At acceptere at ens barn SKAL være enebarn

Som overskriften siger - at skulle acceptere at ens barn SKAL være enebarn.. - Kan man det??

Jeg er i fast forhold til en anden mand end min søns far.. I starten var han helt hooked på "når vi engang skal have en" men som tiden er gået (vi har været sammen i 2½år) så har han ændret holdning til at være i tvivl.. Ingen tvivl om at det kan være delvis min egen skyld, fordi jeg på et tidspunkt følte mig presset og måtte sige at jeg slet ikke var sikker på om vi skulle have børn/barn sammen..

Men nu er der gået yderligere tid og jeg kan mærke at jeg gerne vil, og at min søn savner hans bonussøster rigtig meget.. Jeg får dårlig samvittighed over ikke at tilbyde min søn en bror eller søster.. og faktisk inden alt for længe både pga min alder men også min søns alder - han bliver snart 4år..

Havde jeg været single - så havde jeg formentlig valgt at få et donorbarn..

Men 1 jeg elsker min kæreste, og det vil ikke være nemt at gå fra ham til fordel for at få et barn og en søskende til min søn.. Plus, det vil være både synd og et tab for både min søn, men også min bomusdatter som godt nok kun kommer hveranden weekend..

Men jeg frygter lidt at hans holdningsændring gør at han ligner min søns far for meget.. At det er lidt for hårdt at være forældre på fuld tid, at det giver for lidt tid til ego interesser..

Kan man lære at acceptere at ens barn forbliver enebarn selvom man havde håbet på noget andet..

Der er ikke noget galt ved at være enebarn - det er vi mange der er sluppet helt normalt og smertefrit fra  Spørgsmålet er vel snarere, om det er nok for dig at være mor til én, eller om du (for din egen skyld) er "nødt til" at have flere?

Fejl47 skriver:

Som overskriften siger - at skulle acceptere at ens barn SKAL være enebarn.. - Kan man det??

Jeg er i fast forhold til en anden mand end min søns far.. I starten var han helt hooked på "når vi engang skal have en" men som tiden er gået (vi har været sammen i 2½år) så har han ændret holdning til at være i tvivl.. Ingen tvivl om at det kan være delvis min egen skyld, fordi jeg på et tidspunkt følte mig presset og måtte sige at jeg slet ikke var sikker på om vi skulle have børn/barn sammen..

Men nu er der gået yderligere tid og jeg kan mærke at jeg gerne vil, og at min søn savner hans bonussøster rigtig meget.. Jeg får dårlig samvittighed over ikke at tilbyde min søn en bror eller søster.. og faktisk inden alt for længe både pga min alder men også min søns alder - han bliver snart 4år..

Havde jeg været single - så havde jeg formentlig valgt at få et donorbarn..

Men 1 jeg elsker min kæreste, og det vil ikke være nemt at gå fra ham til fordel for at få et barn og en søskende til min søn.. Plus, det vil være både synd og et tab for både min søn, men også min bomusdatter som godt nok kun kommer hveranden weekend..

Men jeg frygter lidt at hans holdningsændring gør at han ligner min søns far for meget.. At det er lidt for hårdt at være forældre på fuld tid, at det giver for lidt tid til ego interesser..

Kan man lære at acceptere at ens barn forbliver enebarn selvom man havde håbet på noget andet..

Den er meget svær. Men her er et par spørgsmål der måske kan hjælpe... Jeg registrerer, at du er i tvivl om han er i stand til at være "fuldtidsfar". Er han meget lidt tilstedeværende i din søns liv? Du kunne jo prøve at træde tilbage og lade ham tage mere ansvar for at se om han tager ansvaret på sig. Hvordan er han med sin egen datter når hun er på weekend, træder han i karakter eller lader dig tage over? Ønsker du at i begge skal være primær forældre eller er det okay at du står med hovedrollen? Ønsker du virkelig et barn for barnets egen skyld eller kun som søskende for din ældste?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Der er ikke noget galt ved at være enebarn - det er vi mange der er sluppet helt normalt og smertefrit fra  Spørgsmålet er vel snarere, om det er nok for dig at være mor til én, eller om du (for din egen skyld) er "nødt til" at have flere?

