depression?!?

Efter at have gået i lang tid og haft det skidt besluttede jeg mig endelig for at gå til lægen og få snakket om det... Jeg fik der at vide at jeg har en mild/moderat depression....

Lægen besluttede at jeg skulle starte på lykkepiller... Men de har gjort det hele meget værre....

For nogen kan det være lidt af en skræk historie... Men jeg vil nu alligevel skrive om hva jeg har oplevet ved at have denne depression... (som jeg stadig har)

Det startede med at jeg gik i "sort" når jeg var ude og handle nye steder eller steder der var store... Lige pludselig gik der en klap ned for øjnene og så stod jeg bare og gloede og anede hverken fra eller til...
Nu handler jeg kun i butikker jeg kender og hvor jeg ved hvor alting er henne...

Jeg blev bange for at køre bil... Bange for at jeg ville køre galt og slå Cille ihjel...

Jeg har planlagt hele Cille's begravelse inde i hovedet... Alt fra hvor hun skal begraves, kisten, blomster... Ja alt...

Jeg fik de mest forfærdelige drømme... bla. at huset brændte og jeg fik ikke Cille ud i tide... Eller også fik jeg hende ud men vil slet ikke tænke på hvilke billeder jeg havde i hovedet af hende... også hvor vi legede "titte-bøh" over hendes sengekant... hvor hun så pludselig ikke trak vejret længere...
Tror ikke jeg behøver skrive hvor skrækkeligt det var og hvor mange gange jeg vågnede hver nat....

Jeg isolerer mig for omverdenen og bliver helst indenfor hjemmets 4 vægge... der føler jeg mig sikker... Det er svært at få klaret dagligdagens ting... Bare så simpel en ting som at få lavet mad kan være nok til at overblikket mistes og jeg bliver modløs....

Ja jeg kunne blive ved...

Det skal siges at det der har fået skylden for det er at det hele har gået for hurtigt til at mit hoved kan følge med...

Jeg skulle på 10 dages ferie hos min kæreste (som jeg kun havde snakket med i telefon og skrevet med over nettet) men jeg kom ikke hjem til Bornholm igen... Ca en måned efter blev jeg gravid med Cille... Vi fandt et sted at bo og så sad jeg ellers der og kendte ikke nogen... Her har jeg så siddet siden men har dog lært lidt mennesker at kende....

Han er lastbil chauffør... Så 5 dage i ugen er jeg alene mor da han kun er hjemme i weekenderne....

Mit råd til dem der har mistanke om at de muligvis har en depression eller er ved at få en er at tage kontakt til lægen med det samme... Jeg selv gjorde det for sent... Og derfor er jeg hvor jeg er i dag....

Jeg synes det er en fed oplæg du kommer med og fortælle os , hvordan du ha' det ..

Det er bare så skrækkeligt at ha' de marridt i hovedet .. Jeg ha' osse de marridt , om jeg mister min kæreste og Phillip af en spritbillist der kommer kørende mod dem og op på fortovet , hvor de bli'r kørt ihjel på stedet .. Jeg tør slet ikk' tænke på , hva' jeg ville gøre ad mig selv , hvis det skete ..

Og det er dejligt at du skriver for neden , at dem der måske lider af depressioner , ka' ringe til deres læge ..  

Jeg syns bare det er vigtigt at folk får at vide hvad der kan ske hvis man ikke tager fat om problemet i tide.... For det er absolut ikke noget man kan klare selv...

Ja jeg ville give alt i verden for at slippe af med dem... Men de er der heldigvis ikke så ofte mere efter jeg selv stoppede med lykkepillerne...

De er absolut ikke sjove at have... Selvom man godt selv ved at sansynligheden for at tingene sker ikke er ret stor... Tror det lige så meget er alle de ting man hører fra hverdagen, man så får flettet ind i drømmene så det handler om en selv og ens kære....
Men der er skrækkeligt uanset hvad

Depression er en forbandet sygdom......................og du beskriver den så fint. Det du også beskriver er muligvis angst. Nogle lykkepiller kan give angst...................desværre. Men der findes så mange forskellige slags antidepressiva, så måske skulle du prøve med nogle andre slags. For du kan jo ikke leve sådan, som du gør nu, vel???

Jeg er selv i livslang behandling med antidepressiva, da jeg har haft to moderate til svære depressioner. Det med ikke at kunne orientere sig og gå i "sort" bare ved at handle ind, kender jeg kun alt for godt, og det med ikke at kunne overskue selv simple hverdagsting. Men jeg er nu velbehandlet, og har det godt. Men jeg vil altid være bange for at ryge i det "sorte hul" igen, det er et sandt mareridt. Jeg ved at der ikke findes en psykiater på bornholm, men synes umiddelbart at det lyder til at du kunne have gavn af samtaler hos sådan en. Det er jo også en speciallæge opgave at medicinere depressioner.

