Hej alle sammen,
Det her bliver langt, det ved jeg på forhånd - men jeg har meget på hjertet og kunne heller ikke finde det rette sted at placere tråden..
Jeg er 34årig kvinde som er mor til en dreng på knap 4år. Ham og jeg blev alene da han har et halvt år, efter faren forelskede sig en ny kollega og flyttede efter 5års ægteskab og 10år sammen i alt..
Min søn ser hans far hveranden weekendog der har været opstarts problemer som sikkert så mange andre - men nu kører det på fast rutine og afhentning i børnehave og kort hilsen pænt på hinanden ved "overdragelse" om søndagen.
Jeg har fundet en ny mand i mit liv som har en datter på knap 7år og her er samarbejdet noget mere problematisk.. Men det ændre ikke på at jeg har en skøn bonusdatter og hende og min søn har det super godt sammen.. Jeg ved ikke med hende - men min søn savner hende frygtelig ofte.
Da min kæreste og jeg begyndtes at ses, der gjorde vi alt "efter bogen" eller næsten i hvert fald.. 
Vi ventede et godt stykkke tid på at møde hinandens børn, men da vi så først havde mødt hinandens børn, valgte vi kort efter pga jobskifte at flytte sammen for at spare min søn for endnu en flytning senere hvis nu alligevel vi på et tidspunkt havde lyst til at flytte sammen..
Siden er jeg blevet klog på en af forskellene mellem kvinder og mænd: Nemlig at når mænd er nyforeleskede så henledes deres tanker på ægteskab, børn osv.. Kvinder er mere tilbageholdende og efter noget tid skabes disse tanken om ægteskab og skabe en familie, hvor det så er meget naturligt at mænd vender bøtten og egentlig er faldet til i livet og har det godt hvor de er her og nu..
Selv var jeg slet ikke istand til i starten af det nye forhold at tænke på bryllup og børn.. Det havde været alt for smerteligt at komme ud af igen havde jeg netop gennemlevet.. Oveni det så havde min søn svært ved at rumme en meget anderledes personlighed som min kæreste er indhaver af.. Faktisk er han helt normalt, det er blot mig, min søn og egentlig også hans far som er sensitive mennekser.. Men på et tidspunkt blev det et krav at min søn og min kæreste ikke måtte være alene, pga min søn virkede utryg ved ham.. Han er vant til meget tydelighed, ingen dril for sjov og i den duer.. Og kæresten har pænt svært ved at forstå og rummet et anderledes barn og måske også kæreste så det har selvfølgelig skabt nogle konflikter eller sammenstød.. Men han har deltaget i div møder og vil gerne, men har stadig idag sindsyg svært ved at efterleve det.. Så på et tidspunkt måtte jeg stoppe hans talen om "når vi selv får en lille ny" for jeg kunne slet ikke rumme vores forskellighed og rummem min egen tvivl om det kunne lade sig gøre og sige at jeg slet ikke tror vi skal have børn sammen.. PUNKTUM!!!
Dumt træk!!!
For som sammebragt familie er det en forudsætning at have fælles regler i det samme hus.. Vi kan stadig opleve at det at overholde de regler vi egentlig er blevet enige om er svære at overholde for "far og bonusfar" hovedsagdeligt når det drejer sig om eget barn.. Far har nok en let tendens til dovenskab - og også svært ved at stå for egen datters "hundeøjne" Så når jeg påpege så bliver han irriteret og så ske det at vi lever lidt på hver vores platforn (det er vigtig for mig at blive på den samme og det som gjalt igår, gælder os idag og os imorgen) Men så står vi der på vej ud af hver vores vej med hvert vores barn i hånden.. Nogen der kan hjælpe til hvordan jeg ændre på at virke anklagende og beskyldende og ikke mindst bedrevidende - når jeg skal forklare hans uhensigtsmæssigheder.. Jeg kan jo også se hvordan det forvirre børnene og jeg kan se hvordan de i nogle situationer begge lettere kan forholde sig til mit stille og ensformige sind..
Når, men når alt dette så er sagt så er det blevet mig meget bevidst om at det ikke er nok for mig at være mor til 1 og bonus mor til et andet barn, som kun kommer hveranden weekend.. Jeg føler jeg har masser af kærlighed til et barn mere.. Men jeg kan også bremses af om jeg bare er krævende for jeg har jo er barn, det er mere end nogle.. Min søns savn til bonussøsteren er også en følelsesmæssig brik - kan jeg leve med at han skal være enebarn.. Er det det jeg vil tilbyde ham..
Men der er også praktiske "begrænsninger" der SKAL laves tilbygning til huset - eller vi skal sælge og finde et andet..
Kæresten har arbejdet som ufaglært i 10år og motiveres så af mig og tage uddannelsen inden for faget og er færdig om 1år.. Men nu er det ikke nok, nu vil han læse endnu mere videre som betyder nogle år på su.. Så er der simpelthen ikke luft i økonmien til at "tale om fællesbarn" og desuden har mit kommentar omkring at jeg ikke troede vi skulle have børn sammen fordi vi ikke kan blive enige hæftet så hårdt fat i ham at han nu tvivler så meget og ikke ønsker at blive delefar til endnu et barn at det afholder ham fra at arbejde på vores forhold og enighed at det er lettere at blot lade være og blot lade den ene dag æde den anden..
Jeg drømmer om familie liv og spørger man til hans drømme har de altid være arbejdsrelateret og faktisk omhandlende et enormt branche skifte.. Han er så meget i tvivl om hvad han skal med hans liv at jeg begynder og tvivle på om jeg kan leve i et sådan livt.. Så hvordan hjælper jeg ham til afklaring og tydeligudmelding til mig som med min diagnose "tvangspræget personlighedsstruktur" kan leve i forholdet..
Der er ingen tvivl om at mit voksen kærlighedforhold skaber en del problemer med denne diagnose.. Men over for børnene er den en gave, da jeg fangler alle signaler - det er yderst lidt der går min næse forbi.. Jeg læser og nørder børne psykologi og opdragelse og giver derfor børnene noget som andre forældre i min omgangskreds ikke får.. Men det stiller også høje krav til min partner at leve op til..
Nogen der kan komme med lidt råd og kommentar..
Pt fylder det faktum at jeg MÅSKE og med stor sansynlighed ikke kan få lov til at blive mor til 2 med denne her mand så meget at jeg overvejer om jeg skal være mig selv.. Men så følger jeg denne følelse så følger jeg min personlighedsforstyrrelse, og skaber et voksent kærlighedforhold hvor der kun er plads til mig selv - det er jo ikke det jeg ønsker.. Men det er jo heller ikk blot at tage sine ting og flytte, jeg vil jo så inderligt gerne skabe en familie sammen med min kæreste.. Mit højeste ønske er at vi kan blive enige, få fælles drømme og arbejde på en fællesfremtid og rigtig meget gerne at han ønskede at få et barn med MIG!!! Vi er kørt helt skævt af hinanden og jeg kæmper for at finde tilbage på et spor - ikke en egenskab han har eller gør meget i.. Det virker mest som om han er doven og meget tilpas i vores stillestående liv - hvor JEG føler mig kvalt og bremset..
Hvilke spørgsmål er de rette at stille hinanden..?? Nogen der kan hjælpe med det??