Ja, det er BÅDE det ene og det andet der rør sig i mig.. Jeg ved jo godt han overlever og i og med han har en bonussøster kan man bare ikke rigtig sige at han ikke har prøvet andet.. Jeg er en "fornøler" så jeg ved både hvordan det er at være uden søskende og ja så også at have... I mit voksen liv, er de guld værd - i teenageårene var de et helved..

Jeg kan ikke mærke tydeligt hvad jeg helst vil.. Svær beslutning..

Roselil skriver:

Den er meget svær. Men her er et par spørgsmål der måske kan hjælpe... Jeg registrerer, at du er i tvivl om han er i stand til at være "fuldtidsfar". Er han meget lidt tilstedeværende i din søns liv? Du kunne jo prøve at træde tilbage og lade ham tage mere ansvar for at se om han tager ansvaret på sig. Hvordan er han med sin egen datter når hun er på weekend, træder han i karakter eller lader dig tage over? Ønsker du at i begge skal være primær forældre eller er det okay at du står med hovedrollen? Ønsker du virkelig et barn for barnets egen skyld eller kun som søskende for din ældste?

Dit sidste spørgsmål er lige præcis DET jeg ikke kan finde ud af..

Han er meget lidt i forhold til min søn, og ifg ham mit valg.. Jeg har nok lidt svært ved at give slip og har haft svært ved at stole på en mand igen.. Men han træder 100% i karakter når det drejer dig som hans datter - her tager jeg ikke over og kender "min plads"

Ved ikke om du kan bruge mit svar til noget.. Men her har vi 2 børn sammen - et 3. på vej på søndag ;-) 

Min kæreste har 2 børn fra tidligere forhold som vi har 7/7 - + det løse.. 
De uger vi ikke har hans børn går vores ældste stadig og sukker efter dem  - og det er til trods for at hun har en lillesøster...

Så at I får et fælles barn - sammen betyder ikke at din søn bliver "gladere" og vil savne bonussøster mindre ..  just saying 

Vil egentlig først sige, at din søn jo ikke er enebarn. Han har en bonussøster, og hvis du og din kæreste bliver sammen, så bliver hun fuldt ud hans søster. Jeg har selv to bonus søskende, som var hos os hver anden weekend, og vi har godt forhold idag, og jeg betragter dem fuldt ud som mine søskende.

Har i snakket helt færdigt om hvorvidt i skal have flere børn - jeg tænker der er jo mange ting at overveje, som måske er grunden til at han tøver. Det første som du siger pludselig at blive fuldtidsforældre, men det er i jo næsten allerede med din søn (eller hvordan?)

Der er også hele dynamikken med mine, dine og vores børn, som måske kan virke skræmmende.

Og måske er der bare det med om han synes det er for tidligt i forholdet og er bange for at ende med endnu et delebarn.

Tænker, at det skal ikke være om hvorvidt dit barn skal være enebarn, der skal bestemme om du skal have et barn mere, men nærmere om du/i ønsker et barn mere og har lyst til at udvide familien. Der er ingen garanti for at søskende elsker hinanden, og som andre skriver findes der mange lykkelige enebørn.

Fejl47 skriver:

Dit sidste spørgsmål er lige præcis DET jeg ikke kan finde ud af..

Han er meget lidt i forhold til min søn, og ifg ham mit valg.. Jeg har nok lidt svært ved at give slip og har haft svært ved at stole på en mand igen.. Men han træder 100% i karakter når det drejer dig som hans datter - her tager jeg ikke over og kender "min plads"

Men hvis han ikke vil være der for din søn, men engagerer sig fuldt i evt. Fælles barn, bliver det så ikke trist for din søn? Kommer jo selvfølgelig også an på, om han bor hos jer fuld tid og i det hele taget hvor engageret hans biofar er...

Problembarnet skriver:

Ved ikke om du kan bruge mit svar til noget.. Men her har vi 2 børn sammen - et 3. på vej på søndag ;-) 

Min kæreste har 2 børn fra tidligere forhold som vi har 7/7 - + det løse.. 
De uger vi ikke har hans børn går vores ældste stadig og sukker efter dem  - og det er til trods for at hun har en lillesøster...