Jeg håber at du har et netværk, der kan bruges.......................for det er så vigtigt, nu hvor du er alene med jeres barn i hverdagene.

Mange knus Mette

mor-til-cille skriver:



Efter at have gået i lang tid og haft det skidt besluttede jeg mig endelig for at gå til lægen og få snakket om det... Jeg fik der at vide at jeg har en mild/moderat depression....

Lægen besluttede at jeg skulle starte på lykkepiller... Men de har gjort det hele meget værre....

For nogen kan det være lidt af en skræk historie... Men jeg vil nu alligevel skrive om hva jeg har oplevet ved at have denne depression... (som jeg stadig har)

Det startede med at jeg gik i "sort" når jeg var ude og handle nye steder eller steder der var store... Lige pludselig gik der en klap ned for øjnene og så stod jeg bare og gloede og anede hverken fra eller til...
Nu handler jeg kun i butikker jeg kender og hvor jeg ved hvor alting er henne...

Jeg blev bange for at køre bil... Bange for at jeg ville køre galt og slå Cille ihjel...

Jeg har planlagt hele Cille's begravelse inde i hovedet... Alt fra hvor hun skal begraves, kisten, blomster... Ja alt...

Jeg fik de mest forfærdelige drømme... bla. at huset brændte og jeg fik ikke Cille ud i tide... Eller også fik jeg hende ud men vil slet ikke tænke på hvilke billeder jeg havde i hovedet af hende... også hvor vi legede "titte-bøh" over hendes sengekant... hvor hun så pludselig ikke trak vejret længere...
Tror ikke jeg behøver skrive hvor skrækkeligt det var og hvor mange gange jeg vågnede hver nat....

Jeg isolerer mig for omverdenen og bliver helst indenfor hjemmets 4 vægge... der føler jeg mig sikker... Det er svært at få klaret dagligdagens ting... Bare så simpel en ting som at få lavet mad kan være nok til at overblikket mistes og jeg bliver modløs....

Ja jeg kunne blive ved...

Det skal siges at det der har fået skylden for det er at det hele har gået for hurtigt til at mit hoved kan følge med...

Jeg skulle på 10 dages ferie hos min kæreste (som jeg kun havde snakket med i telefon og skrevet med over nettet) men jeg kom ikke hjem til Bornholm igen... Ca en måned efter blev jeg gravid med Cille... Vi fandt et sted at bo og så sad jeg ellers der og kendte ikke nogen... Her har jeg så siddet siden men har dog lært lidt mennesker at kende....

Han er lastbil chauffør... Så 5 dage i ugen er jeg alene mor da han kun er hjemme i weekenderne....

Mit råd til dem der har mistanke om at de muligvis har en depression eller er ved at få en er at tage kontakt til lægen med det samme... Jeg selv gjorde det for sent... Og derfor er jeg hvor jeg er i dag....

 Åhh hvor jeg husker det.
Jeg har fået medicin nu i flere år og de har heldigvis hjulpet mig rigtig godt.
Jeg lider desværre stadig rigtig meget af mareridt og ser f.eks. meget sjældent nyheder fordi jeg slet ikke kan have alle de ting inde i mit hoved, som sker i vores verden.
Frygten for at ryge ned i hullet igen kommer hver gang jeg bare har en lidt dårlig dag.
Dem oplever alle mennesker jo, men når man bare har været SÅ langt nede synes jeg en dårlig dag kan være virkelig skræmmende.

Som sagt virker pillerne for mig og ville håbe du kunne finde nogle der havde samme virkning på dig.

Jeg fik lykkepiller for 3 år siden (Akarin)
Og jeg havde det præcis som du. Alle de bivirkninger der var i starten. damn!
6-8 uger er meget længe at vente på en virkning når man har det skidt.
Jeg måtte igennem 3 eller 4 slags antidepressiv medicin før jeg fik nogle der virkede for mig. Idag har jeg klaret mig uden medicin i 6-8mdr

Selvom lyset for enden af tunnelen til tider kan være svært at se - så er det der.

Anna-jonas skriver:

Depression er en forbandet sygdom......................og du beskriver den så fint. Det du også beskriver er muligvis angst. Nogle lykkepiller kan give angst...................desværre. Men der findes så mange forskellige slags antidepressiva, så måske skulle du prøve med nogle andre slags. For du kan jo ikke leve sådan, som du gør nu, vel???

