ganske forståeligt at du bliver forvirret over hvad du skal gøre når du får modsatrettede oplysninger.

Jeg vil gerne starte med at sige at jeg jo ikke har andre oplysninger om din dreng end dem du har givet mig. Jeg ved derfor ikke om der er særlige hensyn der skal tages i forhold til din søn som OUH eller din kiropraktiker er bekendt med. Så jeg svarer dig udelukkende ud fra de oplysninger du har givet mig :-)

Og jeg forstår både hvorfor kiropraktikeren siger det hun gør og hvorfor OUH siger det de gør.

Din kiropraktor tager højst sandsynligt udgangspunkt i en mere teoretisk forståelse af en normal motorisk udvikling, hvor barnet netop selv flytter armene op under brystet og selv lærer at bruge armene til at støtte med når det er maveliggende. OUH tager derimod et mere praktisk udgangspunkt i hvad din dreng kan på nuværende tidspunkt og hvad han ”mangler” at lære for at blive motorisk alderssvarende.

Jeg er helt enig med OUH. Jeg anbefaler helt klart at ”snyde” lidt med hjælpemidler og forskellige udgangsstillinger når jeg som børnefysioterapeut hjælper et barn der har svært ved at løfte hovedet i maveliggende.

Det handler i første omgang om at bryde cirklen og gøre din dreng interesseret i at ligge på maven og løfte hovedet. Man må være kreativ og tænke i alternative løsninger. Hvis det er for svært for ham overhovedet at løfte hovedet eller han ligger med hovedet nede i gulvet fordi han kun kan løfte det ganske lidt, så skal vi gøre det interessant for ham at ligge på maven.

Det kan man netop gøre ved at lægge en pude under bryst, hjælpe armene ind under ham eller lægge ham på maven på din mave og forsøge med en glad stemme at få ham til at kigge op på dig. Placerer I hans arme under ham skal I blot være opmærksom på, at ham ikke hænger passivt i skuldre leddene og ikke har kræfter til at fjerne sig fra den stilling igen. Der må I gå ind og hjælpe ham.

Mere generelt om tilvænning til at ligge på maven anbefaler jeg, at han ligger i kort tid mange gange i løbet af dagen. Skift mellem hvor I lægger ham på maven: puslebord, gulvet, liften, sofaen, på jeres mave, hen over lårene, på jeres underben eller på jeres arm. Gnub/massér ham fast og hurtigt på ryggens muskler langs rygsøjler når han ligger på maven – det ”vækker” de muskler der skal arbejde for at løfte hovedet. Læg en hånd på hans numse og hold den nede når han forsøger at løfte hovedet. Læg løbende mærke til om han bliver bedre til at ligge på maven og tilpas derefter hvor længe han ligger og om han skal understøttes under brystet.

Jeg håber dette var svar nok – ellers er du meget velkommen til at kontakte mig på haansbaek@stofanet.dk.

De bedste hilsner Christina Haansbæk

www.fysioterapitilbørn.dk

 



Christina tilbyder udredning, råd og vejledning, motorisk testning samt behandling af børn i alderen 0-15 år. Typiske problemstillinger kan være motorisk forsinkelse, motorisk uro, hypermobilitet, kranie skævhed, usikker hånddominans samt sansemotoriske vanskeligheder. Christina er mobil børnefysioterapeut og kører i Hovedstadsområdet samt Nordsjælland.

Se Christinas hjemmeside: FysioterapiTilBørn.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.