Så at I får et fælles barn - sammen betyder ikke at din søn bliver "gladere" og vil savne bonussøster mindre ..  just saying 

God pointe der..

Fejl47 skriver:

Som overskriften siger - at skulle acceptere at ens barn SKAL være enebarn.. - Kan man det??

Jeg er i fast forhold til en anden mand end min søns far.. I starten var han helt hooked på "når vi engang skal have en" men som tiden er gået (vi har været sammen i 2½år) så har han ændret holdning til at være i tvivl.. Ingen tvivl om at det kan være delvis min egen skyld, fordi jeg på et tidspunkt følte mig presset og måtte sige at jeg slet ikke var sikker på om vi skulle have børn/barn sammen..

Men nu er der gået yderligere tid og jeg kan mærke at jeg gerne vil, og at min søn savner hans bonussøster rigtig meget.. Jeg får dårlig samvittighed over ikke at tilbyde min søn en bror eller søster.. og faktisk inden alt for længe både pga min alder men også min søns alder - han bliver snart 4år..

Havde jeg været single - så havde jeg formentlig valgt at få et donorbarn..

Men 1 jeg elsker min kæreste, og det vil ikke være nemt at gå fra ham til fordel for at få et barn og en søskende til min søn.. Plus, det vil være både synd og et tab for både min søn, men også min bomusdatter som godt nok kun kommer hveranden weekend..

Men jeg frygter lidt at hans holdningsændring gør at han ligner min søns far for meget.. At det er lidt for hårdt at være forældre på fuld tid, at det giver for lidt tid til ego interesser..

Kan man lære at acceptere at ens barn forbliver enebarn selvom man havde håbet på noget andet..

Jeg er selv enebarn og min søn bliver også enebarn. 

Jeg har gennem min opvækst aldrig savnet søskende, og har nydt det enormt stærke bånd jeg har knyttet til mine forældre og som stadig er super stærkt i dag. Jeg er helt overbevist om at jeg ikke ville have haft det samme forhold til dem hvis jeg havde haft søskende.

Nu - som voksen - kan jeg mærke at jeg nok kommer til at savne søskende når min mor og far bliver gamle og syge. Jeg kan se hvor stor en støtte mine egne forældre har haft i deres søskende under deres forældres sygdom og alderdom.

Men - jeg mener ikke at man skal få flere børn fordi det engang om 60 år vil være en fordel for dem. Livet er meget, og det er foranderligt, og man ved aldrig hvad fremtiden bringer. Så man må kigge på her og nu.

Jeg kunne godt tænke mig at have fået to børn - fordi jeg, helt ego-agtigt, gerne ville opleve hvordan det er at være en del af en familie med flere børn. Men min mand ville kun have ét - og det meldte han ud allerede inden vi begyndte PB.

Det tog mig nok omkring 4 år før jeg endelig sluttede fred med at vi ikke skal have flere. Nu er jeg ret afklaret og nyder i stedet al den frihed jeg har, nu hvor min søn er 4 et halvt og vores liv er meget mere fleksibelt end da han var lille.

Det eneste der stadig gør ondt, er at min søn gerne vil have en lillesøster/-bror. Det smerter lidt i hjertet at se ham med små babyer, som han bare elsker. Men igen - jeg mener at det ville være en helt forkert prioritering at få et barn til fordi han gerne vil være storebror. Han aner ikke hvad det indebærer og jeg har set flere af hans kammerater reagere meget voldsomt og negativt på at få yngre søskende.

Jeg tror at pointen med min lange smøre er, at alle tilfælde er unikke og at ingen herinde kan råde dig. Men du skal lægge alle andre hensyn og faktorer til side og kun tænke på hvad DU kan gå med til eller ej. Hvis det i DIT hjerte, for DIN skyld, føles helt utænkeligt ikke at få flere børn, så må du jo tage konsekvensen.

Ellers synes jeg at du skal være glad for den sammenbragte familie I er.