Eksperthjælp: Hvordan fortælle 4-årig om far?

Linda Stæhr

Min barn har ingen far, han valgte fra. Jeg er alene med søn, snart 4 år, det er tid til fortælle ham at hans far ikke vil findes! Jeg har brug for råd, hvordan jeg vælge omhygge med ordvalget?

Lindas svar

Kære mor

En spændende og vigtig samtale, men også en samtale der ikke må blive mere forklaringstung end barnet kan bære og selv lægger op til. Ofte har vi voksne flere bekymringer, som vi risikerer at lægge i barnet, derfor skal tingene formidles simpelt og relevant for barnet. Jeg vil gerne rose dig for at tage snakken allerede nu, fordi jeg selv er tilhænger af at familiesandheder aldrig gemmes væk men formidles så tidligt og så ufarligt som muligt.

Der er nogle ting, som en 4-årig har brug for at vide, for at forstå det du vil fortælle:

• Vigtigst af alt: Mor elsker dig over alt på jorden og vil altid gøre det.
• Grundlæggende om forplantning: Fx Alle børn har en far og en mor, på den måde at: Manden skal putte noget ind i damen (eller damen får lidt af manden ind i sig), som gør, at hun bliver gravid. Det lille barn vokser i maven og bliver født af moren, når det er klar. Manden er derefter far og damen er mor.
• Grundlæggende om familier: Fx Nogle børn har en far og en mor, nogle har to mødre eller to fædre, nogle har både en mor eller en far, men som ikke bor sammen, nogle får måske en ekstra mor/far, hvis mor eller far finder en ny kæreste. Det er meget forskelligt, sådan er det bare. Det vigtigste er at alle børn har en eller flere voksne som altid vil elske og passe på dem. (evt. tegne de forskellige familier sammen).

Dernæst er budskabet tilbage:

Fx Den far du har, puttede noget ind i mig/gav min noget af sig, så jeg blev gravid og fødte dig. Men han er ikke en du kan bo sammen med og lære at kende ligesom XX (nævn en familie med far og mor, som barnet kender). Du har mig, og vi to er en familie. Vi elsker hinanden og det er bare sådan det er. Alle har en far, men ikke alle får lov at lære ham at kende, men det er ok, for vi har jo hinanden og XX og XX og XX (nævn vigtige familiemedlemmer).

Børn har sjældent brug for en lang og forkromet forklaring, kun simpel viden. Derefter kan du lade barnets egen nysgerrighed styre samtalen. Hold det simpelt. Budskabet er ikke at far har valgt jer fra. Budskabet er at I bare er sådan en familie uden far – det er sandheden formidlet uden den voksnes bekymringer.

Som årerne går, vil din søn sandsynligvis selv stille dybere spørgsmål, men hvis grundforklaringen forbliver, at I har hinanden, at du elsker ham, og at det er godt nok, så kan han til enhver tid rumme alle andre sandheder om livet og sig selv.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Jeg er overvejende set enig, men synes dog også, at samtalen bør udformes på en sådan vis, at man rummer det er svært for barnet. Ved hele tiden at sige "Men det er okay, for vi er jo os to, vi har jo hinanden", så udstråler det desværre lidt, at barnet blot skal acceptere, at de jo har hinanden, og så går det nok med det med faren. Men det kan jo godt ske, at barnet i virkeligheden synes det er rigtig svært. Derfor skal det formuleres på en måde, så der er plads til at barnet kan udtrykke en eventuel sorg eller forvirring, og at den  følelse er okay. Barnet har jo ret til at synes, at det  ikke er okay at mangle en far. Derfor er det uhensigtsmæssigt at lukke den følelse ned med det samme ved at sige, at det er okay, der ikke er nogen far, fordi de har hinanden. 

Anonymor skriver:

Jeg er overvejende set enig, men synes dog også, at samtalen bør udformes på en sådan vis, at man rummer det er svært for barnet. Ved hele tiden at sige "Men det er okay, for vi er jo os to, vi har jo hinanden", så udstråler det desværre lidt, at barnet blot skal acceptere, at de jo har hinanden, og så går det nok med det med faren. Men det kan jo godt ske, at barnet i virkeligheden synes det er rigtig svært. Derfor skal det formuleres på en måde, så der er plads til at barnet kan udtrykke en eventuel sorg eller forvirring, og at den  følelse er okay. Barnet har jo ret til at synes, at det  ikke er okay at mangle en far. Derfor er det uhensigtsmæssigt at lukke den følelse ned med det samme ved at sige, at det er okay, der ikke er nogen far, fordi de har hinanden. 

Tak for den vigtige point med at man selvfølgelig skal tage udgangspunkt i barnets følelser og tanker og fuldt ud acceptere disse. Min point var oprindeligt at det ofte er vi voksne der skaber følelsen for det der sker, og at det derfor er bedst at gøre det så positivt og naturligt for barnet som muligt. Men tak for din vigtige påmindelse.