Jeg er selv i livslang behandling med antidepressiva, da jeg har haft to moderate til svære depressioner. Det med ikke at kunne orientere sig og gå i "sort" bare ved at handle ind, kender jeg kun alt for godt, og det med ikke at kunne overskue selv simple hverdagsting. Men jeg er nu velbehandlet, og har det godt. Men jeg vil altid være bange for at ryge i det "sorte hul" igen, det er et sandt mareridt. Jeg ved at der ikke findes en psykiater på bornholm, men synes umiddelbart at det lyder til at du kunne have gavn af samtaler hos sådan en. Det er jo også en speciallæge opgave at medicinere depressioner.

Jeg håber at du har et netværk, der kan bruges.......................for det er så vigtigt, nu hvor du er alene med jeres barn i hverdagene.

Mange knus Mette

Jamen jeg tror der er mange flere der kender til alle de ting som jeg gennemgår end vi lige går og tror...
Jeg syns bare ikk man hører om det så ofte... Det var også derfor jeg valgte at oprette denne tråd... Så det kunne blive snakket om og så dem der måske har det svært kan komme frem eller ihvertfald læse sig frem til hvad der muligvis kan gøre at de har det som de har det....
Jamen jeg bor ikke på bornholm længere... Jeg er plantet i midtjylland... Netværk er ikke det jeg har mest af... Jeg kendte ikke nogen da jeg kom hertil og nu kender jeg nogen få... Det er ikke så let at lære mennesker at kende når man sidder hjemme...

Jeg har så heldigvis lige fået en søster herover... Ellers sidder venner og familie hjemme på øen

BubbieBear skriver:

Jeg fik lykkepiller for 3 år siden (Akarin)
Og jeg havde det præcis som du. Alle de bivirkninger der var i starten. damn!
6-8 uger er meget længe at vente på en virkning når man har det skidt.
Jeg måtte igennem 3 eller 4 slags antidepressiv medicin før jeg fik nogle der virkede for mig. Idag har jeg klaret mig uden medicin i 6-8mdr

Selvom lyset for enden af tunnelen til tider kan være svært at se - så er det der.

Det er også Akarin jeg får... Eller fik... De gjorde det hele meget meget værre... Så efter 2 måneder med dem og stortset ingen søvn så besluttede jeg mig for at det skulle stoppe.... Så jeg trappede mig selv ud af dem... Så nu skal jeg ind og snakke med lægen om at få noget andet...

Det må være dejligt når man endelig kan se en ende på det... Den tid glæder jeg mig til...

Jeg kan kun anbefale dig at få en henvisning til en psykiater! De ved mere om medicinering ved depressioner end en praktiserende læge. For en del år siden, da jeg fik konstateret depression kastede min daværende læge nogle nye piller i hovedet på mig, som kostede en formue og slet ikke virkede på mig. Jeg fik en psykiaters nr. af en veninde og ringede til ham og fik en tid. Det har jeg aldrig fortrudt! Han ordinerede Fluoxetin (Fontex) som er det mest gennemprøvede antidepresiv der findes på markedet og som man sagtens kan tage under sin graviditet og mens man ammer. Det virkede for mig! Det er ligeledes et af de antidepresiver med færrest bivirkninger. Det er meget vigtigt at du får både psykologhjælp og medicin, så fordi ét præparat ikke har virker, håber jeg ikke du giver op! Depressionen kan blive værre hvis den ikke bliver behandlet korrekt og kan derved blive sværere at behandle!

Jeg ved hvor forfærdeligt du har det! Jeg har selv været nede hvor det var aller sortest! Men jeg er kommet ud på den anden side igen og venter nu et lille barn og er glad og lykkelig! Så selvom du måske ikke kan se lyset lige nu, så ER det der, det lover jeg dig!

Mange knus og kram

Jeg har også overvejet det...  Jeg har fået en henvisning til en psykolog.. Men  de er da ikk til at få fat i... Selvom jeg har indtalt besked på telefonsvareren har jeg ikk hørt noget...

Problemet er jo at lægen ikke mener at jeg har en desideret (staves) depression... Han mener at det er ensomhed fordi jeg er så meget alene som jeg er... Og så med en lille smule angst oveni...
Han ville i starten slet ikke give mig noget medicin... Han troede ikke på at det virkede... Og det gjorde de piller han gav mig så heller ikk.... de gjorde det derimod meget værre...

Har overvejet at næste gang jeg skal til lægen og snakke med dem så vil jeg spørge om en anden... Den jeg har nu er en meget ung læge...