Hjernen og hjertet samarbejder ikke helt

Hej alle sammen.

Står i den situation at jeg inderligt ønsker at stifte familie med min elskede kæreste men de basale ting som hjemmet og økonomien fylder lidt for meget for os begge. Jeg er uddannet i matas men har søgt kontorplads da jeg ikke trives i butik mere og vil prøve noget nyt. Min kæreste er uddannet elektriker så vi har begge en fast økonomi. Jeg flyttede ind til ham for 2 år siden og har ikke følt mig tilpas, da den er for lille og meget skal laves før jeg synes den er præsentabel nok i mine øjne. Da den er vildt billig og ligger tæt på kbh så er min kæreste ikke meget for bare af flytte uden grund. Han vil vente til vi går igang med pb. Jeg forstår godt at han ikke vil betale så meget ekstra for en lejlighed hvor der er et rum som ikke bliver brugt med det samme. Jeg er ikke enig da jeg synes det vil være rart at finde et sted først og derefter starte pb for så er bi mere rolige. Min løn er ikke den bedste og ved at tage uddannelsen kan jeg tjene lidt mere som jo vil gavne når vi flytter. Jeg er dog meget i tvivl om jeg kan holde mig selv ud i 3 år og måske mere (ved aldrig hvor længe pb tager) men jeg ser jo fornuften i det og 3 år er ikke lang tid i forhold til at jeg 24 år. 

Mine følelser bliver ligeledes påvirket af at en tæt veninde nu er gravid og en anden veninde har snakket om at hun måske også går igang inden for et år da hun måske har svært ved at blive gravid hvis hun venter for længe. Jeg skal ikke lade mig påvirke men tror de fleste gør det.

Andre der står og vælter mellem fornuft og følelser og hvordan håndterer i det, hvis i ved at i må tage den fornuftige vej? :-) 

Staffe skriver:

Hej alle sammen.

Står i den situation at jeg inderligt ønsker at stifte familie med min elskede kæreste men de basale ting som hjemmet og økonomien fylder lidt for meget for os begge. Jeg er uddannet i matas men har søgt kontorplads da jeg ikke trives i butik mere og vil prøve noget nyt. Min kæreste er uddannet elektriker så vi har begge en fast økonomi. Jeg flyttede ind til ham for 2 år siden og har ikke følt mig tilpas, da den er for lille og meget skal laves før jeg synes den er præsentabel nok i mine øjne. Da den er vildt billig og ligger tæt på kbh så er min kæreste ikke meget for bare af flytte uden grund. Han vil vente til vi går igang med pb. Jeg forstår godt at han ikke vil betale så meget ekstra for en lejlighed hvor der er et rum som ikke bliver brugt med det samme. Jeg er ikke enig da jeg synes det vil være rart at finde et sted først og derefter starte pb for så er bi mere rolige. Min løn er ikke den bedste og ved at tage uddannelsen kan jeg tjene lidt mere som jo vil gavne når vi flytter. Jeg er dog meget i tvivl om jeg kan holde mig selv ud i 3 år og måske mere (ved aldrig hvor længe pb tager) men jeg ser jo fornuften i det og 3 år er ikke lang tid i forhold til at jeg 24 år. 

Mine følelser bliver ligeledes påvirket af at en tæt veninde nu er gravid og en anden veninde har snakket om at hun måske også går igang inden for et år da hun måske har svært ved at blive gravid hvis hun venter for længe. Jeg skal ikke lade mig påvirke men tror de fleste gør det.

Andre der står og vælter mellem fornuft og følelser og hvordan håndterer i det, hvis i ved at i må tage den fornuftige vej? :-) 

 

Ååh jeg kender godt det der når man vælter lidt mellem følelser og fornuft..

Jeg er suuuper skruk, og ville absolit ELSKE at blive gravid med nr 2 nu. MEN! Det er nok det værste tidspunkt nogensinde til at få et barn mere. Jeg bor ikke sammen med min kæreste, og umiddelbart kan det ikke lade sig gøre at flytte sammen før sommer '17. Derudover at jeg ved at færdiggøre min HF på enkeltfag, efter jeg var nødt til at blive sygemeldt 3 mdr før jeg ville have været færdig, pga en hård graviditet. Så jeg skal på ingen måde have flere børn før jeg er færdig med min HF og bor sammen med min kæreste! Hvilket der altså er ca 1½ år til og så skal vi jo nok også lige falde til som samboende før vi udvider familien.

Jeg håndterer det ved at fokusere på min datter og mit studie. Og på at 2 år trods alt ikke er SÅ længe i det lange løb. Så mit råd er at finde noget at fokusere på. Distrahere dig selv lidt, så følelserne ikke bliver alt for overvældende. (Det kan de nemlig godt blive for mig af og til..)

MummiT skriver:

Ååh jeg kender godt det der når man vælter lidt mellem følelser og fornuft..

Jeg er suuuper skruk, og ville absolit ELSKE at blive gravid med nr 2 nu. MEN! Det er nok det værste tidspunkt nogensinde til at få et barn mere. Jeg bor ikke sammen med min kæreste, og umiddelbart kan det ikke lade sig gøre at flytte sammen før sommer '17. Derudover at jeg ved at færdiggøre min HF på enkeltfag, efter jeg var nødt til at blive sygemeldt 3 mdr før jeg ville have været færdig, pga en hård graviditet. Så jeg skal på ingen måde have flere børn før jeg er færdig med min HF og bor sammen med min kæreste! Hvilket der altså er ca 1½ år til og så skal vi jo nok også lige falde til som samboende før vi udvider familien.

Jeg håndterer det ved at fokusere på min datter og mit studie. Og på at 2 år trods alt ikke er SÅ længe i det lange løb. Så mit råd er at finde noget at fokusere på. Distrahere dig selv lidt, så følelserne ikke bliver alt for overvældende. (Det kan de nemlig godt blive for mig af og til..)

Det er fornuftigt af dig at vente som din situation står til mu, men det kan være utroligt svært at håndtere skruk.

Jeg tør ikke starte før vi flytter eller er enige om hvornår vi skal flytte. Synes det er svært at vide hvad der vil være smart for jeg ser fornuft i flere penge via ny uddannelse, men der går så min. 3 år da uddannelsen vil være i september 2016 og så to år frem. Det måske også vanskeligt at få arbejde lige efter uddannelse og skal helst finde job og være i det i et stykke tid så de føler sig sikre på mig. 

Tænker også at vi burde flytte og få baby imens jeg er i butikken for så kan jeg søge elevplads imens til når jeg er færdig med barsel og derfor sikre mig at jeg har en indtjening og ikke ender på dagpenge. Skal nok overleve i butikken for det er med okay arbejdstider i forhold til mange andre butikker. 

Hader at være i tvivl og tror min kæreste er træt af at jeg konstant viser billeder hvor jeg holder mine venners babyer eller bare nævner hvor dejligt det kunne være. :-)