Anonymor skriver:

Jeg er overvejende set enig, men synes dog også, at samtalen bør udformes på en sådan vis, at man rummer det er svært for barnet. Ved hele tiden at sige "Men det er okay, for vi er jo os to, vi har jo hinanden", så udstråler det desværre lidt, at barnet blot skal acceptere, at de jo har hinanden, og så går det nok med det med faren. Men det kan jo godt ske, at barnet i virkeligheden synes det er rigtig svært. Derfor skal det formuleres på en måde, så der er plads til at barnet kan udtrykke en eventuel sorg eller forvirring, og at den  følelse er okay. Barnet har jo ret til at synes, at det  ikke er okay at mangle en far. Derfor er det uhensigtsmæssigt at lukke den følelse ned med det samme ved at sige, at det er okay, der ikke er nogen far, fordi de har hinanden. 

Jeg må sige, at jeg er meget enig med Linda i hendes tilgang. Vi voksne har en ide om, at en familie er "far, mor og børn (2 stk.)". Familier, der ikke ser sådan ud, "mangler noget", er "store", er "små", osv. Små børn tager udgangspunkt i det, der er. Det er deres virkelighed og deres liv. En fireårig, der ikke har en far i sit liv, kan godt være usikker på eller ked af ikke at vide, hvem han skal tage med til "far/søn-fodboldturneringen" eller købe en gave til på fars dag. Man han betragter ikke sin familie ude fra og tænker: "Hov, den passer ikke til skabelonen. Der mangler en far". Det er en tænkemåde, der kommer ind senere i barndommen og i voksenlivet. Og det skal man lade være med at plante hos barnet.

Til TS: Du skal regne med, at din søn allerede har gjort sig tanker om sin situation. Da han var 2 år, var der sikkert et barn i vuggestuen, der sagde til ham: "Min far henter mig i dag. Henter din far dig?". En bekendt fortalte, at hendes adoptivbarn på 2,5 år en dag blev spurgt af en veninde på 3: "Jeg har ligget inde i min mors mave. Har du ligget inde i din mors mave?". Og det er et godt eksempel på de meget konkrete overvejelser, små børn gør sig.

Vi voksne kan ikke bestemme, hvornår der tales med vores børn om den slags. Derfor er det bedst at have et "beredskab" klar med fortællinger, forklaringer og begreber til den dag barnet spørger. For det gør han lige pludselig. Og det bliver nok ikke lige det spørgsmål, du havde regnet med.

L-mor skriver:

Jeg må sige, at jeg er meget enig med Linda i hendes tilgang. Vi voksne har en ide om, at en familie er "far, mor og børn (2 stk.)". Familier, der ikke ser sådan ud, "mangler noget", er "store", er "små", osv. Små børn tager udgangspunkt i det, der er. Det er deres virkelighed og deres liv. En fireårig, der ikke har en far i sit liv, kan godt være usikker på eller ked af ikke at vide, hvem han skal tage med til "far/søn-fodboldturneringen" eller købe en gave til på fars dag. Man han betragter ikke sin familie ude fra og tænker: "Hov, den passer ikke til skabelonen. Der mangler en far". Det er en tænkemåde, der kommer ind senere i barndommen og i voksenlivet. Og det skal man lade være med at plante hos barnet.

Til TS: Du skal regne med, at din søn allerede har gjort sig tanker om sin situation. Da han var 2 år, var der sikkert et barn i vuggestuen, der sagde til ham: "Min far henter mig i dag. Henter din far dig?". En bekendt fortalte, at hendes adoptivbarn på 2,5 år en dag blev spurgt af en veninde på 3: "Jeg har ligget inde i min mors mave. Har du ligget inde i din mors mave?". Og det er et godt eksempel på de meget konkrete overvejelser, små børn gør sig.

Vi voksne kan ikke bestemme, hvornår der tales med vores børn om den slags. Derfor er det bedst at have et "beredskab" klar med fortællinger, forklaringer og begreber til den dag barnet spørger. For det gør han lige pludselig. Og det bliver nok ikke lige det spørgsmål, du havde regnet med.

 

Jeg tror måske, du misforstår mig. Jeg siger ikke, at man ikke skal udtrykke at det er en helt i orden familiekonstellation de har. Det jeg mener er, at man skal passe på man ikke får det formuleret på en sådan måde at man får lukket ned for de eventuelle negative følelser barnet måtte have om situationen inden han/hun får lov at udtrykke dem. Man kan hurtigt gøre det meget lukket - men ved at udtrykke at der er mange okay familieformer, men samtidig anerkende at barnet måske ikke føler det er helt okay og savner en far, så giver man plads til både accept af situationen og en anerkendelse af barnets følelser

Jeg har en datter på 6 år som også kun har en far på papiret. I starten var det mest hendes legekammerater der var interesseret i hvorfor hun ingen far har men jeg kunne fortælle at det har hun, det er bare en hun ikke ser. 

Jeg har valgt ikke at skjule noget for hende og altid være ærlig, når hun spørger ind til ham selvfølgelig på et sprog hun kan forstå. Det hun lige pt har villet vide er hvad han hedder. Hvor han bor henne. Om vi har været gift og hvorfor vi ikke bor sammen. 

Synes man skal vente med at snakke om far, indtil barnet selv kommer og spørger ind til ham, for det kan hurtigt blive kunstigt og hvad nu hvis barnet ikke er klar til snakken? 

Min datter ved så at lige meget hvad, kan hun altid komme til mig om det så er noget hun har ødelagt, noget hun er ked af. Om hun har været "uartig". Om hun vil snakke om hendes far, lige meget tid og sted.