Mathines fødsel

Efter 5 år som barnløs, hvor 2½ var i beh, 7 mikro . insimtionsførsøg, 1 sa, 1 ivf og et ISCI

Rent psykisk kunne jeg ikke mere, og ville stoppe alt. Men lægerne overtalte mig til endnu et forsøg, men denne gang med et ISCI. For som de sagde, de vidste at jeg kunne blive gravid, det var bare et spørgsmål om tid. Så efter sommerferien 2004 gik vi i gang. Denne gang var der 2 gode æg og jeg fik lagt dem begge op. Så nu var det bare og vente og se om de blev siddende der eller min krop ville udstøde æggene.

Mentalt havde jeg forberedt mig på ikke at blive gravid, så da jeg stod med en positiv test 14 dage efter, var jeg i den 7 himmel. Nu var det bare ventetiden til 7+0, for at se om de udviklede sig som de skulle. Dagen kom, og jeg blev scannet, der var et foster, det andet var gået til. Men jeg var endelig blevet gravid, og havde et lille smukt væsen i min mave som trivedes. Nu blev jeg så henvist til hjertecenteret for gravide, da der var en stor risiko for komplikationer med hjertet under graviditeten.

Allerede omkring 10 uge, begyndte mit hjerte at give problemer, meget uregelmæssig hjerterytme, forstørret myokardie og meget meget mere. De så helst at jeg fik afbrudt min graviditet, da de ikke helt kunne stå inde for at mit helbred kunne klare det. Og chancen for at jeg kom ud af graviditeten med livet i behold var 50 %. Men jeg ville ha min mirakel baby, og følte ikke at et liv uden barn var værd at leve. Så det blev sådanne at jeg blev scannet 1-2 gange om ugen, og måtte være indstillet på at komme ind til aflastning. Heldigvis blev min tilstand ikke yderligere forværret de næste 20 uger. Men jeg blev sygemeldt fra studiet allerede i uge 17 pga. plukveer. Og gentagende blære betændelser. Frygten for at jeg skulle dø og aldrig se min mirakelbaby, fyldte mere og mere. I uge 36 blev jeg indlagt til aflastning, pga. mit hjerte. Min krop kunne næsten ikke klare den fysiske belastning, jeg besvimede op til flere gange dagligt, og fik så mange ødemer og jeg endte med at sidde i kørestol. Jeg fik det mere og mere skidt rent psykisk, og fik stillet diagnosen før fødselsdepresion. På dette tidspunkt ville jeg bare ikke mere. Og det eneste der holdt mig oppe var mit kommende barn.

Endelig kom dagen , den 11 maj 2005, hvor jeg skulle sættes i gang. Min mand og min mor var til stede, da aftalen var at hvis der skulle ske noget med mig skulle min mor blive hos mig og med op på hjerteafdelingen og min mand skulle blive hos vores mirakelbaby. Kl. 8 fik jeg en stikpille, og så var det bare og vendte på at der skete noget. Vandet gik kl. 15 men ikke en eneste ve. Og da kl. blev 18 fik jeg sat ve drop på, og langsomt kom veerne. Men for ikke at stresse mit hjerte skulle jeg ha en epidural, og efterfølgende mærkede jeg intet til veerne efter det. Kl. 24 var droppet oppe på fuldstyrke og jeg blev undersøgt, jeg havde kun åbnet mig 3 cm. Så jeg fik slukket for droppet, mhp. At starte op igen næste morgen kl. 6. Og hvis jeg ikke havde åbnet mig en del mere sidst på eftermiddagen skulle jeg ha et kejsersnit. Kl. 12 var vedroppet atter på fuldstyrke, og jeg blev atter undersøgt. Jeg havde kun åbnet mig yderligere 1 cm, og det blev besluttet at jeg skulle ha kejsersnittet.

Endelig kl. 13.24 kom min smukke datter til verden, og hun var helt som hun skulle være, 52 cm lang og 3660g Og endelig kunne jeg ånde lettet op. Vi klarede det begge. Og kunne slet ikke vente med at få hende op og lægge hende til mit bryst. Vi blev kørt op på barselsgangen, og endelig gik det op for mig hvor heldige jeg har været

Ups, jeg blev sat igang den 10 maj, og fødte Mathine den 11 maj.

Dejligt at læse med på beretningen !!

Knus

Det er svært af forestille mig, hvordan det er at kæmpe så længe for at få et barn. Rigtig dejligt for dig og et rigtig sent tillykke med hende (hun er jo snart en stor pige på 3)

:P Dorte