Tanker om at miste, MA

Jeg var til scanning for 2 dage siden, og det var dårlige nyheder. Jeg er mellem 5-6 uger henne. Der var kun en tom gestationssæk, ingen blommesæk og intet foster.

Det kom som et kæmpe chok. Jeg har grædt lige siden. Græd uafbrudt det første døgn. Nu er det stilnet lidt af, og jeg prøver at slippe håbet.

Jeg fik taget HcG prøve og skal igen på mandag, for at se om tallet stiger eller falder. Jeg er sikker på det er slut. Jeg har ikke de samme symptomer som ved mine to andre graviditeter. Fx havde jeg massiv kvalme med begge hele døgnet. Det har jeg ikke nu.

Det 3. barn har virkelig længe været min drøm, og det er først for nylig min mand har sagt ja. Og nu står vi her. Som han sagde i går "jeg ville ikke engang have et 3. barn til at starte med, det var ikke det jeg sagde ja til det her" og "hvis ikke jeg havde sagt ja, stod vi ikke i denne situation".

Jeg forstår godt han er ked af det og vred og bekymret for mig, men det gør ondt at høre han bebrejder os for det.

Jeg er så dødtræt af folk siger: vær glad for de to sunde raske børn du har, eller du bliver hurtigt gravid igen eller den slags. For jeg er vred og i sorg.

Jeg er vred på min krop der laver en tom graviditet. Den fatter det ikke engang og udstøder det selv. Er det fordi jeg er gammel nu? Over 35 år? Er mine æg dårlige, og virker ikke mere? Nu skal jeg igennem er abort helvede med piller, smerter og blod. Det magter jeg ikke. Min mand er så overvældet at han slet ikke kan rumme tanken om at forsøge at blive gravide igen bagefter. For hvad hvis det ikke er slut! Hvad hvis det sker igen og igen og igen?!

Hvad hvis der er noget i vejen med mig, og hvad hvis jeg skal til udskrabning og det går galt?

Det hjælper mig at se fremad og fortælle mig selv, at der kommer et barn til os, og det nok skal lykkes. Samtidig er jeg bange og ved jeg ikke vil blive rolig, før jeg er gravid og ser et lille hjerte slå til en scanning. Og ikke engang dér. Jeg vil være bange hele graviditeten. For jeg har fået er chok, og det har givet mig en skræk i livet, jeg aldrig slipper.

Det var mine tanker...

Har lige været igennem det samme, kun at se en Tom fostersæk til scanningen 

jeg har fået en kirurgisk udskrabning, blev ikke engang tilbudt pille formen, lægerne sagde de helst ville lave en udskrabning når der aldrig havde været et foster at se, så skulle de være sikre på at der havde været et foster antegn, og det kunne de jo ikke komme til at se ved en medicinsk .. 

Det er pisse hårdt, og skide frustrende, jeg følte mig snydt af min egen krop, jeg er ved at "komme" mig over at det var sådan det skulle være. 

Men hele processen er forfærdelig, mit hcg steg som det skulle, som hvis det var en sund graviditet, det samme gjorde min fostersæk, den fulgte også det den skulle, bare uden den lille spire 

Det lyder virkelig hårdt altså... Jeg har slet ikke hørt noget med fosteranlæg. Bare at den medicinske var mere skånsom og kroppen kom sig hurtigere... Samtidig er det jo ufedt at det hele alligevel kan ende i udskrabning, hvis det ikke kommer ud.