Anonym skriver:
I morgen skal jeg til specialiseringssamtale og håber så meget at jeg får en plads på specialområdet. Jeg skal til samtalen tage udgangspunkt i en case, som jeg syntes er lidt svær, så hvis nogle har guldkorn især til spørgssmål 2 må de meget gerne hjælpe:-) den kommer her:
Case: Social- og specialpædagogik
Allan er en 5o-årig mand med autisme. Han har været institutionsbarn, siden han var 8 dage gammel, og nu bor han på Kilden, som er en døgninstitution.
Han har et godt forhold til alle de ansatte på stedet, hvor der både er pædagoger, omsorgsmedhjælpere og SOSU-assistenter ansat. Som følge af hans autisme er han meget kontaktsøgende men også kontrollerende, og han har et stort behov for systemer. I fællesrummet blander Allan sig i alle samtaler. De andre borgere bliver sure på ham, og hans adfærd forårsager mange konflikter.
Lis er omsorgsmedhjælper på vej til de 60 år. Hun har samarbejdet/arbejdet med Allan i ca. 25 år, og kender ham godt. For at kunne håndtere konflikterne med ham, har hun etableret et klistermærkesystem. Hver dag efter maden får Allan et klistermærke i sin bog, hvis han har været sød.
De nyansatte pædagoger på stedet er meget imod denne praksis. Derfor nægter de at bruge klistermærke systemet. Når Allan efter maden spørger, om han må få et klistermærke i sin bog, siger pædagogerne, at han må tage så mange, han vil - for han er jo altid sød. Pædagogerne synes, at det er en problematisk måde at behandle problemet på, fordi Allans klistermærker bliver regnet ud i kroner og øre sidst på ugen, som han så kan købe en lille ting for. Det er etisk uforsvarligt, mener pædagogerne.
Det er rigtig svært at opnå en faglig diskussion vedrørende problematikken, idet omsorgsmedhjælperen har en særlig status grundet hendes 25 år med Allan. De andre pædagoger føler sig magtesløse. Lederen vil helst ikke gå ind i sagen af frygt for, at personalegruppen splittes.
Spørgsmål til casen:
- Hvad ser du som casens væsentligste problemstilling eller dilemma?
- Hvilke vigtige pædagogiske udfordringer og opgaver ser du i casen?
- Hvordan ser du dig selv i forhold til de spørgsmål, problemstillinger mv., som er i casen?
Allan har autisme, og er derfor meget afhængig af personalet gør tingene ens. Problematikken, som jeg ser det, er at personalet ikke har en ensartet pædagogik. Ét er at man er uenig, men man gør som der er aftalt. Ellers forstyrer det Allan, og han kan få det dårligt, og komme ud af sine rutiner.
At ledelsen ikke vil gå ind i det, står jeg uforstående overfor. Det må være der, hvor ledelsen viser deres styrke, og får noget supervision på, så personalegruppen kan få debatteret for og imod. Og måske få nogle andre redskaber til at hjælpe Allan i at socialisere sig på en hensigtsmæssig måde.
Jeg ville nok forsøge at skærme Allan. Det kan ske, at han ikke kan bearbejde alle de indtryk der kan være på et fællesareal. Ikke sagt, at Allan skal blive i hans egen lejlighed, men at man opstiller møblerne på en måde, som gør at han skærmes for alt for mange indtryk. Og så skal han måske have noget visuelt der viser ham at han ikke må afbryde. Jeg har gode erfaringer med et rødt og et grønt kort. Rød kort = stop. Grønt kort = Go 
Den største opgave vil jo være at skabe den ensartede pædagogik, der gør at Allan kan få det godt, og at han kan lære at begå sig i fællesrummet, uden at det skaber konflikter for hans naboer. Det kræver at personalet, på trods af at de ikke er enige, gør hvad der bliver aftalt. Og hvis de ikke kan det, må ledelsen jo gå ind og vurdere, om de vil have én ansat, som går imod sine kollegaer, og i sidste ende, gør livet svært for Allan
Ikke sagt at det er omsorgsmedhjælperen der gør det forkert, det kan jeg jo af gode grunde ikke udtale mig om, men personalet gør jo tilsyneladende ikke tingene ens, hvilket nok er det mest essentielle i arbejdet med mennesker med autisme.
Det var lige mine tanker. Beklager hvis det er lidt rodet, men sidder og ser noget i tv halvt samtidigt
Pøj pøj med det hele 
